LightLeaks

Blog & Fotokunst

Menu Close

Author: LightLeaks (page 1 of 5)

SPQR: Det antikke Roms historie – en gæsteanmeldelse

Mary Beard går med sin storslåede fortælling om det klassiske Rom i Edward Gibbons fodspor

Hvordan er det antikke Rom relevant for os i dag? Det er det store spørgsmål, Mary Beard, forfatteren af SPQR (Senatus PopulusQue Romanus – Senatet og det Romerske Folk) stiller i starten af sit værk. Bogen tager afsæt i byen Rom, den følger det romerske riges historie fra dets formodede stiftelse d. 27. april 753 f.Kr. til 212, da kejseren Caracalla gav alle indbyggerne i det romerske imperium romersk statsborgerskab.

Undervejs stifter man bekendtskab med berømtheder fra antikken, hører om drabelige konspirationer og ambitiøse politiske projekter. Men dette forhindrer ikke Beard i at fortælle om den gennemsnitlige romers liv. Fra toppen af samfundet og hele vejen ned til plebejeren, der bor på øverste sal i de til tider faldefærdige lejlighedskomplekser – insula eller ø, på dansk. Når boligforholdene bliver beskrevet, forstår man tydeligt betegnelsen. Her boede størstedelen af Roms befolkning. En besynderlig modsætning til i dag: De bedre bemidlede boede længst nede. Alt fra hvad de lavede i deres fritid, til hvad (og hvor) de spiste bliver belyst.

Når Beard vender spotlyset fra de store stjerner på scenen til den lille mand, bliver man mindet om, at de menneskelige grundvilkår ikke har ændret sig synderligt igennem historien. Vi har de samme bekymringer, glæder, sorger: ”At jage, at bade, at spille og at grine – Det er at leve”. Sådan opsummerer en grafitti i en beværtning i Pompeji de vigtigste ting her i livet. På trods af at næsten 2000 år er gået, står budskabet stadig klart for nutidens øjne.

Myter, muslingeskaller og nørdede kejsere…

Beard formår i sit værk at blande myter med fakta og nøgterne analyser af hændelserne. Side om side med historien om Romulus og Remus hører vi om de oprindelige bebyggelser, der har ligget, hvor Rom ligger nu. Vi får en forklaring på, hvordan Romulus/Remus-myten mon er opstået, og hvad dette fortæller om det romerske livssyn. På den måde får vi præsenteret romersk mytologi (for ikke at snakke om Roms reelle forhistorie), med et par kritiske øjne. Det gør Roms tågede fortid langt mere spændende at læse om. Med sit simple og elegante sprog, holder Beard læserens opmærksomhed fanget i et jerngreb, der gør det svært, at lægge bogen fra sig, når man først er begyndt.

Beards styrke lægger i særdeleshed også i at gøre op med mange af de ’folkeforestillinger’, der kredser omkring Rom.

Vi går tit rundt med en forestilling om, at de til tider ekstravagante romerske kejser har haft en stærk indflydelse på imperiet i sin helhed. En sadistisk kejser kunne være ubehagelig for sine nærmeste. Men administratorerne, byboerne og bønderne hverken hørte eller følte meget til ham. Livet gik som oftest sin stille gang ude i provinserne, uden at man mærkede det store til Roms politiske intriger.

Undervejs i den gribende fortælling gør Beard op med en række legender, der eksisterer omkring Rom og imperiets kejsere.

Eksempel: Var Gaius virkelig så slem som fortællingerne siger? Han var uden tvivl et forfærdeligt menneske. Men havde han virkelig planer om at gøre sin hest til konsul? Ydmygede han nu virkelig sine soldater til at samle muslingeskaller op på en fransk strand? Næppe, mener Beard. Der er tale om en misforståelse af ordet musculi, der både kan betyde muslingeskal og militærhytte. Sandheden er nok nærmere, at Gaius fik sine soldater til at pakke en midlertidig lejr ned. Mange af de mere farverige historier om de romerske kejsere blev skabt efter deres død, hvor de ikke længere var til fare for folk omkring dem. Selv Claudius, der i sin eftertid blev husket som en nørdet akademiker (sandheden var lidt en anden), undslipper ikke.

En romersk filosof, har i en humoristisk sketch, forestillet sig Claudius, der lige er død forsøge at tilegne sig en plads blandt guderne i det himmelske senat.

Her møder han Kejser Augustus, der skal dømme hans sag. ”Denne mand, der kigger på jer, som om han ikke kunne slå en flue ihjel, plejede at dræbe så nemt som en hund skider”. Han bliver nægtet adgang, og en skræddersyet straf bliver lavet til ham.

På grund af hans hang til spil, skal han i tid og evighed rafle terninger i bunden af et bundløst raflebæger. Heldigvis dukker førnævnte Gaius op af den blå luft, tager Claudius som slave og tvinger ham til at arbejde som juniorsekretær i den romerske juridiske forvaltning – en grel, grel skæbne. SPQR er sprængfyldt med denne slags små fortællinger, der giver et kort afbræk fra bogens overliggende fortælling, og gør Roms allerede farverige historie mere spændende. Store mænd har også følelser.

På trods af Mary Beards overlegne fortællestil, forholder hun sig ofte meget distanceret til de enkelte skikkelser. Til tider kommer vi ind på livet af dem, men kun i glimt. Vi lærer om Ciceros tætte forhold til sin datter og om hans sorg ved hendes død. Vi hører også om Pompejus Magnus’ kærlighedsforhold til sin kone. Højst usædvanligt i en tid, hvor overklassen som regel ikke giftede sig af kærlighed. Meget nærmere kommer vi desværre ikke. Det er en skam, for de personlige intriger og handlingsmotiver, der ikke får så meget opmærksomhed her, er med til at udpensle den store kamp om magten i Rom. Er man mere til denne side af historiefortællingen kan A.N Wilsons The Classical World varmt anbefales.

Man kan spørge sig selv, hvorfor jeg har lagt så meget vægt på følelser, skæve fortællinger og myter i den her anmeldelse

Svaret er, at enhver historiker kan skrive en fortælling om Rom. Men få kan gøre det på en måde, så det føles dragende. Der, hvor Beard virkelig skinner igennem, er i alt det, man normalt ikke forbinder med støvede historiebøger. Hun fanger læseren og fører dem igennem en verden, der på en gang er meget lig og meget fjern fra vores. Både hvad angår tid og samfundsmæssige forhold.

Mary Beards SPQR kan varmt anbefales. I særdeleshed, hvis man ikke før har stiftet bekendtskab med Roms storslåede historie. Og for at vende tilbage til det spørgsmål, der blev stillet i starten. Hvad kan vi lære af romerne? Intet direkte, hvis man spørger Beard. Men ved at engagere os med den arv, vi har efter dem, får vi et sandt skatkammer af kultur, filosofi, politiske analyser og kunst. Beard håbede, at hendes bog ikke blot var en historie om Rom, men en dialog med Senatet og det Romerske Folk. Jeg kan kun sige, hun er lykkedes med sin opgave.

Mary Beard: SPQR – Det antikke Roms historie. 616 sider. Førsteudgave på dansk oversat af Anders Nygård, 2018, Gads Forlag.

Gæsteanmelder: Stud. jur. Alexander Stein

Alexander Stein

Gæsteblogger og -anmelder, stud. jur. Alexander Stein

Pjæk i Den Anden Wienerskole

Lige siden jeg så årets katalog over klassiske koncerter i Odense, har jeg glædet mig til denne aften. Schuberts store C-dur symfoni, (harmløse) sange af Alban Berg og – især – Weberns 6 Stykker for stort orkester.

Webern spilles næsten aldrig. Han udtrykker sig så kort, at en sats i et af hans værker kan være få sekunder kort. Der er noget meget mystisk over hans musik. Hans tonesprog er moderne – ligesom hos kammeraterne Schönberg og Alban Berg.

Tilsammen kalder man de tre for Den Anden Wienerskole.

Weberns 6 Stykker er på min klassiske top-20. De er som en symfoni af Schubert eller Mahler komprimeret og krystalliseret til det kortest tænkelige. Programlægningen denne aften nærmede sig det geniale med Schubert som træstammen og Berg og Webern som de unge grene.

Men så her til aften … skuffelse, nedtur, vrede.

I sidste øjeblik var Webern sparket ud. I stedet: et stykke af Bach. Bach, som aldrig satte sine ben i Wien og kun rent teoretisk har noget med Schubert og Anden Wienerskole at gøre. Hvorfor denne ændring i en fremragende programlægning? Ingen aner det. Man tænker: typisk Odense. Store ideer, som ender med at blive ‘et eller andet’.

Jeg har før talt for, at der bør spilles mere god musik fra det 20. århundrede. Vi svigter vores egne rødder ved at gå efter det sikre. Ikke et ondt ord om Bach – men han er rigt repræsenteret i koncertprogrammer. Alban Berg spilles også relativt ofte. Men Webern stort set slet ikke.

Skuffelsen fordampede dog med Schubert

Selvom programmet var udhulet, glædede jeg mig over Schubert. Det var der flere, der gjorde. Hans store C-dur- symfoni er en rytmisk og melodisk herlighed. det var lige før, der udbrød deciderede klapsalver efter første sats!

Schumann omtalte længden på Schuberts værker som ‘himmelske længder’. Schubert var glad for sine ideer og gentog dem ofte – men hvad gør det? Hans ideer er jo fantastiske. Tilmed er C-dur symfonien den første ‘sammenbrudssymfoni’. Midt i den lystige og melankolske andensats brækker musikken over i nogle fortvivlede gestus, og der bliver helt stille. Musik, der går over gevind – en lystighed, der bryder sammen under sit eget postulat.

Det musikalske nervesammenbrud som virkemiddel er en effekt, som de langt senere Mahler og Bruckner anvender hyppigt og med stor intensitet.

Orkestret var i aften ledet af nu ex-chefdirigent Alexander Vedernikov, som jo nu skal lede operaen i København. Vedernikov holdt sin Schubert klar, rytmisk præcis. Får så være, man kunne ønske sig større dynamiske udsving, mere rå og rustik træblæsersektion, mindre nervøse hornister. Det er ting, der ikke skal trække ned i en dejlig Schubert, der redde de forvirrede programlæggere for aftenen.

Årets Pressefoto 2018 i Odeons foyer, Odense

Som hobbyfotograf er en af mine største inspirationskilder pressefotos. De har ikke kunstneriske budskaber, er direkte, har masser af kant – og er ofte smukke trods et grumt indhold. Nogle af de bedste protrætter laves af pressefotografer.

Og som beskuer ved man, der er meget på spil inden for genren pressefoto. Pressefotografer er udsatte i krigs- og konfliktzoner. Hvis de ikke satte deres liv på spil, ville vi andre vide meget mindre om, hvad der sker i verden.

Eksempel: Migrantkrise på Middelhavet. Ord kan beskrive, hvad der sker på Middelhavet disse år med de mange migranter og asylsøgere. Men billederne – som nu dem på Årets Pressefotos – gør virkeligheden umiddelbart nærværende. Med samme farvebrillans, som vi alle i dag alle kan lave feriefotos, vises overlevende, kæmpende og druknede i det akvamarinblå vand.

Det vigtige i disse og andre fotos kan ikke undervurderes. Derfor kan det undre, at udstillingen i Odeon er så stedmoderlig. I gamle dage (for et par år siden) var Årets Pressefotos en flot og seriøs udstilling her i Odense. Der var plads, flotte print, luft om de enkelte fotos og serier.

Så valgte man, at Årets Pressefotos – dengang på Brandts Klædefabrik – ikke skulle være en del af Odenses kulturprofil, ligesom fotokunst i det hele taget blev kraftigt reduceret. Her havde Odense ellers haft en vigtig niche.

Nu er pressefoto-traditionen vistnok tilbage. På det lidt tamme Odeon. Lige inden for indgangen. Uden plads, placeret på ned-fra-loftet hængende papstykker. Det suger kraften ud af billederne, som også printes så småt, at de ikke rigtigt kan nærstuderes. Det synes jeg er synd. Hvis man skal gøre noget, skal man gøre det ordentligt. Og jeg er sikker på, det her kan gøres anderledes og bedre.

årets pressefoto, Odeon

Årets pressefoto 2018 i Odeons foyer er en tynd omgang

SymfoniRumrejsen 2018

Solen står op bag Jorden, som står op bag Månen. Sådan starter Stanley Kubricks sci-fi film Rumrejsen år 2001 (1968) til tonerne af den senromantiske komponist Richard Strauss’ tonedigtning Also Sprach Zarathustra.

Netop denne musik var det galaktiske tyngepunkt, centralsolen, omkring hvilket alle aftenens små, underholdende stykker lå i kredsløb. Temaet for aftenen: Ind i det ukendte – 100 år med science fiction filmmusik. Vi kom ud i rummet, ned under vandet, til fremtiden, til fortiden, til alternative virkeligheder.

Odense Symfoniorkester er et prægtigt Richard Strauss-orkester. Og orkestret er sådan en aften med lækker, interstellar lyd fint tilsmagt med orglet oppe på væggen –  som Ansgar Kirkes organist, Tina Christiansen, spillede på, som havde hun fire fødder og 20 fingre. Mere Strauss fremover, OS, mere!

Jeg ville måske gerne have haft endnu mere plads til orglet og lidt mindre hastigt afsnuppede pointer, når orgel og orkester spillede sammen. Vi fik jo også Hans Zimmers eminente musik til en anden af mine sci fi-favoritter, Interstellar (2014). I Zimmers musik til den film spiller orglet en nærmest religiøst stor rolle. Der kunne godt være endnu mere bombast og Tina Christiansen til Strauss og Zimmer sådan en filmaften. Nuvel, det fungerede fint alligevel med et super sprødt spillende orkester.

(Bær over med mig – men jeg blev glad for organisten i går aftes; det er ikke helt gået af mig. Måske nok også derfor, jeg syntes, at dirigenten, Michelle Rakers, skulle have givet Tina Christiansen mere tid og rum til at shine 🙂 )

Så for at TALE om noget andet:

Orgel.

Man skeler jo nogle gange til orglet i Odense Koncerthus og tænker – hvad kan det? Det kan en del. Tina Christiansen fik en stor solo i form af Bachs notoriske Toccata og Fuga. Man formoder, han har skrevet det som en art testmusik til brug for justering af orgler. Og det kan man høre tydeligt i den indledende, forrevne toccata. Toccata betyder løst oversat: hurtig på fingrene. Og ikke kun på fingrene, når vi taler orgel. Man skal også være hurtig på fusserne, fordi orglet jo har pedaler til bastonerne. Tina ‘Quickstep’ Christiansen spillede stykket uden at kalke dets revner og sprækker over, lige ekvilibristisk på fingre og fødder.

Der er ingen tvivl om, at en filmkomponist som John Williams har lånt ret meget fra klassiske komponister som Gustav Holst, Richard Strauss, Korngold osv. Klik her og hør fx hvor tæt Star Wars temaet læner sig op af et tema, Korngold skrev til filmen King’s Row Komponister har altid lånt fra hinanden; ja selveste Mozart stjal en hel symfoni (nr. 37) fra Michael Haydn og udgav den som sin egen, da han var i tidnød for at skrive en symfoni selv! Men det var nu fedt, vi denne aften også kom tilbage til kilderne… til Bach og til Strauss og til Khatjaturjan – originalerne (som stjal fra atter andre – ingenting falder ned fra himlen her i verden). Det er nu engang den tunge klassiske musik, der siger mig mest…

Koncerten trak et andet crowd til Odense Koncerthus

Ingen grå manker – stort set kun min. Til gengæld super mange unge og semi-unge. Fedt! Filmmusik er vel dén type musik, der har mest tyngdekraft, hvis man vil tiltrække unge for udtrykket i symfonisk/klassisk musik. På den måde er der vel en fin dobbeltbetydning i overskriften: Into the Unknown. Hvordan vi får dem til at komme igen til fx 50 minutters uafbrudt Richard Strauss – den nød er sværere at knække. Men fredag aften var et godt forsøg! Med de til formålet inviterede stormtropper, man kunne tage selfies med. På det punkt var der også rummelighed: De udklædte frivillige Star Wars-statister uden for huset og inde i salen kom i alle størrelser, aldre og vægtklasser. Cool!

Breaking: Hvem kan sige nej til en selfie med en to meter høj stormtrop? Ikke Trine fra orkestret i hvert fald 🙂

 

Filmekspert Maria Månson (førhen Filmselskabet på Dr K, nu Sprogquizzen på Dr K) var konferencier – og charmerede sig igennem det hele. Her kan man tale om en vært, der troværdigt kan formidler til publikum, at der er passion og kærlighed til musikken.

Hvad med en aften med god gysermusik?

Der er både Bernard Herrmans musik til Psycho, Bartóks musik brugt i Ondskabens Hotel, Jerry Goldsmiths musik brugt i Alien … og og og. Jeg kommer den aften! Eller hvad med en aften med film fra romantiske film? Den aften kan jeg så desværre ikke. Men mon ikke en masse par kunne tænke sig at trække et symfonisk kæletæppe over sig?

Bottom line for denne koncert er i hvert fald: Orgelspil deluxe, sprødt orkester, sød konferencier – lidt mere plads til effekter en anden gang, Michelle Rakers. Det foryngede publikum kvitterede med klap og trampen i gulvet, til OS var “tvunget” til at sende mig tilbage til et højdepunkt fra min barndom med et ekstranummer: temaet fra Steven Spielbergs E.T.

Af hjertet tak!

Ses vi i Ansgar Kirke i morgen?…. 🙂

 

Hvad?

Into the Unknown, 100 år med science fiction-film

Alan Silvestri: Back to the Future Suite

John Williams: Jurassic Park. A Symphonic Fantasy, arr. David Firman

Donald Romain Davis: The Matrix

Gottfried Huppertz: Metropolis Suite, arr. Frank Strobel/Marco Jovic

Hans Zimmer: Interstellar Suite

John Williams: Close Encounters of the Third Kind

Richard Strauss: 2001: A Space Odyssey (dvs. Also sprach Zarathustra: “Einleitung, oder Sonnenaufgang”), arr. John Syberg

Aram Khatjaturjan: Adagio fra Gajané

J. S. Bach: Toccata og Fuga i d-mol

Jerry Goldsmith: “The Dream” og “A New Life” fra Total Recall Suite

John Williams: uddrag af Star Wars – Suite for Orchestra

ekstranummer: John Williams: Tema fra E.T. 

Hvornår?

28. september 2018

Hvem?

Odense Symfoniorkester, Michelle Rakers (dir.), Tina ‘Quickstep’ Christiansen (orgel), Maria Månson (konferencier)

Det Uudslukkelige

Odense Symfoniorkester gav den fuld skrald i aftes med et brag af en opførelse af Carl Nielsens 4. symfoni, ‘Det Uudslukkelige’. Blev du hjemme? det skulle du ikke have gjort!

Carl Nielsens 4. symfoni er en publikumsyndling og et højdepunkt i hans produktion. Skrevet i 1916 – midt i den mest unødvendige storkrig i historien, 1. Verdenskrig. Og skrevet på indtrykket af krigen, hvor Danmark jo var neutral og tjente gode penge på begge sider af konflikten. I brede kredse herskede der en besynderlig trang til krig; en trang til at få renset luften efter årtier med mindre krige, etniske stridigheder, alliancer, oprustning. Så da den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, blev snigmyrdet i Sarajevo i 1914, greb et land efter det andet chancen for at sende deres mænd ud at slå hinanden ihjel. I dag virker den udbredte ‘lad os rense luften’-ånd frastødende. Den stoppede ikke, da krigen brød ud. Carl Nielsen er et eksempel på, at selvom krigens gru gik op for datidens folk, så forsvandt trangen til at rense luften for en angivelig kulturel og politisk dekadence ikke.

Da Carl Nielsen arbejdede på sin symfoni, skrev han i et brev til en ven, at nu krigen var der, ville det være bedst, om hele lortet brændte ned, hele kulturen. Fordi livet er uudslukkeligt og nok skulle vende tilbage i renset form. Og det er så symfoniens filosofiske statement.

Musik er liv og som sådan uudslukkeligt. – Carl Nielsen

Carl Nielsens 4. symfoni med tilnavnet Det Uudslukkelige er udtryk for tankegangen: Ud af en stor konflikt skal kulturen genopstå lutret.

Jeg må indrømme, jeg har det svært med den tankegang. Det er meget nemt at tænke på renselse, når man ikke selv sidder i en skyttegrav med bomber om ørerne i årevis. Og senest efter gaskamre,  atombomber og Vietnam ved vi, eller burde vi vide, at livet i høj grad er udslukkeligt. Hvert et liv tæller. Og så sandt som vi bedømmer datidens folk på, hvad der skete mellem skyttegravene under 1. Verdenskrig og ved gaskamrene under 2. Verdenskrig, vil vi i fremtiden blive bedømt på det, der sker på Middelhavet, i Syrien og med rohingya-folket i Burma lige nu. Det farlige er politikere og religiøse ledere, der lover lette løsninger og renselse – ikke en kompleks eller dekadent kultur.

Den humanistiske indstilling bliver udfordret med et værk som Det Uudslukkelige – ikke kun, når man læser op på dets baggrund.

Også når man hører værket. Vi falder direkte ind i ‘handlingen’ i en konfliktfyldt start på symfonien. I andensatsen ser Carl Nielsen tilbage på en finere og renere tid i musik, der lyder som en dansesats fra en barok suite. Højdepunktet, alle sidder og venter på, er pauke-duellen i slutningen af værket. To sæt pauker – placeret på hver sin side af podiet – udkæmper en epic pauke battle hen over hvinende strygere. Og sidder man så ikke der som god humanist og synes, det er pisse fedt? Ligesom man også kan lide at se gode krigsfilm? Eller lære gode kriminalromaner? Vold og destruktion er helt fint i rette doser og på god afstand. Dyret inden i os vil fodres.

Odense Symfoniorkester underholdt os her til aften først med Ravels dejlige og transparente hyldest til den franske barokmusik, ‘Le Tombeau de Couperin’. Selvom værket har den melankolske baggrund at være en hyldest til ravels faldne kammerater under 1. Verdenskrig, er værkets klang som at bade i gyldent, mediterrant solskin.

Efter Ravel fik vi  Tjajkovskijs lidt uformelige violinkoncert med 28-årige Liya Petrova på soloviolinen. Orkestret gav venligt plads til Liya Petrovas noget tilbageholdende, nærmest spagfærdige tone. Tjajkovskij kan det der med gode melodier. Og det ved han. Så han gentager sig selv igen og igen. Og igen. Men underholdende, absolut!

Anderledes rock ‘n roll var der over Nielsens 4. symfoni

Med Nielsen er orkestret på hjemmebane, og pedalen blev trykket i bund. Hvilken fryd at høre dem bare give den gas; jeg var ude på kanten af sædet og elskede det. Nikolaj Znaider på pulten udstråler en helt naturlig og meget stor autoritet. Znaider er en no nonsense dirigent. Han kan minde om de gamle pultdiktatorer, der blot behøvede at løfte en lillefinger, så lystrede deres orkestre. Odense Symfoniorkester har muskler. Det er ikke altid, man mærker det. Men det gjorde vi her til aften. En anden gang må de to sæt duellerende paukespillere dog gerne blive placeret på hver sin side af orkestret, ikke ved siden af hinanden…

De, der i aftes blev hjemme foran tv’et, kan glæde sig over, at OS og Znaider indspiller alle Nielsens 6 symfonier på compact disc – det apokryfe medium, der stadig lever i bedste velgående blandt os, der elsker klassisk og ikke helt tør det der streaming noget. Jeg glæder mig især til Nielsens 6., som er et virkelig mystisk og fascinerende værk.

 

Hvad: Carl Nielsen symfoni 4 ‘Det Uudslukkelige’ – Maurice Ravel: ‘Le Tombeau de Couperin’ – Tjajkovskij: Violinkoncert

Hvem: Odense Symfoniorkester, Nikolaj Znaider (dirigent),  Liya Petrova (violin)

Hvor: Odense Koncerthus

Hvornår: Fredag d. 7. september 2018

Dirigentstuderende i Odense Koncerthus

Gratiskoncert med Odense Symfoniorkester – det kan ikke gå galt. Og det gjorde det heller ikke. Fire unge, mandlige dirigentstuderende skiftedes i går i Odense Koncerthus til at dirigere satser fra Griegs underholdende klaverkoncert og Tjajkovskijs mest personlige og bedste symfoni, nr. 6 med tilnavnet Pathetique – den følsomme.

Jeg kan ikke sige, hvem der var bedst – det var heller ikke en konkurrence. OS var i hvert fald i topform og bar de unge dirigenter frem på hænder og fødder. Orkesterspillet var i top. Der blev smilet til hinanden i orkestret under spillet, kindkys blev uddelt efter koncerten. Hver koncert måtte gerne være sådan.

Og så fik jeg lov at nyde Pathetique’en sammen med Odenses sejeste musikbiblioteksdame, Katrine Nordland – blandt andet kendt for koncertintro’er inden koncerter med OS og snart for musikquizzen på DR.

De studerende charmerede alle, og de vil alle kunne nå langt. Det håber jeg.

I vore dage er det dog egentlig spøjst, at dirigentfaget af alle stadig fag er mænds domæne. Lad os få nogle flere kvinder ind!

Verdensklassekor i Kerteminde Kirke: Theater of voices synger Dowland og Heiner Goebbels

En lun forsommeraften i Kerteminde. Drønnerterne fræser rundt på knallerter. Den landsdelskendte is-pusher, Vaffelhuset, trækker som altid fulde huse. Solskin. Blå himmel. Og 50-60 mennesker finder sammen i byens gotiske kirke fra 1300-tallet.

De er samlet for at opleve, hvad jeg tillader mig at formode er den smukkeste korsang nogensinde hørt dér. De ved ikke helt, hvad de går ind til. Men det skal blive stort.

Theater of Voices er kommet til byen, inviteret af byens nye organist, Jesper Gram Petersen. Jeg har ikke hørt ham spille, men mine kilder i byen siger, der er saft og kraft i hans orgelspil. Ham skal byen holde på! Byen har i forvejen en stærk kulturprofil med kunst og musik på Lundgaard gods. Når en nyansat organist kan få et kor fra øverste hylde af den internationale korscene til at komme og give koncert for en flad 50’er inklusive et glas vin bagefter, så er der virkelig ved at ske ting i den lille købstad med de røde tage.

Jeg flygtede selv fra byen som ung. Det gør de fleste unge kertemindere vel. Der bliver for trangt og for stille. Men når vi når en vis alder, går vejen stille og roligt tilbage. Naturen, roen – og nu også topkunst!?

Theater of Voices er et lille kor

Fem sangere: fire mænd, én kvinde – Else Torp, der siden soundtracket til filmen La Grande Bellezza har været en af mine og mange andres yndlingssopraner.

Laurenti Kirke i Kerteminde Kirke er et klangligt relativt tørt sted, dvs. kort efterklang. Det er ideelt til et kor som dette, der består af eksperter i hver position. Fem tindrende klare, smukke stemmer, der så let som ingenting (eller sådan virkede det) fyldte hele rummet ud. Et frygtindgydende rum, fordi man intet kan skjule.

Første del var John Dowlands Lacrimae or Seven Teares. Oprindeligt skrevet for fem instrumenter omkring år 1600, da Dowland var ansat som lut-spiller ved Chr. IV’s hof. Paul Hillier, kunstnerisk leder for Theater of Voices, forklarede i sin intro, at han havde fundet digte, der passede til musikken. Så musikken, der oprindeligt var for instrumenter, kan nu synges. Jeg opgav af følge med i teksterne trykt i dagens program, og lod musikken bevæge sig som klart kildevand hen over mine hjernevindinger. Musikken befinder sig et sted mellem renæssancens komplekse flerstemmighed og den gryende baroks trang til et klart, emotionelt udtryk. Da Dowland skrev sin musik, opfandt man i Italien operaen, hvor de mange stemmer afløses af én stemme og et akkordinstrument.

Dowland har stadig flerstemmigheden, men musikken blev dog krydret af lutspiller Nigel North, der også ind i mellem de enkelte numre spillede fine, stille soli.

Hvad kan man sige om sådan musik, sådanne sangere og en charmerende kunstnerisk leder? Perfektion? Himmelsk? Jeg vil sige: Kom igen og igen og syng for os!

Kunstnerisk leder Paul Hillier fortæller om Heiner Goebbels’ musik.

Aftenens anden del var mere krævende – på trods af chokerende musikalsk enkelhed: Tyske Heiner Goebbels musik for fire mandestemmer til Samuel Becketts tekst Worstward Ho

Titlen på værket kan (hvis jeg forstod Paul Hilliers intro korrekt) oversættes til noget i retning af Det er går dårligt – og det bliver værre. Over lange stræk benytter Goebbels’ musik sig af mange gentagelser af ens akkorder. En gang i mellem twisted med en dissonans, der stikker ud. Yderst sjældent bliver akkorderne sat sammen til en egentlig melodi.

Værket er egentlig et sceneværk. Vi fik det med minimal iscenesættelse, idet sangerne bevægede sig rundt i kirkerummet. Minimal er egentlig essensen. Der er stort set ingen musik tilbage i Heiner Goebbels’ værk, ligesom der stort set ingen bevægelser er tilbage i et skuespil af Samuel Beckett. Det handler om fravær af det velkendte…

Hvis jeg skal sige noget begavet om Worstward Ho (og det har jeg svært ved, for minimalisme i så nedkogt form er meget svær for mig), skulle det være: Min oplevelse var af mennesker, der prøver at række ud efter hinanden og skabe en form for kommunikation. Vi har vel alle oplevet kommunikation bryde sammen. At man mangler ord for det, man vi sige. Pinefuldt, når man vil udtrykke noget pinefuldt i én eller mellem mennesker.

Det var en oplevelse at høre værket. Og jeg er sikker på, vi fik en verdensklasseopførelse af det. Ikke alle kunstneriske oplevelser skal føles som kildevand over hjernevindinger. Det er helt okay at være perpleks og tænke: Hvad i alverden er jeg vidne til lige nu?

Sammenhæng er der i hvert fald mellem Dowlands 400+ år gamle, dybe melankoli, isolation og ensomhed og Heiner Goebbels’/Becketts tekst om sammenbrudt liv og sammenbrudt kommunikation.

Jeg hører det meste af min klassiske livemusik i koncertsale med symfoniorkestre

Koncertsalsmusik er en meget stiv og formaliseret koncertform – og det siger jeg, der elsker den slags! Men det var en sand befrielse i går aftes at opleve så store kunstnere træde så ukrukket op, levere musikalsk ekspertise og stille op til en øl og en snak bagefter – og at Paul Hillier fortalte os om musikken i øjenhøjde. Hvorfor løsner vi ikke op i koncertsalene? Der er ingen modsætning mellem uformel afvikling og stor kunst, når vi når op på det plan, hvor Theater of Voices befinder sig.

Jeg er fan!

Som den kultur-groupie, jeg er, måtte jeg selvfølgelig efter koncerten have skam-signeret min Theater of Voices/Arvo Pärt-cd af sangerne og Paul Hillier.

Theater of Voices er: Else Torp, sopran. Miles Lallement, kontratenor. Paul Bentley-Angell, tenor. Jacob Skjoldborg, tenor. Ben McKee, bas. Paul Hillier er kunstnerisk leder.

Flow my tears, fall from your springs,

Exiled for ever let me mourn;

Where night’s black bird her sad infamy sings,

There let me live forlorn.

Guldfund i Odense Symfoniorkester Sæson ’18-’19

Odense Symfoniorkester – den bedste grund til at sidde i et blødt sæde et andet sted end derhjemme foran tv’et. Nu er orkestret på gaden med næste sæsons program. Ud over ældre og velmeriterede klassikere som Christmas Carols, Opera på Engen, Bachs juleoratorium, Harry Potter, Carl Nielsen konkurrencen mm. – er der plads til et par fornyelser.

Det nye koncept, Familiesymf, har overlevet undfangelsen i indeværende sæson. Heldigvis. For når forældre ikke længere sætter Tjajkovskij eller Mozart på musikanlægget derhjemme og ad den vej introducerer afkommet for den store musik, så ligger opgaven med musikalsk dannelse ved orkestrene selv. En times musik fredage klokken 17 med indlagt spas af Odense Symfoniorkesters musikformidler, Ole Kiilerich, bør de fleste børn finde spændende!

Der går også rygter om en ny koncertform for unge: Friday Night Symphony. Jeg synes, det er en fin idé at målrette mod unge. Det er i den alder, man kan begynde at lodde den klassiske musiks dybder.

 

TRE guldfund

 

Guldfund 1: Giv mig mine rødder tilbage! (25/10/2018)

Jeg ved ikke, om planlæggerne af sæsonen kan læse tanker. Jeg har tænkt meget over, at vi mangler at opleve vores egne musikalske rødder i det 20. århundrede. Jo, der spilles jævnligt Bartók og Sjostakovitj. Men den germanske kultur, vi har rødder i, den oplever vi sjældent i koncerthuset. Hvad skete der med den tysk-østrigske musiktradition fra Bach til Haydn til Mozart, Beethoven, Schubert, Wagner, Brahms, Bruckner, Mahler? Sluttede musikken bare der? Naturligvis ikke. Traditionen blev videreført. Fx af de komponister, man kalder den Anden Wienerskole: Navne som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Det er sikkert ikke navne, der lever så kraftigt i din bevidsthed. Men de er vigtige!

De tre navne står solidt plantet i traditionen fra Brahms og Schubert. Men deres musik lyder unægteligt lidt anderledes.

Årsag: Man begyndte at skrive musik uden for dur- og mol-systemet. Det førte til skandaler som ‘Lussingekoncerten’, som jeg vender tilbage til nedenfor. Heldigvis er vores ører ikke så sarte som dengang i starten af 1900-tallet. Jeg glæder mig til oktober, hvor OS spiller musik af den kendte Schubert og de ukendte Alban Berg og Anton von Webern. Omsider introduceres vi i en genial programlægning for den røde tråd af tradition, der fører videre fra de store klassikere og ind i det 20. århundrede.

Kan du for dit indre øre høre, hvordan en typisk Mahler-symfoni lyder?

Kæmpe kontraster, intensitet, omskiftelighed. Godt. Forestil dig, man komprimerede en timelang symfoni af Mahler til 10 minutter. Så har du Weberns 6 fabelagtige ‘Stykker for stort orkester’ op. 6. Jeg glæder mig som et lille barn til denne orkesterperle! Webern elskede Schubert. I denne musik, hvor hver en node tæller, og hvor der intet overflødigt er, aner man skyggerne af Schuberts melodier og Mahlers brug af både det lyriske, det banale og det folkelige i uhyggelig sammenhæng. Man kan lave sin egen indre film til denne effektladede musik. Musikken blev uropført sammen med andre moderne værker ved en koncert i 1913, der er gået over i historien som ‘Lussinge-koncerten’. Musikken den pågældende aften brød med dur og mol, som komponisterne opfattede som en spændetrøje.

Publikum var først rådvilde – senere udbrød der kaos, da modstandere og venner af komponisterne kom op at toppes. Operettekomponisten Oskar Strauss var til stede og sagde de bevingede ord om koncerten: ‘Klaskene fra de lussinger, publikum hele tiden delte ud til hinanden, var det mest musikalske den aften’.

Det var dengang, musik virkelig betød drama! I dag kan vi høre Weberns musik som en helt naturlig forlængelse af hans store forgængere…

Jeg har lavet en video med musikken fra et af de 6 fine og lyriske (og dramatiske) ‘6 Stykker for stort orkester’.

Webern bliver i koncerten i Odense koblet op med sange af Alban Berg, den mest tilgængelige fra den Anden Wienerskole. Og de dybe rødder får vi også med via Schuberts store 9. symfoni, der rummer både krise og skønhed. Det er genial programlægning. Det bliver en stor aften!

 

Guldfund 2: Det udslukkelige? (6+7/9/2018)

Et af dansk musiklivs største stjerner for tiden, Nikolaj Znaider, gæster Odense 6./7. september 2018. Znaider startede som violinvirtuos, men opleves i senere år oftere og oftere som dirigent. Fyn er stolt af lille Carl fra Nørre Lyndelse, der blev store Carl Nielsen i København. Znaider og odenseanerne spiller Nielsens kendteste symfoni, Det Uudslukkelige. Symfonien er skrevet under 1. verdenskrig. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et slag mellem to hære i den paukeduel, der afslutter symfonien. Det er i høj grad en symfoni, der skal SES, ikke kun høres.

Lad det hele brænde

Nielsen havde den samme opfattelse som mange andre i samtiden af 1. Verdenskrig: Krigen var meningsløs – men når den nu var der, måtte regnskabet gøres helt op. Om det så kostede mange menneskeliv. Dette endelige regnskab ville sikre, at kulturen kunne genopstå ren. Han mente, at livet (ligesom musikken) er uudslukkeligt. I dag, efter 2. Verdenskrig, gaskamre og atombomber, ved vi, Nielsen tog fejl. Livet er i høj grad udslukkeligt. Som ren musik er symfonien dog langt fra udslukt. Og hvem kan i grunden sige sig fri fra en lille fryd ved den kulturelle battle på instrumenter, Nielsen skrev? Nogle gange vil man bare se hele lortet BRÆNDE!

Guldmusik af Nielsen kobles med en af de helt store violinkoncerter: Tjajkovskijs. Det er sådan et værk, hvor man har lov at læne sig tilbage og tænke: giv mig vellyd, melodi, skønhed uden filosofisk dybde. Solisten er bulgarske Liya Petrova, som vandt Carl Nielsen violinkonkurrencen i 2016.

Hør de muskuløse Berliner Philharmoniker gå amok i Nielsens pauke-battle i videoen her nedenfor.

 

Guldfund 3: Neo-neanderthal med Carmina Burana (28/2/2019)

 

Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Det passer helt sikkert ikke. Men min kærlighed til min farfar, Christian, er ikke rustet. Og derfor er min kærlighed til Carl Orffs elskede vokalværk, Carmina Burana, heller ikke rustet. Lige inden min farfar døde, nåede han at introducere mig til værket – på et kassettebånd, han lavede til mig. Jeg kan huske, at Arleen Auger var sopranen på det kassettebånd – og hun ramte en berømt, meget høj og sindssygt svær tone tindrende falsk. Det sker!

 

Hør Kathleen Battle ramme den spot-on: ‘Dulcissime’ i Carmina Burana.

 

 

Jeg faldt pladask for dette værk, da jeg var ung. Hvordan kunne jeg andet? Det larmer. Det er udadreagerende. Teksterne er vulgære. Masser af rytmik. Mange gentagelser. Sidenhen rejste jeg til Tyskland og studerede musikfilosoffen Adorno, der afskyede Orff og kaldte stilen neo-neanderthal. Orff var opportunist og havde succes under det tredje rige, selvom han måske nok privat afskyede nazisterne. På den måde deler han skæbne med Richard Strauss og Wagner. Politisk suspekte personer. Men musikken forsoner. Og jeg mener … Michelangelo arbejdede under krigerpaven Julius II og Medici-paven Clement VII. Mange store kunstnere har været skrækkeligt opportunistiske og egocentriske.

Ligesom jeg ser igennem fingre med de fejl, mine kære har (de ser gennem fingre med meget større fejl hos mig), ser jeg gennem fingre med det primitive i Carmina Burana. I hans senere og ukendte værker er teknikkerne dog endnu mere simple – og de værker smiler jeg lidt ad, må jeg indrømme.

Men jeg glæder mig til at høre Carmina Burana igen efter alle disse år og sende farfar Christian en tanke. Han sidder nok overskrævs på en sky nu og hører J. S. Bach spille c-dur fugaer fra et klaver på en anden sky.

Uden tvivl et af de kendteste og lettest genkendelige klassiske stykker: ‘O fortuna’ fra Carl Orffs epic korværk, Carmina Burana. 

Koncerten med Odense Symfoniorkester i samarbejde med fynske gymnasier (det kan gå hen og blive spændende!) og dirigent Fawzi Haimor finder sted 28. februar 2019. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvem sopranen bliver – men jeg krydser fingre for dig.

Koncerten byder også på en oplevelse med orkestrets artists in residence, Trio con Brio

De spiller sammen med OS et værk af en af vores store, nulevende komponister, Bent Sørensens. Værket, L’isola della Città fra 2015, er en slags koncert for orkester og tre solister – er skrevet til Trio con Brio. Så der er tale om en musikalsk slotsaftapning. Jeg har kun smuglyttet på YouTube, men det lyder fascinerende. Hvor forbindelsen til Orffs simple musik er … det ved jeg ikke. Men nogle gange skal man vel også bare lade programmets dele klaske sammen i et bilsammenstød.

 

 

 

 

støt dit symfoniorkester

Rådmand for kulturområdet i Odense, Venstres Jane Jegind, citeres i kataloget for, at Odense Symfoniorkester er landets bedste orkester. Det synes jeg, vi alle sammen skal holde hende op på. Det forpligter. Både her i Danmark og i andre vestlige lande er symfoniorkestre pressede af besparelser. Lukninger forekommer jævnligt. I Aarhus kan orkestret ikke længere spille de store senromantiske værker – dertil er der for få musikere. Imens skyder nye koncertsale op i Asien i et omfang, man ikke skulle tro. 123 alene i Kina.

 

Odense Symfoniorkester er efter min overbevisning Danmarks bedste symfoniorkester, der med sit alsidige repertoire har koncerttilbud i høj klasse til alle aldersgrupper.

–    Kulturrådmand Jane Jegind (V)

 

Hvis vi tager vores egne rødder og vores egen kultur alvorligt, må orkesterbesparelserne (som ofte pakkes ind i djøficeret nonsens om effektivisering og ‘smartere måder at yde mere på’) stoppes. Det er op ad bakke. For helt oppe på Borgen, hos den såkaldte kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance), sendes der klare signaler om, at kultur, det er noget vi beskærer.  Senest mister en kulturbærende institution som Danmarks Radio en femtedel af sit budget og Radio 24Syv en tredjedel. DR Underholdningsorkestret er skåret helt fra for et par år siden. Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, er det næste orkester, der vil falde – hvis det står til kulturafviklingsministeren. Jeg græmmes over den kvindes politik. Hun og andre politikere himler op om den danske kultur – samtidigt med, at de samme arbejder på at nedlægge den.

Jeg glædes til gengæld over Jane Jegind

Nu har hun udnævnt Odense Symfoniorkester til landets bedste. Det må vi holde hende op på. Vi må antage, orkestret er sikret mod beskydning fra talmennesker med klamme håndflader. Tillad orkestret at eksperimentere mere, om det så betyder halvfuld sal eller oprør fra traditionalister. Man er kun bedst, hvis der er sikkerhed for kunne at satse og fejle, satse og vinde.

Må der rokkes ved det sikre og afprøvede? Det bør der!

Symfonisk perpleks

Jeg har aldrig oplevet at være så perpleks i en koncertsal. I går hørte vi dels danske Kasper Rofelts nye cellokoncert, Night Phase, dels Mahlers mest mystiske symfoni, den Fjerde.

Normalt går jeg ikke til koncertintro på grund af tidnød. Men nu var det Mahlers Fjerde, som helt klart er på min top ti over klassiske værker. Så jeg skulle lige høre, hvad der var at sige om værket. Aftenens dirigent, Clément Mao-Takacs, holdt mere eller mindre introen selv. Og han forstod på smukkeste vis at koble Mahlers kalejdoskopiske drømmeunivers til H. C. Andersens eventyr. Også Mao-Takacs finder, at den Fjerde er en af de mest komplekse og vigtigste symfonier. Et værk, der ser det himmelske gennem meget jordiske øjne, der giver det smukke og himmelske noget skævt, utroværdigt og mærkeligt. Ligesom den lille pige med svovlstikkerne, der får smukke drømmesyn, hver gang hun stryger en tændstik i kulden.

Clément Mao-Takacs og Ole Kiilerich diskuterer Mahlers Fjerde.

Jeg spottede mange ukendte, unge ansigter i orkestret

Mange musikere denne aften sidder i tidsbegrænsede stillinger – eller er relativt utrænede musikere fra konservatoriet. (Jeg savnede også førsteviolin Eugen Tichindeleanu, som er på orlov). Det får mig til at tænke på, om orkestret måske ikke var helt sammenspillet. Ikke mindst førsteviolinen er afgørende indpisker for en strygergruppe.

Jeg var perpleks i lange stræk over denne Mahler 4. Det ene øjeblik virkelig stor skønhed, det næste truede det hele med at brække fra hinanden. Nogle gange skal tingene brække fra hinanden i en god mahleropførelse. Hele hans måde at skrive musik på handler om forandring og brud og usikkerhed. Men bruddene denne aften var af en anden slags – hvor man bliver usikker på, om orkestret vil én eller flere ting samtidigt. Jeg savnede samtidigt noget nerve, viljen til bevidst at spille skævt og folkemusikalsk. Det folkelige er også en del af Mahlers univers. Men det skæve og bevidst falske blev glattet ud. Det store klimaks i overgangen mellem de to sidste satser plejer at være gåsehudsfremkaldende. Men på perplekse mig nåede orkestret ikke over 60 procent lige dér. Måske havde de tabt gejsten, da en mobiltelefon på balkonen lystigt spillede en alarm midt i den mest sarte og inderlige passager af tredje sats.

Nogle gange kammede opførelsen over, så musikken blev glasklar og transparent. Så tænkte jeg: Det er et bevidst valg fra den elegante, unge, franske dirigents side. Det næste øjeblik syntes jeg, det bare lød tyndt. Var orkestret i kontakt med dirigenten? Var de i kontakt med denne mærkelige musik?

Komponisten Arnold Schönberg, der omkring år 1900 frigjorde musikken fra dur og mol-systemets spændetrøje, sagde engang, at selv dårlige opførelser af værker kan have deres fordele. Man kan komme til at høre detaljer, man ikke hører i sammenhængende opførelser. Men denne aften var der ikke rigtigt nogle detaljer, der struttede ud til beskuelse.

Hvis jeg dog skal uddele lidt ros midt i denne forvirrede, ubegejstrede stemning, skal det være til OS’ træblæsere. Træblæsere er afgørende for den djærve, påtaget folkelige tone i Mahlers musik, og gruppen klarede det rigtig godt. Med rette blev gruppens medlemmer peget ud til seperat-applaus.

 

Clément Mao-Takacs og Inger Dam-Jensen udpeger træblæserne

Mahlers værk er så stærkt, at selv en perpleks opførelse ikke kan slå det ihjel

Det er ikke som med fx Bruckner, hvor en træls opførelse er døden for værket. Jeg elsker stadig Mahlers Fjerde højt. Som et ikke dobbeltbundet, men mangebundet værk. En moderne behandling af det jordiske liv og vores trang til billeder af det hinsides, det himmelske, eller bare af en tilstand uden de rå kampe, livet byder på.

Sopranen Inger Dam-Jensen sang den på overfladen simple sang, der afslutter værket. Et lidende barns vision af en himmel, hvor helgener og sågar slagteren Herodes (det er ham med barnemordet fra Bibelen) hopser lykkeligt rundt og nyder livet. Nå ja, nogle dyr må lade livet, men i den barnlige vision er end ikke dette et problem. Sangen skal synges uden ironi – og det dikterer Mahler selvfølgelig kun, fordi han ved, ironien bliver bedre af ikke at blive klasket direkte i ørerne. Underfundighed er vejen frem. Det er meget forkert at servere symfonien som en neoklassisk, simpel ting. Men gud skal vide, det er svært for en nutidig lytter at afkode alle de små detaljer, der antyder fare og ironi i værket. Blandet andet derfor mener jeg, det groteske og skærende skal fremhæves, ikke udglattes. Jeg havde ønsket, man havde påpeget i koncertintroen og i programmet, at bjældeklangen, der findes hele værket igennem, ikke er hyggelig jule-kanebjældemusik, men at der er tale om narrens bjælder.

Og i slutsangen ville jeg ønske, man kunne få en krystalklar sopran som fx. barok- og Arvo Pärt-specialisten Else Torp på banen.

En sopran som Inger Dam-Jensen er mere La Traviata end Mahlers barnligt-grufulde univers af lidelse gemt bag smil gemt bag tårer gemt bag spøg … Inger Dam-Jensens dejlige tone og perfekte tysk til trods! Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig hørt en perfekt udgave af dette værk. Det er absolut ikke ‘Mahler light’, som koncertprogrammet omtaler værket – det er hardcore Mahler. En næsten umulig nød at knække.

Jeg kunne skrive meget mere om Mahler. Og det har jeg. Læs min artikel i seneste udgave af orkestrets magasin, VirtuOS: ‘Musik, der lyver’.

Kasper Rofelt: Night Phase

Vi fik en uropførelse med denne aften. Kasper Rofelts cellokoncert, Night Phase. Musik kom til mig, da jeg var barn, som klang, ikke som rytme eller melodi. Jeg var over lange stræk fascineret af Rofelts evne som klangskaber. Rigtigt behandlet kan et stort orkester skabe de vildeste klangrum. Og nogle af de rum åbnede sig for os denne aften. Ole Kiilerich, orkestrets musikformidler, talte med Rofelt under koncertintroen om, hvad man skal gøre, hvis man bare har lyst til gode melodier. Dem er der jo ikke mange af i moderne musik. Rådet fra Rofelt var, at følge celloen. Men Rasmus Modsat, som jeg er, ville jeg hellere følge orkestrets nattevandring.

De smukkeste natskyggerum blev foldet ud foran os. I øvrigt helt i tråd med en anden stor komponist af nat- og skyggemusik, Gustav Mahler.

At celloen måske havde lidt for mange savtakkede, skærende motiver at spille… Jo, det tog vi med. Evnen for at skrive for stort orkester har Rofelt i rigt mål!

Kasper Rofelt og Ole Kiilerich under introen.

En katedral eller landsbykirke af toner

Mea culpa!

Det er mig selv, der har fundet på overskriften for denne koncert i OS’ sæsonkatalog. Men ved nærmere eftertanke burde det måske have heddet en landsbykirke af toner. Hvorfor?

I år fejrer vi protestanter, at Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på døren til kirken i Wittenberg. Og derved startede reformationen: 500 år gammel og stadig i gang. Luther ville gøre op med kirkens katedralbyggeri for de fattiges penge, som man lokkede ud af dem ved at postulere, at pengedonationer kunne afkorte den tid, den gode gud af uransalige årsager måtte mene, man var hjemfalden til at lide i helvede.

I 300-året for en anden stor hændelse i reformationen, den augsburgske bekendelse, skrev alfe- og fe-komponisten Felix Mendelssohn sin Reformationssymfoni. Og som fejring af reformationen er det vel lidt skævt at kalde den en katedral af toner. I Luthers ånd må det vel være en ydmyg landsbykirke. En katedral af toner … Det er vel ret beset mere Mahlers Opstandelsessymfoni eller Bruckners 8.

Jeg kæmper med at finde den røde tråd i aftenens valg af værker

Vivaldi + nyt værk skrevet over et nummer fra et 1970’er koncept rockalbum + Mendelssohn. Knæk den nød!

Jeg prøver: Vivaldi = barokmusik. Og barok var den katolske kirkes reaktion på reformationen. Da reformationen fik momentum huggede den store landområder fra katolikkerne. Man valgte at give kunstnere frit løb til at udtrykke store følelser i kunsten for at vinde de protestantiske sjæle tilbage. Det virkede. Hvorfor? Fordi barok er dramatisk, har stort udtryk og ofte – dog absolut, absolut ikke altid – er mere simpel at forstå. Den skal gå fra hjerte til hjerte. Således Vivaldi. Michala Petri, der charmerede os odenseanere med sin ydmyge og varme personlighed under koncertintroen, citerede en bemærkning om, at Vivaldi ikke har skrevet 400 instrumentalkoncerter, han har skrevet den samme koncert 400 gange i træk (noget af det samme siger man om Bruckners symfonier).

 

Michala Petri

Katrine Nordland fra Musikbiblioteket, der nu ligger i det guldindfattede bling-bling-o-tek ‘Borgernes Hus’ og blokfløjtevirtuos Michala Petri

 

Vivaldi er inkarneret barok

Letforståelige temaer, utroligt mange gentagelser, fravær af flerstemmighed, som gjorde tidligere musik så kompliceret. Vivaldi taler direkte og i øjenhøjde. Han chokerer og pisker musikken op som flødeskum. Og så med Michala Petri på blokfløjte. Pist væk er erindringen om fordums musiktimer (‘jeg går til blokfløjte’ – kan I huske det, jer der er født i 1970’erne?). Michala Petri har uendeligt meget luft i sig til de vanvittigt hurtige noder i Vivaldis musik. Aftenens højdepunkt.

Aftenens dirigent, Fabrice Bollon, stod for aftenens moderne indslag. En gendigtning af 70’er art rock nummeret ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis. Igen med Michala Petri som den sikre støtte på et udvalg af syrede blokfløjter. Vi kløede os lidt i kindskægget over Bollons værk. Han skriver sarte, smukke lydflader i den franske tradition, hvor musik er som luft- eller vandelementet. Men jeg er germansk hele vejen igennem. Og i germansk kultur er det jordelementet, der præger musikken. Det organiske, fyldige. Jeg manglede kroge i musikken at hænge oplevelsen op på. Men Michala Petris ydmyghed bør smitte af på mig nu: Det kan tænkes, jeg bare ikke har evnerne for at trænge ind i Bollons musik. Det er faktisk meget muligt. Jeg har ofte taget fejl og nyder det, hver gang jeg opdager, jeg har overset guld. Michala Petri har indspillet værket og fået gode anmeldelser for det … Jeg glæder mig til at finde ud af, jeg tog fejl 🙂

Hør her sangen ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis og Peter Gabriel i front.

Jesus og hans bevægelse har haft mange billeder knyttet til sig: Vejen. Lyset. Fisken. Korset. Hyrden. Og lammet. Jeg kan ikke høre noget kristent ud af Bollons værk. Men den symbolske forbindelse kan sagtens være der. I sangen er lammet en art modstykke til en slidt, farlig storbyverden. Som Michala Petris rolige klangflader med ekkoeffekter bringer lammet ro til storbyen. Og så tør jeg ikke fortolke videre! Barokken introducerede de virtuose soloture i musikken, og det nød rock rigtig godt af. Richie Blackmore fra Deep Purple har med sikkerhed luret mange barokke krummelurer i sine guitarsoli af fra barokmestre som Vivaldi.

Mendelssohns Reformationssymfoni fra 1829-30 rundede aftenen af. Mendelssohn skriver ikke sådan super dyb musik, og man oplever ingen religiøs åbenbaring eller henrivelse, som Bach eller Beethoven eller Mozart eller Mahler kan skabe. Med Mendelssohn er vi enten ude i skoven med alfer og feer eller i en landsbykirke. Symfonien er et stykke halvt programmusik, hvor vi bevæger os fra det katolske mørke til det lutheranske lys komplet med Luthers egen ‘Vor Gud han er så fast en borg’-melodi til slut. Der skal ikke herske tvivl om protestantismens sejr!

Så ad ujævne veje er der måske alligevel en art rød tråd gennem sådan en aften. En aften med plads til vildt virtuoseri, undren og velklingende underholdning.