LightLeaks

Portfolio & Fotokunst salg & Blog

Menu Close

Det Uudslukkelige

Odense Symfoniorkester gav den fuld skrald i aftes med et brag af en opførelse af Carl Nielsens 4. symfoni, ‘Det Uudslukkelige’. Blev du hjemme? det skulle du ikke have gjort!

Carl Nielsens 4. symfoni er en publikumsyndling og et højdepunkt i hans produktion. Skrevet i 1916 – midt i den mest unødvendige storkrig i historien, 1. Verdenskrig. Og skrevet på indtrykket af krigen, hvor Danmark jo var neutral og tjente gode penge på begge sider af konflikten. I brede kredse herskede der en besynderlig trang til krig; en trang til at få renset luften efter årtier med mindre krige, etniske stridigheder, alliancer, oprustning. Så da den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, blev snigmyrdet i Sarajevo i 1914, greb et land efter det andet chancen for at sende deres mænd ud at slå hinanden ihjel. I dag virker den udbredte ‘lad os rense luften’-ånd frastødende. Den stoppede ikke, da krigen brød ud. Carl Nielsen er et eksempel på, at selvom krigens gru gik op for datidens folk, så forsvandt trangen til at rense luften for en angivelig kulturel og politisk dekadence ikke.

Da Carl Nielsen arbejdede på sin symfoni, skrev han i et brev til en ven, at nu krigen var der, ville det være bedst, om hele lortet brændte ned, hele kulturen. Fordi livet er uudslukkeligt og nok skulle vende tilbage i renset form. Og det er så symfoniens filosofiske statement.

Musik er liv og som sådan uudslukkeligt. – Carl Nielsen

Carl Nielsens 4. symfoni med tilnavnet Det Uudslukkelige er udtryk for tankegangen: Ud af en stor konflikt skal kulturen genopstå lutret.

Jeg må indrømme, jeg har det svært med den tankegang. Det er meget nemt at tænke på renselse, når man ikke selv sidder i en skyttegrav med bomber om ørerne i årevis. Og senest efter gaskamre,  atombomber og Vietnam ved vi, eller burde vi vide, at livet i høj grad er udslukkeligt. Hvert et liv tæller. Og så sandt som vi bedømmer datidens folk på, hvad der skete mellem skyttegravene under 1. Verdenskrig og ved gaskamrene under 2. Verdenskrig, vil vi i fremtiden blive bedømt på det, der sker på Middelhavet, i Syrien og med rohingya-folket i Burma lige nu. Det farlige er politikere og religiøse ledere, der lover lette løsninger og renselse – ikke en kompleks eller dekadent kultur.

Den humanistiske indstilling bliver udfordret med et værk som Det Uudslukkelige – ikke kun, når man læser op på dets baggrund.

Også når man hører værket. Vi falder direkte ind i ‘handlingen’ i en konfliktfyldt start på symfonien. I andensatsen ser Carl Nielsen tilbage på en finere og renere tid i musik, der lyder som en dansesats fra en barok suite. Højdepunktet, alle sidder og venter på, er pauke-duellen i slutningen af værket. To sæt pauker – placeret på hver sin side af podiet – udkæmper en epic pauke battle hen over hvinende strygere. Og sidder man så ikke der som god humanist og synes, det er pisse fedt? Ligesom man også kan lide at se gode krigsfilm? Eller lære gode kriminalromaner? Vold og destruktion er helt fint i rette doser og på god afstand. Dyret inden i os vil fodres.

Odense Symfoniorkester underholdt os her til aften først med Ravels dejlige og transparente hyldest til den franske barokmusik, ‘Le Tombeau de Couperin’. Selvom værket har den melankolske baggrund at være en hyldest til ravels faldne kammerater under 1. Verdenskrig, er værkets klang som at bade i gyldent, mediterrant solskin.

Efter Ravel fik vi  Tjajkovskijs lidt uformelige violinkoncert med 28-årige Liya Petrova på soloviolinen. Orkestret gav venligt plads til Liya Petrovas noget tilbageholdende, nærmest spagfærdige tone. Tjajkovskij kan det der med gode melodier. Og det ved han. Så han gentager sig selv igen og igen. Og igen. Men underholdende, absolut!

Anderledes rock ‘n roll var der over Nielsens 4. symfoni

Med Nielsen er orkestret på hjemmebane, og pedalen blev trykket i bund. Hvilken fryd at høre dem bare give den gas; jeg var ude på kanten af sædet og elskede det. Nikolaj Znaider på pulten udstråler en helt naturlig og meget stor autoritet. Znaider er en no nonsense dirigent. Han kan minde om de gamle pultdiktatorer, der blot behøvede at løfte en lillefinger, så lystrede deres orkestre. Odense Symfoniorkester har muskler. Det er ikke altid, man mærker det. Men det gjorde vi her til aften. En anden gang må de to sæt duellerende paukespillere dog gerne blive placeret på hver sin side af orkestret, ikke ved siden af hinanden…

De, der i aftes blev hjemme foran tv’et, kan glæde sig over, at OS og Znaider indspiller alle Nielsens 6 symfonier på compact disc – det apokryfe medium, der stadig lever i bedste velgående blandt os, der elsker klassisk og ikke helt tør det der streaming noget. Jeg glæder mig især til Nielsens 6., som er et virkelig mystisk og fascinerende værk.

 

Hvad: Carl Nielsen symfoni 4 ‘Det Uudslukkelige’ – Maurice Ravel: ‘Le Tombeau de Couperin’ – Tjajkovskij: Violinkoncert

Hvem: Odense Symfoniorkester, Nikolaj Znaider (dirigent),  Liya Petrova (violin)

Hvor: Odense Koncerthus

Hvornår: Fredag d. 7. september 2018

Dirigentstuderende i Odense Koncerthus

Gratiskoncert med Odense Symfoniorkester – det kan ikke gå galt. Og det gjorde det heller ikke. Fire unge, mandlige dirigentstuderende skiftedes i går i Odense Koncerthus til at dirigere satser fra Griegs underholdende klaverkoncert og Tjajkovskijs mest personlige og bedste symfoni, nr. 6 med tilnavnet Pathetique – den følsomme.

Jeg kan ikke sige, hvem der var bedst – det var heller ikke en konkurrence. OS var i hvert fald i topform og bar de unge dirigenter frem på hænder og fødder. Orkesterspillet var i top. Der blev smilet til hinanden i orkestret under spillet, kindkys blev uddelt efter koncerten. Hver koncert måtte gerne være sådan.

Og så fik jeg lov at nyde Pathetique’en sammen med Odenses sejeste musikbiblioteksdame, Katrine Nordland – blandt andet kendt for koncertintro’er inden koncerter med OS og snart for musikquizzen på DR.

De studerende charmerede alle, og de vil alle kunne nå langt. Det håber jeg.

I vore dage er det dog egentlig spøjst, at dirigentfaget af alle stadig fag er mænds domæne. Lad os få nogle flere kvinder ind!

Verdensklassekor i Kerteminde Kirke: Theater of voices synger Dowland og Heiner Goebbels

En lun forsommeraften i Kerteminde. Drønnerterne fræser rundt på knallerter. Den landsdelskendte is-pusher, Vaffelhuset, trækker som altid fulde huse. Solskin. Blå himmel. Og 50-60 mennesker finder sammen i byens gotiske kirke fra 1300-tallet.

De er samlet for at opleve, hvad jeg tillader mig at formode er den smukkeste korsang nogensinde hørt dér. De ved ikke helt, hvad de går ind til. Men det skal blive stort.

Theater of Voices er kommet til byen, inviteret af byens nye organist, Jesper Gram Petersen. Jeg har ikke hørt ham spille, men mine kilder i byen siger, der er saft og kraft i hans orgelspil. Ham skal byen holde på! Byen har i forvejen en stærk kulturprofil med kunst og musik på Lundgaard gods. Når en nyansat organist kan få et kor fra øverste hylde af den internationale korscene til at komme og give koncert for en flad 50’er inklusive et glas vin bagefter, så er der virkelig ved at ske ting i den lille købstad med de røde tage.

Jeg flygtede selv fra byen som ung. Det gør de fleste unge kertemindere vel. Der bliver for trangt og for stille. Men når vi når en vis alder, går vejen stille og roligt tilbage. Naturen, roen – og nu også topkunst!?

Theater of Voices er et lille kor

Fem sangere: fire mænd, én kvinde – Else Torp, der siden soundtracket til filmen La Grande Bellezza har været en af mine og mange andres yndlingssopraner.

Laurenti Kirke i Kerteminde Kirke er et klangligt relativt tørt sted, dvs. kort efterklang. Det er ideelt til et kor som dette, der består af eksperter i hver position. Fem tindrende klare, smukke stemmer, der så let som ingenting (eller sådan virkede det) fyldte hele rummet ud. Et frygtindgydende rum, fordi man intet kan skjule.

Første del var John Dowlands Lacrimae or Seven Teares. Oprindeligt skrevet for fem instrumenter omkring år 1600, da Dowland var ansat som lut-spiller ved Chr. IV’s hof. Paul Hillier, kunstnerisk leder for Theater of Voices, forklarede i sin intro, at han havde fundet digte, der passede til musikken. Så musikken, der oprindeligt var for instrumenter, kan nu synges. Jeg opgav af følge med i teksterne trykt i dagens program, og lod musikken bevæge sig som klart kildevand hen over mine hjernevindinger. Musikken befinder sig et sted mellem renæssancens komplekse flerstemmighed og den gryende baroks trang til et klart, emotionelt udtryk. Da Dowland skrev sin musik, opfandt man i Italien operaen, hvor de mange stemmer afløses af én stemme og et akkordinstrument.

Dowland har stadig flerstemmigheden, men musikken blev dog krydret af lutspiller Nigel North, der også ind i mellem de enkelte numre spillede fine, stille soli.

Hvad kan man sige om sådan musik, sådanne sangere og en charmerende kunstnerisk leder? Perfektion? Himmelsk? Jeg vil sige: Kom igen og igen og syng for os!

Kunstnerisk leder Paul Hillier fortæller om Heiner Goebbels’ musik.

Aftenens anden del var mere krævende – på trods af chokerende musikalsk enkelhed: Tyske Heiner Goebbels musik for fire mandestemmer til Samuel Becketts tekst Worstward Ho

Titlen på værket kan (hvis jeg forstod Paul Hilliers intro korrekt) oversættes til noget i retning af Det er går dårligt – og det bliver værre. Over lange stræk benytter Goebbels’ musik sig af mange gentagelser af ens akkorder. En gang i mellem twisted med en dissonans, der stikker ud. Yderst sjældent bliver akkorderne sat sammen til en egentlig melodi.

Værket er egentlig et sceneværk. Vi fik det med minimal iscenesættelse, idet sangerne bevægede sig rundt i kirkerummet. Minimal er egentlig essensen. Der er stort set ingen musik tilbage i Heiner Goebbels’ værk, ligesom der stort set ingen bevægelser er tilbage i et skuespil af Samuel Beckett. Det handler om fravær af det velkendte…

Hvis jeg skal sige noget begavet om Worstward Ho (og det har jeg svært ved, for minimalisme i så nedkogt form er meget svær for mig), skulle det være: Min oplevelse var af mennesker, der prøver at række ud efter hinanden og skabe en form for kommunikation. Vi har vel alle oplevet kommunikation bryde sammen. At man mangler ord for det, man vi sige. Pinefuldt, når man vil udtrykke noget pinefuldt i én eller mellem mennesker.

Det var en oplevelse at høre værket. Og jeg er sikker på, vi fik en verdensklasseopførelse af det. Ikke alle kunstneriske oplevelser skal føles som kildevand over hjernevindinger. Det er helt okay at være perpleks og tænke: Hvad i alverden er jeg vidne til lige nu?

Sammenhæng er der i hvert fald mellem Dowlands 400+ år gamle, dybe melankoli, isolation og ensomhed og Heiner Goebbels’/Becketts tekst om sammenbrudt liv og sammenbrudt kommunikation.

Jeg hører det meste af min klassiske livemusik i koncertsale med symfoniorkestre

Koncertsalsmusik er en meget stiv og formaliseret koncertform – og det siger jeg, der elsker den slags! Men det var en sand befrielse i går aftes at opleve så store kunstnere træde så ukrukket op, levere musikalsk ekspertise og stille op til en øl og en snak bagefter – og at Paul Hillier fortalte os om musikken i øjenhøjde. Hvorfor løsner vi ikke op i koncertsalene? Der er ingen modsætning mellem uformel afvikling og stor kunst, når vi når op på det plan, hvor Theater of Voices befinder sig.

Jeg er fan!

Som den kultur-groupie, jeg er, måtte jeg selvfølgelig efter koncerten have skam-signeret min Theater of Voices/Arvo Pärt-cd af sangerne og Paul Hillier.

Theater of Voices er: Else Torp, sopran. Miles Lallement, kontratenor. Paul Bentley-Angell, tenor. Jacob Skjoldborg, tenor. Ben McKee, bas. Paul Hillier er kunstnerisk leder.

Flow my tears, fall from your springs,

Exiled for ever let me mourn;

Where night’s black bird her sad infamy sings,

There let me live forlorn.

Guldfund i Odense Symfoniorkester Sæson ’18-’19

Odense Symfoniorkester – den bedste grund til at sidde i et blødt sæde et andet sted end derhjemme foran tv’et. Nu er orkestret på gaden med næste sæsons program. Ud over ældre og velmeriterede klassikere som Christmas Carols, Opera på Engen, Bachs juleoratorium, Harry Potter, Carl Nielsen konkurrencen mm. – er der plads til et par fornyelser.

Det nye koncept, Familiesymf, har overlevet undfangelsen i indeværende sæson. Heldigvis. For når forældre ikke længere sætter Tjajkovskij eller Mozart på musikanlægget derhjemme og ad den vej introducerer afkommet for den store musik, så ligger opgaven med musikalsk dannelse ved orkestrene selv. En times musik fredage klokken 17 med indlagt spas af Odense Symfoniorkesters musikformidler, Ole Kiilerich, bør de fleste børn finde spændende!

Der går også rygter om en ny koncertform for unge: Friday Night Symphony. Jeg synes, det er en fin idé at målrette mod unge. Det er i den alder, man kan begynde at lodde den klassiske musiks dybder.

 

TRE guldfund

 

Guldfund 1: Giv mig mine rødder tilbage! (25/10/2018)

Jeg ved ikke, om planlæggerne af sæsonen kan læse tanker. Jeg har tænkt meget over, at vi mangler at opleve vores egne musikalske rødder i det 20. århundrede. Jo, der spilles jævnligt Bartók og Sjostakovitj. Men den germanske kultur, vi har rødder i, den oplever vi sjældent i koncerthuset. Hvad skete der med den tysk-østrigske musiktradition fra Bach til Haydn til Mozart, Beethoven, Schubert, Wagner, Brahms, Bruckner, Mahler? Sluttede musikken bare der? Naturligvis ikke. Traditionen blev videreført. Fx af de komponister, man kalder den Anden Wienerskole: Navne som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Det er sikkert ikke navne, der lever så kraftigt i din bevidsthed. Men de er vigtige!

De tre navne står solidt plantet i traditionen fra Brahms og Schubert. Men deres musik lyder unægteligt lidt anderledes.

Årsag: Man begyndte at skrive musik uden for dur- og mol-systemet. Det førte til skandaler som ‘Lussingekoncerten’, som jeg vender tilbage til nedenfor. Heldigvis er vores ører ikke så sarte som dengang i starten af 1900-tallet. Jeg glæder mig til oktober, hvor OS spiller musik af den kendte Schubert og de ukendte Alban Berg og Anton von Webern. Omsider introduceres vi i en genial programlægning for den røde tråd af tradition, der fører videre fra de store klassikere og ind i det 20. århundrede.

Kan du for dit indre øre høre, hvordan en typisk Mahler-symfoni lyder?

Kæmpe kontraster, intensitet, omskiftelighed. Godt. Forestil dig, man komprimerede en timelang symfoni af Mahler til 10 minutter. Så har du Weberns 6 fabelagtige ‘Stykker for stort orkester’ op. 6. Jeg glæder mig som et lille barn til denne orkesterperle! Webern elskede Schubert. I denne musik, hvor hver en node tæller, og hvor der intet overflødigt er, aner man skyggerne af Schuberts melodier og Mahlers brug af både det lyriske, det banale og det folkelige i uhyggelig sammenhæng. Man kan lave sin egen indre film til denne effektladede musik. Musikken blev uropført sammen med andre moderne værker ved en koncert i 1913, der er gået over i historien som ‘Lussinge-koncerten’. Musikken den pågældende aften brød med dur og mol, som komponisterne opfattede som en spændetrøje.

Publikum var først rådvilde – senere udbrød der kaos, da modstandere og venner af komponisterne kom op at toppes. Operettekomponisten Oskar Strauss var til stede og sagde de bevingede ord om koncerten: ‘Klaskene fra de lussinger, publikum hele tiden delte ud til hinanden, var det mest musikalske den aften’.

Det var dengang, musik virkelig betød drama! I dag kan vi høre Weberns musik som en helt naturlig forlængelse af hans store forgængere…

Jeg har lavet en video med musikken fra et af de 6 fine og lyriske (og dramatiske) ‘6 Stykker for stort orkester’.

Webern bliver i koncerten i Odense koblet op med sange af Alban Berg, den mest tilgængelige fra den Anden Wienerskole. Og de dybe rødder får vi også med via Schuberts store 9. symfoni, der rummer både krise og skønhed. Det er genial programlægning. Det bliver en stor aften!

 

Guldfund 2: Det udslukkelige? (6+7/9/2018)

Et af dansk musiklivs største stjerner for tiden, Nikolaj Znaider, gæster Odense 6./7. september 2018. Znaider startede som violinvirtuos, men opleves i senere år oftere og oftere som dirigent. Fyn er stolt af lille Carl fra Nørre Lyndelse, der blev store Carl Nielsen i København. Znaider og odenseanerne spiller Nielsens kendteste symfoni, Det Uudslukkelige. Symfonien er skrevet under 1. verdenskrig. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et slag mellem to hære i den paukeduel, der afslutter symfonien. Det er i høj grad en symfoni, der skal SES, ikke kun høres.

Lad det hele brænde

Nielsen havde den samme opfattelse som mange andre i samtiden af 1. Verdenskrig: Krigen var meningsløs – men når den nu var der, måtte regnskabet gøres helt op. Om det så kostede mange menneskeliv. Dette endelige regnskab ville sikre, at kulturen kunne genopstå ren. Han mente, at livet (ligesom musikken) er uudslukkeligt. I dag, efter 2. Verdenskrig, gaskamre og atombomber, ved vi, Nielsen tog fejl. Livet er i høj grad udslukkeligt. Som ren musik er symfonien dog langt fra udslukt. Og hvem kan i grunden sige sig fri fra en lille fryd ved den kulturelle battle på instrumenter, Nielsen skrev? Nogle gange vil man bare se hele lortet BRÆNDE!

Guldmusik af Nielsen kobles med en af de helt store violinkoncerter: Tjajkovskijs. Det er sådan et værk, hvor man har lov at læne sig tilbage og tænke: giv mig vellyd, melodi, skønhed uden filosofisk dybde. Solisten er bulgarske Liya Petrova, som vandt Carl Nielsen violinkonkurrencen i 2016.

Hør de muskuløse Berliner Philharmoniker gå amok i Nielsens pauke-battle i videoen her nedenfor.

 

Guldfund 3: Neo-neanderthal med Carmina Burana (28/2/2019)

 

Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Det passer helt sikkert ikke. Men min kærlighed til min farfar, Christian, er ikke rustet. Og derfor er min kærlighed til Carl Orffs elskede vokalværk, Carmina Burana, heller ikke rustet. Lige inden min farfar døde, nåede han at introducere mig til værket – på et kassettebånd, han lavede til mig. Jeg kan huske, at Arleen Auger var sopranen på det kassettebånd – og hun ramte en berømt, meget høj og sindssygt svær tone tindrende falsk. Det sker!

 

Hør Kathleen Battle ramme den spot-on: ‘Dulcissime’ i Carmina Burana.

 

 

Jeg faldt pladask for dette værk, da jeg var ung. Hvordan kunne jeg andet? Det larmer. Det er udadreagerende. Teksterne er vulgære. Masser af rytmik. Mange gentagelser. Sidenhen rejste jeg til Tyskland og studerede musikfilosoffen Adorno, der afskyede Orff og kaldte stilen neo-neanderthal. Orff var opportunist og havde succes under det tredje rige, selvom han måske nok privat afskyede nazisterne. På den måde deler han skæbne med Richard Strauss og Wagner. Politisk suspekte personer. Men musikken forsoner. Og jeg mener … Michelangelo arbejdede under krigerpaven Julius II og Medici-paven Clement VII. Mange store kunstnere har været skrækkeligt opportunistiske og egocentriske.

Ligesom jeg ser igennem fingre med de fejl, mine kære har (de ser gennem fingre med meget større fejl hos mig), ser jeg gennem fingre med det primitive i Carmina Burana. I hans senere og ukendte værker er teknikkerne dog endnu mere simple – og de værker smiler jeg lidt ad, må jeg indrømme.

Men jeg glæder mig til at høre Carmina Burana igen efter alle disse år og sende farfar Christian en tanke. Han sidder nok overskrævs på en sky nu og hører J. S. Bach spille c-dur fugaer fra et klaver på en anden sky.

Uden tvivl et af de kendteste og lettest genkendelige klassiske stykker: ‘O fortuna’ fra Carl Orffs epic korværk, Carmina Burana. 

Koncerten med Odense Symfoniorkester i samarbejde med fynske gymnasier (det kan gå hen og blive spændende!) og dirigent Fawzi Haimor finder sted 28. februar 2019. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvem sopranen bliver – men jeg krydser fingre for dig.

Koncerten byder også på en oplevelse med orkestrets artists in residence, Trio con Brio

De spiller sammen med OS et værk af en af vores store, nulevende komponister, Bent Sørensens. Værket, L’isola della Città fra 2015, er en slags koncert for orkester og tre solister – er skrevet til Trio con Brio. Så der er tale om en musikalsk slotsaftapning. Jeg har kun smuglyttet på YouTube, men det lyder fascinerende. Hvor forbindelsen til Orffs simple musik er … det ved jeg ikke. Men nogle gange skal man vel også bare lade programmets dele klaske sammen i et bilsammenstød.

 

 

 

 

støt dit symfoniorkester

Rådmand for kulturområdet i Odense, Venstres Jane Jegind, citeres i kataloget for, at Odense Symfoniorkester er landets bedste orkester. Det synes jeg, vi alle sammen skal holde hende op på. Det forpligter. Både her i Danmark og i andre vestlige lande er symfoniorkestre pressede af besparelser. Lukninger forekommer jævnligt. I Aarhus kan orkestret ikke længere spille de store senromantiske værker – dertil er der for få musikere. Imens skyder nye koncertsale op i Asien i et omfang, man ikke skulle tro. 123 alene i Kina.

 

Odense Symfoniorkester er efter min overbevisning Danmarks bedste symfoniorkester, der med sit alsidige repertoire har koncerttilbud i høj klasse til alle aldersgrupper.

–    Kulturrådmand Jane Jegind (V)

 

Hvis vi tager vores egne rødder og vores egen kultur alvorligt, må orkesterbesparelserne (som ofte pakkes ind i djøficeret nonsens om effektivisering og ‘smartere måder at yde mere på’) stoppes. Det er op ad bakke. For helt oppe på Borgen, hos den såkaldte kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance), sendes der klare signaler om, at kultur, det er noget vi beskærer.  Senest mister en kulturbærende institution som Danmarks Radio en femtedel af sit budget og Radio 24Syv en tredjedel. DR Underholdningsorkestret er skåret helt fra for et par år siden. Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, er det næste orkester, der vil falde – hvis det står til kulturafviklingsministeren. Jeg græmmes over den kvindes politik. Hun og andre politikere himler op om den danske kultur – samtidigt med, at de samme arbejder på at nedlægge den.

Jeg glædes til gengæld over Jane Jegind

Nu har hun udnævnt Odense Symfoniorkester til landets bedste. Det må vi holde hende op på. Vi må antage, orkestret er sikret mod beskydning fra talmennesker med klamme håndflader. Tillad orkestret at eksperimentere mere, om det så betyder halvfuld sal eller oprør fra traditionalister. Man er kun bedst, hvis der er sikkerhed for kunne at satse og fejle, satse og vinde.

Må der rokkes ved det sikre og afprøvede? Det bør der!

Symfonisk perpleks

Jeg har aldrig oplevet at være så perpleks i en koncertsal. I går hørte vi dels danske Kasper Rofelts nye cellokoncert, Night Phase, dels Mahlers mest mystiske symfoni, den Fjerde.

Normalt går jeg ikke til koncertintro på grund af tidnød. Men nu var det Mahlers Fjerde, som helt klart er på min top ti over klassiske værker. Så jeg skulle lige høre, hvad der var at sige om værket. Aftenens dirigent, Clément Mao-Takacs, holdt mere eller mindre introen selv. Og han forstod på smukkeste vis at koble Mahlers kalejdoskopiske drømmeunivers til H. C. Andersens eventyr. Også Mao-Takacs finder, at den Fjerde er en af de mest komplekse og vigtigste symfonier. Et værk, der ser det himmelske gennem meget jordiske øjne, der giver det smukke og himmelske noget skævt, utroværdigt og mærkeligt. Ligesom den lille pige med svovlstikkerne, der får smukke drømmesyn, hver gang hun stryger en tændstik i kulden.

Clément Mao-Takacs og Ole Kiilerich diskuterer Mahlers Fjerde.

Jeg spottede mange ukendte, unge ansigter i orkestret

Mange musikere denne aften sidder i tidsbegrænsede stillinger – eller er relativt utrænede musikere fra konservatoriet. (Jeg savnede også førsteviolin Eugen Tichindeleanu, som er på orlov). Det får mig til at tænke på, om orkestret måske ikke var helt sammenspillet. Ikke mindst førsteviolinen er afgørende indpisker for en strygergruppe.

Jeg var perpleks i lange stræk over denne Mahler 4. Det ene øjeblik virkelig stor skønhed, det næste truede det hele med at brække fra hinanden. Nogle gange skal tingene brække fra hinanden i en god mahleropførelse. Hele hans måde at skrive musik på handler om forandring og brud og usikkerhed. Men bruddene denne aften var af en anden slags – hvor man bliver usikker på, om orkestret vil én eller flere ting samtidigt. Jeg savnede samtidigt noget nerve, viljen til bevidst at spille skævt og folkemusikalsk. Det folkelige er også en del af Mahlers univers. Men det skæve og bevidst falske blev glattet ud. Det store klimaks i overgangen mellem de to sidste satser plejer at være gåsehudsfremkaldende. Men på perplekse mig nåede orkestret ikke over 60 procent lige dér. Måske havde de tabt gejsten, da en mobiltelefon på balkonen lystigt spillede en alarm midt i den mest sarte og inderlige passager af tredje sats.

Nogle gange kammede opførelsen over, så musikken blev glasklar og transparent. Så tænkte jeg: Det er et bevidst valg fra den elegante, unge, franske dirigents side. Det næste øjeblik syntes jeg, det bare lød tyndt. Var orkestret i kontakt med dirigenten? Var de i kontakt med denne mærkelige musik?

Komponisten Arnold Schönberg, der omkring år 1900 frigjorde musikken fra dur og mol-systemets spændetrøje, sagde engang, at selv dårlige opførelser af værker kan have deres fordele. Man kan komme til at høre detaljer, man ikke hører i sammenhængende opførelser. Men denne aften var der ikke rigtigt nogle detaljer, der struttede ud til beskuelse.

Hvis jeg dog skal uddele lidt ros midt i denne forvirrede, ubegejstrede stemning, skal det være til OS’ træblæsere. Træblæsere er afgørende for den djærve, påtaget folkelige tone i Mahlers musik, og gruppen klarede det rigtig godt. Med rette blev gruppens medlemmer peget ud til seperat-applaus.

 

Clément Mao-Takacs og Inger Dam-Jensen udpeger træblæserne

Mahlers værk er så stærkt, at selv en perpleks opførelse ikke kan slå det ihjel

Det er ikke som med fx Bruckner, hvor en træls opførelse er døden for værket. Jeg elsker stadig Mahlers Fjerde højt. Som et ikke dobbeltbundet, men mangebundet værk. En moderne behandling af det jordiske liv og vores trang til billeder af det hinsides, det himmelske, eller bare af en tilstand uden de rå kampe, livet byder på.

Sopranen Inger Dam-Jensen sang den på overfladen simple sang, der afslutter værket. Et lidende barns vision af en himmel, hvor helgener og sågar slagteren Herodes (det er ham med barnemordet fra Bibelen) hopser lykkeligt rundt og nyder livet. Nå ja, nogle dyr må lade livet, men i den barnlige vision er end ikke dette et problem. Sangen skal synges uden ironi – og det dikterer Mahler selvfølgelig kun, fordi han ved, ironien bliver bedre af ikke at blive klasket direkte i ørerne. Underfundighed er vejen frem. Det er meget forkert at servere symfonien som en neoklassisk, simpel ting. Men gud skal vide, det er svært for en nutidig lytter at afkode alle de små detaljer, der antyder fare og ironi i værket. Blandet andet derfor mener jeg, det groteske og skærende skal fremhæves, ikke udglattes. Jeg havde ønsket, man havde påpeget i koncertintroen og i programmet, at bjældeklangen, der findes hele værket igennem, ikke er hyggelig jule-kanebjældemusik, men at der er tale om narrens bjælder.

Og i slutsangen ville jeg ønske, man kunne få en krystalklar sopran som fx. barok- og Arvo Pärt-specialisten Else Torp på banen.

En sopran som Inger Dam-Jensen er mere La Traviata end Mahlers barnligt-grufulde univers af lidelse gemt bag smil gemt bag tårer gemt bag spøg … Inger Dam-Jensens dejlige tone og perfekte tysk til trods! Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig hørt en perfekt udgave af dette værk. Det er absolut ikke ‘Mahler light’, som koncertprogrammet omtaler værket – det er hardcore Mahler. En næsten umulig nød at knække.

Jeg kunne skrive meget mere om Mahler. Og det har jeg. Læs min artikel i seneste udgave af orkestrets magasin, VirtuOS: ‘Musik, der lyver’.

Kasper Rofelt: Night Phase

Vi fik en uropførelse med denne aften. Kasper Rofelts cellokoncert, Night Phase. Musik kom til mig, da jeg var barn, som klang, ikke som rytme eller melodi. Jeg var over lange stræk fascineret af Rofelts evne som klangskaber. Rigtigt behandlet kan et stort orkester skabe de vildeste klangrum. Og nogle af de rum åbnede sig for os denne aften. Ole Kiilerich, orkestrets musikformidler, talte med Rofelt under koncertintroen om, hvad man skal gøre, hvis man bare har lyst til gode melodier. Dem er der jo ikke mange af i moderne musik. Rådet fra Rofelt var, at følge celloen. Men Rasmus Modsat, som jeg er, ville jeg hellere følge orkestrets nattevandring.

De smukkeste natskyggerum blev foldet ud foran os. I øvrigt helt i tråd med en anden stor komponist af nat- og skyggemusik, Gustav Mahler.

At celloen måske havde lidt for mange savtakkede, skærende motiver at spille… Jo, det tog vi med. Evnen for at skrive for stort orkester har Rofelt i rigt mål!

Kasper Rofelt og Ole Kiilerich under introen.

En katedral eller landsbykirke af toner

Mea culpa!

Det er mig selv, der har fundet på overskriften for denne koncert i OS’ sæsonkatalog. Men ved nærmere eftertanke burde det måske have heddet en landsbykirke af toner. Hvorfor?

I år fejrer vi protestanter, at Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på døren til kirken i Wittenberg. Og derved startede reformationen: 500 år gammel og stadig i gang. Luther ville gøre op med kirkens katedralbyggeri for de fattiges penge, som man lokkede ud af dem ved at postulere, at pengedonationer kunne afkorte den tid, den gode gud af uransalige årsager måtte mene, man var hjemfalden til at lide i helvede.

I 300-året for en anden stor hændelse i reformationen, den augsburgske bekendelse, skrev alfe- og fe-komponisten Felix Mendelssohn sin Reformationssymfoni. Og som fejring af reformationen er det vel lidt skævt at kalde den en katedral af toner. I Luthers ånd må det vel være en ydmyg landsbykirke. En katedral af toner … Det er vel ret beset mere Mahlers Opstandelsessymfoni eller Bruckners 8.

Jeg kæmper med at finde den røde tråd i aftenens valg af værker

Vivaldi + nyt værk skrevet over et nummer fra et 1970’er koncept rockalbum + Mendelssohn. Knæk den nød!

Jeg prøver: Vivaldi = barokmusik. Og barok var den katolske kirkes reaktion på reformationen. Da reformationen fik momentum huggede den store landområder fra katolikkerne. Man valgte at give kunstnere frit løb til at udtrykke store følelser i kunsten for at vinde de protestantiske sjæle tilbage. Det virkede. Hvorfor? Fordi barok er dramatisk, har stort udtryk og ofte – dog absolut, absolut ikke altid – er mere simpel at forstå. Den skal gå fra hjerte til hjerte. Således Vivaldi. Michala Petri, der charmerede os odenseanere med sin ydmyge og varme personlighed under koncertintroen, citerede en bemærkning om, at Vivaldi ikke har skrevet 400 instrumentalkoncerter, han har skrevet den samme koncert 400 gange i træk (noget af det samme siger man om Bruckners symfonier).

 

Michala Petri

Katrine Nordland fra Musikbiblioteket, der nu ligger i det guldindfattede bling-bling-o-tek ‘Borgernes Hus’ og blokfløjtevirtuos Michala Petri

 

Vivaldi er inkarneret barok

Letforståelige temaer, utroligt mange gentagelser, fravær af flerstemmighed, som gjorde tidligere musik så kompliceret. Vivaldi taler direkte og i øjenhøjde. Han chokerer og pisker musikken op som flødeskum. Og så med Michala Petri på blokfløjte. Pist væk er erindringen om fordums musiktimer (‘jeg går til blokfløjte’ – kan I huske det, jer der er født i 1970’erne?). Michala Petri har uendeligt meget luft i sig til de vanvittigt hurtige noder i Vivaldis musik. Aftenens højdepunkt.

Aftenens dirigent, Fabrice Bollon, stod for aftenens moderne indslag. En gendigtning af 70’er art rock nummeret ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis. Igen med Michala Petri som den sikre støtte på et udvalg af syrede blokfløjter. Vi kløede os lidt i kindskægget over Bollons værk. Han skriver sarte, smukke lydflader i den franske tradition, hvor musik er som luft- eller vandelementet. Men jeg er germansk hele vejen igennem. Og i germansk kultur er det jordelementet, der præger musikken. Det organiske, fyldige. Jeg manglede kroge i musikken at hænge oplevelsen op på. Men Michala Petris ydmyghed bør smitte af på mig nu: Det kan tænkes, jeg bare ikke har evnerne for at trænge ind i Bollons musik. Det er faktisk meget muligt. Jeg har ofte taget fejl og nyder det, hver gang jeg opdager, jeg har overset guld. Michala Petri har indspillet værket og fået gode anmeldelser for det … Jeg glæder mig til at finde ud af, jeg tog fejl 🙂

Hør her sangen ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis og Peter Gabriel i front.

Jesus og hans bevægelse har haft mange billeder knyttet til sig: Vejen. Lyset. Fisken. Korset. Hyrden. Og lammet. Jeg kan ikke høre noget kristent ud af Bollons værk. Men den symbolske forbindelse kan sagtens være der. I sangen er lammet en art modstykke til en slidt, farlig storbyverden. Som Michala Petris rolige klangflader med ekkoeffekter bringer lammet ro til storbyen. Og så tør jeg ikke fortolke videre! Barokken introducerede de virtuose soloture i musikken, og det nød rock rigtig godt af. Richie Blackmore fra Deep Purple har med sikkerhed luret mange barokke krummelurer i sine guitarsoli af fra barokmestre som Vivaldi.

Mendelssohns Reformationssymfoni fra 1829-30 rundede aftenen af. Mendelssohn skriver ikke sådan super dyb musik, og man oplever ingen religiøs åbenbaring eller henrivelse, som Bach eller Beethoven eller Mozart eller Mahler kan skabe. Med Mendelssohn er vi enten ude i skoven med alfer og feer eller i en landsbykirke. Symfonien er et stykke halvt programmusik, hvor vi bevæger os fra det katolske mørke til det lutheranske lys komplet med Luthers egen ‘Vor Gud han er så fast en borg’-melodi til slut. Der skal ikke herske tvivl om protestantismens sejr!

Så ad ujævne veje er der måske alligevel en art rød tråd gennem sådan en aften. En aften med plads til vildt virtuoseri, undren og velklingende underholdning.

Glad smiley: Familiesymf med Odense Symfoniorkester er en fest for alle

I 1958 introducerede den berømte dirigent, Leonard Bernstein, Young People’s Concerts. Her forklarede den karismatiske dirigent de store klassikere i øjenhøjde for børn og unge. Resultat: Koncerterne blev vildt populære og var udsolgt flere år frem i tiden. Og de kan stadigt ses med fornøjelse på YouTube. Nu lancerer Odense Symfoniorkester noget lignende med den hyggelige Familiesymf-serie, hvor der er højt til loftet, kort til grinet og plads til at klappe med, når man lige har lyst til at klappe med. Også for en voksen er det egentlig meget rart med en koncert, hvor det hele ikke er så stift, at man ikke må slå en lillebitte prut forkert. 🙂

 

Ole Kiilerich og Marianna Shirinyan

Rammerne for Odense Symfoniorkester har forandret sig meget de senere år. Rigtig meget støv er blæst væk, og der gøres en kæmpe indsats for at vække interesse for den store musik hos børn og unge. Koncertintroduktionerne og koncertprogrammerne er opkvalificeret i en grad, så jeg ikke har set dem bedre andre steder. Skolebørn inviteres til at opleve orkestret. Studerende ligeså.

Orkestrets musikformidler, Ole Kiilerich, der også en dygtig pianist, fik her til eftermiddag  sin fine debut som konferencier i Familiesymf; en kort koncert målrettet forældre og børn, der ønsker kvalitetstid og kvalitetstilbud en fredag eftermiddag inden spisetid.

Grieg – den lille, norske komponist med de tynde ben, svage lunger og det VILDT høje hår – havde skrevet musikken: hans elskede klaverkoncert fra 1868. Den emmer af trolde, vidder, natur og bjerge.

Ole og hans medsammensvorne, pianisten Marianna Shirinyan, holdt os kyndigt i hånden og fortalte om lille Grieg og den store musik. Undervejs fik vi lov at prøve, hvor mange ting en musiker skal kunne koncentrere sig om – samtidigt. Vi fik set, hvordan en dirigent ser ud – forfra, ikke bagfra som man altid ser ham eller hende.

 

 

David Danzmayr

David Danzmayr viser os, hvordan man dirigerer med ansigtet

Ole ledte os gennem musikken med sin egen smiley-ordning for hver stemning. Og alt for seje Albert fra række nummer 11 blev inviteret op på scenen for sammen med Marianna Shirinyan at sætte klaverkoncerten igang. Godt gået! Ikke mindst, fordi Ole lige havde fortalt, hvordan en pianist i 1950’erne faldt død om af nervøsitet, lige da han skulle til at spille den første store akkord!

 

Seje Albert starter Griegs klaverkoncert sammen med Marianna Shirinyan . Well done!

En rigtig fed ting var, at man kunne se klaveret ovenfra på storskærm. Man ser normalt aldrig for alvor, hvad en pianist laver. Det kunne vi så opleve i dag.

Albert starter Grieg – på storskærmen

Jeg havde alt i alt en fest! Nu er vi lige startet, men tænk, om Familiesymf bliver en selvfølgelig institution fremover for familier; en fredagstradition.

Ole Kiilierich

Ole Kiilerich er en hyggeonkel. Her sammen med en ung koncertgæst og en del af den musikalske smiley-ordning

Fredagsslikket løber ingen vegne. Det gør Disneysjov heller ikke. Men musikken løber. På små troldefusser. Den er her og nu, og så er den væk. Levende musik er noget helt for sig. Hank op i dine unger (også dem, der stadig bruger sut) og kom til Familiesymf!

Næste gang er i Odeon, hvor Bruckners 4. symfoni bliver skilt ad og sat sammen igen. Hvilke sjove måder mon Ole vælger dén dag…..? 🙂

 

 

Hvad: Familiesymf med Griegs klaverkoncert

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkester – David Danzmayr, dirigent – Ole Kiilerich, konferencier – Marianna Shirinyan, klaver – Albert, klaver

Hvornår: Fredag d. 27. oktober 2017

Fedtfri og nøgne nationalromantikere i Odense Koncerthus

Jeg ved ikke, hvilket tryllestøv maestro David Danzmayr havde pustet ud over Odense Symfoniorkester. Men det virkede! Jeg har aldrig hørt og set orkestret spille så stramt og velorganiseret som her til aften, hvor menuen stod på nationalromantiske giganter i form af Sibelius, Grieg og Dvorák. Atletisk blev der spillet … Jeg vil næsten sige nøgent og fedtfrit. Det har vi ikke  været vant til det under chefdirigent Vedernikovs mere tunge og absolut langsommere tilgang til musik.

Denne aften var, som om man havde pustet en stor sæbeboble af lykkelig lyd og stor skønhed ud over den propfyldte koncertsal.

Jeg kan slet ikke vente til det nye koncept, Familiesymf, fredag sent eftermiddag, hvor Grieg atter står på programmet i familievenlig snakkeudgave (hvis jeg har forstået konceptet korrekt).

Odense Symfoniorkesters koncerter indledes gerne af et kort værk

En ouverture til aftenen, hvor publikum har tid til lige at falde ned i sæderne og hoste bronkierne igennem, så det er overstået for resten af aftenen (I wish!).  I aften var det finske Sibelius’ Finlandia (1900), der fik lov at indlede. Allerede i messing-intro’en var det tydeligt, at orkestret havde sat sig for at yde sit bedste. Virkelig lækker messing! Men nok om Sibelius.

Griegs klaverkoncert fra 1868 er en af de mest elskede inden for genren, hvilket ikke er svært at forstå. For både i dette værk og i aftenens afsluttende symfoni nr. 9 af Dvorák står de gode melodier i kø, og der dvæles ikke lang tid ved enkelte stemninger. Klaverkoncerten er så ur-norsk, som noget kan være. Det synes vi nu. Men dengang i 1800-tallet – da mange af de nationalstater, vi kender i dag, blev dannet –  definerede kunstnere som fx Grieg det, vi i dag kalder ægte norsk.

Dengang hang Norge og Sverige sammen, og der var et ønske om at skabe eller definere en norsk kultur. Så det, der i dag er national kultur, er altså egentlig lidt syntetisk skabt. Trolde titter frem, store nordnorske vidder antydes, en særegen melankoli og længsel. Det er alt sammen kunstigt skabt – men føles ægte. Tænk bare, at Grieg boede i danske Søllerød, da han skrev værket. Og tænk på det norske sprog, nynorsk, der er en kunstigt skabt syntese af forskellige dialekter. Men det glemmer man med tiden.

Charmerende Marianna Shirinyan var den kompetente mester ved klaveret. Hun takkede odenseanerne for det sædvanligvis taktfaste bifald med en lille smuk sag af … var det Gershwin? Jeg tror det.

Folkeligt kulturelt miskmask af lækreste tilsnit

Meget er gennem tiden sagt og skrevet om Dvoráks 9. symfoni fra 1893 med titlen ‘Fra den nye verden’ (underforstået USA). Dvorák selv var fra den gamle verden, Europa, nærmere bestemt Böhmen. Omkring 1900 blev mange europæiske kunstnere (Mahler, Toscanini, Johann Strauss d.y., Busoni og mange flere) lokket med store pengebeløb til at komme til USA og opbygge en elitekultur, som de hovedrige bagmænd må have følt, landet manglede. Igen: En kultur, der egentlig er skabt kunstigt ved at låne og importere fra andre kulturer.

Dvorák var en af dem, der tog et job over there. Hans 9. symfoni blev skrevet i USA og har en umiskendelig folketone. Diskussionerne er så gået, hvilken nations folketone, der er tale om.

Jeg er selv så gammel, at jeg er blevet præget til at høre melodierne som indianermelodier. Det må være sket gennem læsestof, måske tegnefilm – jeg ved det ikke længere. Dvorák kan have set Buffalo Bills Wild West show og hørt indianermelodier dér. Han kan også have set noder, en ven nedfællede efter at have opleve en omrejsende indianertrup hjemme i Prag.

En række fagfolk har ment, melodierne var böhmiske. Yngre generationer vil måske høre folketonen fra Howard Shores musik til Ringenes Herre ud af symfonien. Det gør jeg ikke, selvom jeg har set filmene. Så om det er böhmisk, indiansk eller noget helt tredje – hvem ved det? Dvorák sagde selv, han ikke havde brugt melodier, han havde hørt. Han havde prøvet at efterligne den amerikanske folketone. Dvorák mente, at amerikansk kompositionsmusik især burde trække på den muld, som ‘negermusikken’ (spirituals, arbejdssange) udgjorde. Det opfattede han som den essentielt amerikanske folkemusik.

Kulturer blandes lykkeligt i sådan et værk

Og i den nuværende situation, hvor politikere her og i andre lande slår plat på paranoia over for andre kulturer og ‘de fremmede’, er det rart med sådan en syntese af vidt forskellige kulturer. Kulturer er ikke stationære. Det ses ved den forklaringspanik i øjnene på folk, der skal forklare, hvad deres kultur egentlig er. Kultur har altid været noget miskmask. Hvem vil i dag undvære asiatiske restauranter og arabiske basarer i vores byer? Da jeg var barn fandtes der pizza, forårsruller og mormormad – og det var og er fint. Men undvære alt det nye, der har befrugtet vores kultur? Aldrig!

Hvad havde eksempelvis aftenens nationalromantiske indslag fra Finland, Sibelius’ ‘Finlandia’ været uden bækkener, til at markere dramatiske højdepunkter? Nok en noget fladere oplevelse. Og bækkener stammer absolut ikke fra Finland, men fra tyrkisk militærmusik. Jo mere, man graver i tingene, jo mere uklare grænser er der mellem kulturer. Måske er Dvoráks symfoni med dens universelle folketone en skjult hymne til det folkelige i kulturer som sådan – og til længslen ved at føle sig fjernt fra det, man opfatter som sin egen kultur…

PS. Sig goddag med kor-nynnen

Som noget ny var der i flaskehalsmylderet ved billet-slusen inden for hovedindgangen til koncerthuset strøet blide korklange ud over publikummerne. Det var egentlig meget hyggeligt! Jeg spottede senere en hel skoleklasse, der havde fundet vej til orgel-pladserne bag orkestret. Også hyggeligt. Kom igen og tag alle jeres venner og lærere med!:-)

 

Odense Koncerthus

Kor-klange inden koncerten

 

Hvad: Nationalromantiske giganter. Sibelius: ‘Finlandia’ – Grieg: Klaverkoncert – Dvorák: Symfoni nr. 9 ‘Fra den nye verden’

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkesker – David Danzmayr, dirigent – Marianna Shirinyan, klaver

Hvornår: Torsdag d. 26. oktober 2017

Søndagsmatiné i Odeon: Til helvede med traditionen!

Musikkonservatoriets sal … ligger ikke i Musikkonservatoriet. Ligesom Odense Teater har Odense Musikkonservatorium nu til dels til huse i Odeon. Jeg havde ikke været i denne sal før og var positivt overrasket. En virkeligt dejlig sal. Man sidder stejlt, så alle har udsyn til solisternes gulv. Smukke frisk-grønne sæder, glimrende akustik. Her er jeg ikke kommet for sidste gang. Og så var det gratis i dag. Tænk, man kan gå fra gaden ind og få en times gratis musik spillet af proffer!

Dagens matiné startede med en lille lækker, moderne variations-ting fra 1981 af norske Knut Guettler (1943-2013) over den kendteste renæssance-melodi, Greensleeves, som Henrik d. VIII måske er ophavsmand til. Toms Timofejevs på solo-kontrabas måtte sætte an to gange, fordi et par publikummer kom for sent. Men pyt, det er søndag, og vi skal heller ikke være for stive i det. Jeg kendte ikke Guettlers lille værk, der emmer af skæv norsk folketone, men nød især pizzicato-variationen.

 

Jeg elsker Schubert. Ingen kan som han skrive kammermusik, der rummer et hel orkesters udtryk. Vist, Schumann sagde med et glimt i øjet, at Schuberts værker havde himmelske længder, underforstået: lidt til den lange side. Men når Schubert er bedst (og det var han nok ikke i dag), tager man alle hans gentagelser med. I dag fik vi Variationer over sangen ‘Trockne Blumen’ med Berit Juul Rasmussen på klaver  (med de mest vilde sideskift i noderne, jeg har oplevet – ritsj, ritsj af sted ud over stepperne) og Ragnhildur Jósefsdóttir på tværfløjte. Værket er ikke et højdepunkt i Schuberts enormt lange værkrække. Absolut til den lidt for lange side. Og Jósefsdóttir kæmpede noget med at have luft nok til de hurtige variationer. Men hvad, det er søndag, det var helt fint. Ikke mindst på grund af Berit Juul Rasmussen.

Matineen blev afsluttet på et højdepunkt

Og det skete med en af det tyvende århundredes mest kontroversielle komponisters, Dmitri Sjostakovitj’ sidste værk, Sonaten for bratsch og klaver op. 147 fra 1975.  Odense Symfoniorkesters blændende solo-bratschist, Rafael Altino, spillede rummet op væg til væk med en kæmpemæssig tone, en hypnotiserende inderlighed og en passioneret desperation over for polske Karolina Bogus’ melankolske og fantastiske klaver.

Værket genlyder af den sene Sjostakovitj’ dødsanelser og dybe melankoli

I kammermusikken finder vi den mest ægte Sjostakovitj, hvor symfonikeren Sjostakovitj ofte skjuler sine ægte følelser og tanker bag masker og parodier ligesom hans store forbillede, Gustav Mahler. Et fællestræk for den sene Sjostakovitj er også de åbenlyse citater og lån fra andre komponisters berømte værker. Det er noget store komponister godt må. Jeg var som besat af sidste sats’ fusion af Beethovens Måneskinssonate, sørgemarchen fra Beethovens Eroica-symfoni indlejret i et klassisk Sjostakovitj-univers! Mageløst! En indadvendt modernist, der rækker ud til sit publikum – som da Alban Berg citerede Johann Sebastian Bach node for node i sin violinkoncert. Det rammer én på den musikalske rygrad – alt det, ens forældre har sørget for at man har med af kulturel dannelse og viden om vores kulturs rødder.

Det er en musik, der går sine egne veje; som følger sin egen logik. Hvis man kan og vil følge med, får man en oplevelse af skønhed og sandhed.

Jeg har sjældent oplevet et så fokuseret publikum i Odense. Under Altinos stille solokadence i første sats, kunne man høre en knappenål falde til gulvet.

 

 

Sørgelig musik har en opløftende egenskab. Det er virkelig underligt. Vi gik ud i solen beriget af denne sorgfulde musik. Og med et lille smil på læben over underskønne Karolina Bogus. Kun velanstændigheden afholdt mig fra at springe ned på scenen for at give denne vævre kvinde et varmt kram!

På vej ud hørte jeg nogle ældre publikummer hvisle om, at man da ikke kan forvente, publikum kommer tilbage efter at få serveret så moderne musik

Nu siger man jo ikke noget som høfligt menneske. Men det, jeg ville have sagt, var, at netop denne art musik må og skal på programmet. Vi kan ikke blive ved med at få serveret sikre navne fra Haydn til Schubert.

Det er fantastisk at disse dygtige musikere og Odeon tør sætte relevant moderne musik på programmet. I mandags, da jeg var til indstillingsmøde for Odense Musikudvalg, var det en af diskussionerne. Forholdene for den nye musik, muligheden for at tale til et nyt, yngre publikum. Jeg valgte ikke at stille op til udvalget, men i stedet give min støtte til den kandidat, jeg kunne se flest af mine tanker om Odenses klassisk musikliv i, Katrine Nordland. Hun er kendt for koncertintroer for Symfoniorkestret, for sit virke i musikbiblioteket, som nu desværre skrumper og flytter. Katrine blev til at begynde med valgt, og jeg åndede lettet op over, at hendes konservative modkandidat ikke blev valgt. På grund af en absurd optællingsfejl blev resultatet vendt om et par dage senere. Ikke godt. Jeg tror ikke på, at den klassiske musik i Odense skal plejes med en tro på, at folk nok kommer af sig selv, at der ikke skal rækkes ud til unge uden for konservatoriet.

Symfoniorkestret gør meget for at forny publikum, hvilket er afgørende for, at denne kulturform ikke forsvinder. Jeg håber, orkestret også tør sætte klassikere fra det 20. århundrede på programmet. Jeg kunne mærke på publikummet i dag, at man er klar til at nyde musik fra det århundrede, de fleste af os er født i. Man kan godt andet end det sikre. Og ja, så vil der være ældre publikummer, der sorteres fra, fordi de ikke kan andet end det klassisk-romantiske. Bare ærgerligt. Til helvede med traditionen. Som Mahler sagde: ‘Det, I kalder jeres tradition, det kalder jeg jeres ligegyldighed og sjusk.’

Jeg glæder mig til mere moderne kompositionsmusik i Odense. Og til flere matineer i Odeons dejlige sal!

 

Hvad: Søndagsmatiné med musik af Guettler, Schubert og Sjostakovitj

Hvornår: Søndag. d. 8. oktober 2017

Hvor: Musikkonservatoriets nye sal i Odeon, Odense

Hvem: Toms Timofejevs, kontrabas – Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte – Berit Juul Rasmussen, klaver – Rafael Altino, bratsch – Karolina Bogus, klaver

Game of Thrones: Macbeth på Odeon

Siddende på umagelige klapsæder a la campingplads fik jeg og min teatermakker oplevet Odense Teaters nye sal på Odeon, indviet i blod og vand via Shakespeares Macbeth. Et af de korte Shakespeare-stykker, men med nogle af de mest kendte monologer. Stykket er nybearbejdet og iscenesat af Simon K. Boberg, og Macbeths univers er reduceret til mørke, røg, blod, lædertøj og uforklarlig halvnøgenhed – egentlig ret meget som HBO-serien Game of Thrones, som alle – eksklusive jeg – åbenbart elsker.

Jeg er hverken teater- eller shakespearekender. Men hvis jeg skulle beskrive den dramatiske bue i denne forestilling, ville jeg sige: Det går fra dystert til rigtig forfærdeligt. Der er intet lys noget sted, det er en lang rædsel. Lige så unuanceret som den utroligt larmende musik, der drøner gennem stykket. Det er bare en mur af lyd, som stykket er en mur af vold. Det forbliver gådefuldt for et moderne menneske, hvorfor Macbeth ender, hvor han ender – med mindre man slæber sin egen psykologiske sans ind i teatersalen og husker det gamle ord om, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut.

Den nemme mand

I forestillingen ligger forklaringerne lige dele i en heksespådom og hos den fra starten helt utroligt brutale lady Macbeth. Hun behøver bare beklikke hans maskulinitet og ambitionsniveau – så er han og hun allerede i gang med at planlægge mord. Det ender med to timers aflivning af indbildte og reelle modstandere, egentlig ganske uforklaret. Jeg siger ikke, vi har brug for at blive mindet om, at Macbeth muligvis havde en hård barndom eller problemer med selvværdet. Men når udgangspunktet er, at han er general – og dermed allerede voldsparat – og simpelthen bare bliver mere voldsparat, så mangler mellemregningerne fuldstændigt.

 

Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow,
Creeps in this petty pace from day to day,
To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools
The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life’s but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,
And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.

 

Anmelderne har ikke været flinke ved Lady Macbeth, spillet af Marie Dalsgaard

Fejlcastet, har man sagt om Marie Dalsgaard. Jeg og min teatermakker tenderer mod at være enige. Ikke overbevisende. Uden den intelligente manipulators og blodliderlig furies vildskab. Forceret, ikke troværdigt. Jeg kan godt have ondt af hende, for hun kæmper for rollen. Men hun er alt for lys og lyrisk til denne dronningeheks.

Claus Riis Østergaard passer derimod som fod i hose i rollen som Macbeth. Han får ikke lov at afsøge de mere poetiske sider af sine monologer, men som marionet i et fysisk drabeligt spil om magt er hans præstation spot-on, hans vanvidscener er ikke just diskrete, men komplet psyko.

Bedst kunne jeg lide Jon Lange som Banquo – der starter som en af Macbeth’s venner og ender som hakkebøf – og Nicolai Jandorf som Macduff, der i stykket er Macbeths primære banemand. De to var ikke bare marionetter i et spil større end dem selv; der foregik noget bag øjne og ansigter, der rummede mere, noget gådefuldt.

Stykket spilles ikke med moderniseret sprog, men som klassisk Shakespeare med blankvers – hvilket gør det lidt svært at følge de hurtige dialoger. Hvis man ikke har læst op på sin Shakespeare med jamber og pentameter og blankvers, så kan der smutte en hel del dialog i røgen, som driver rundt om og på scenen.

Rammerne?

Tjah, Odeon ligner lidt en ny provinslufthavn indvendigt. Plasticagtig. Der er endda en ølbar med høj popmusik – og man kan også købe flødeboller der. Et sted reklameres med 6 store fadøl for 250 kroner. Det hele er meget lyst og glat. Jeg kom også til at tænke på, at det kunne ligne en udvidelse af Rosengårdcentret.

Odeon interiør

Odeon interiør

Teatersalen er yderst skrabet. Man sidder som kyllinger på campingstole med klapsæde – så smalle, at ingen normaldansker har plads i bredden. Man kommer hinanden ved! Rigtig meget ved, nærmest lag på lag. Temperaturen stiger støt til det, der føles som knap 30 grader, og scenens opbygning er så rektangulær, at man får hold i nakken, hvis man – som vi – sidder lidt ude i den ene side af salen.

Campingstol i Odeons teatersal

Campingstol i Odeons teatersal. Den ser betydeligt større og mere behagelig ud, end den reelt er.

Kommer man i god tid, henviser en bestemt, ung dørkvinde én til venligst at deponere jakker og selv små tasker i garderoben. Hvis man derimod kommer anstigende lige før, dørene lukkes, kan man åbenbart tage det hele med ind.

Prisen for en billet er 270 plus 20 til garderobe (hvis man mister den lille stump plastic med ens garderobenummer, så koster plasticstumpen 50 kroner i gebyr – det står med store bogstaver på stumpen; det har jeg godt nok aldrig set før). Med andre ord kommer man let af med 2-3 gange en biografbillet. Og til den pris fatter jeg ikke, at Odeon byder et kulturbærende publikum så ringe komfort. For den samme pris kan man sidde behageligt polstret inde ved naboen, Odense Koncerthus, og få stor kunst serveret af 70-100 musikere!

Havde teaterbilletten til hønserækkerne i Odeon kostet en flad 50’er, så …. fint nok. Men 290 kroner med det hele … Det kan da ikke gå på den måde. Hvilken designer er sluppet igennem med den tossede opbygning? “Det skal gøre ondt at gå i teatret, det skal være ukomfortabelt, man skal kunne mærke det!”. Glem det. Jeg tror, det desværre i længden kan komme til at betyde tab af publikummer.