LightLeaks

Portfolio & Fotokunst salg & Blog

Menu Close

Skønheden redder verden, min dreng. Odense Symfoniorkester og den Franske Forbindelse

‘Det bliver skønheden, der kommer til at redde verden, min dreng’, sang rocklegenden Nick Cave for nogle år siden. Og måske har han ret. Verden, vi lever i, indeholder meget grimt, ondt forfærdeligt. Tv-skærme, sociale medier, aviser svømmer over i tragedier, der i stadigt mere udpenslet vulgære former møder vore øjne og ører. Den ene udemokratiske, narcissistiske statsleder efter den anden vælges ind i tilsyneladende uendelige embeder af nervøse masser, der vil have lette løsninger. Nu er det efterhånden forbudt at have læst en bog; for så er man en del af  ‘eliten’.

Men nogle gange kan sådan noget som dette ske:

Den store melodi

For at forberede min koncertkammerat, Alexander, på, hvad han havde i vente med aftenens koncert med OS, Odense Symfoniorkester, placerede jeg ham en dag strategisk foran mine højttalere og spillede ‘den store melodi’ fra slutningen af franske Camille Saint-Saëns’ Orgelsymfoni for ham. Det er den melodi, berlinerne spiller i clippet ovenfor.

Virkningen på min kammerat var nærmest fysiologisk. Med et ‘åårh’ lænede han sig langsomt tilbage i en tilstand af salighed. Sådan virker stor skønhed på os. Den er overvældende, saliggørende. I en af mine yndlingsfilm, Den Store Skønhed, falder en japansk turist bogstaveligt talt om på grund af Roms skønhed. Skønheden behøver ikke betyde det fjerneste. Men vi bliver rørt, fordi den viser os, verden indeholder stor skønhed – hvilket som sagt er nemt at glemme med alle de indtryk af grimhed, vi konfronteres med og selv deltager i. Sådanne oaser af skønhed lod Odense Symfoniorkester os opleve under gårsdagens koncert.

Vi indledte med Prokofievs flotlette første violinkoncert, hvor unge og skødesløst kompetente Boris Brovtsyn førte os gennem et tonelandskab, der mindede mig om bøgeskove og Mendelssohns fe- og alfemusik. Stor skønhed træder bedst frem på en baggrund af konflikt og kontraster. Prokofievs maniske melodier er den perfekte baggrund for at give os lyttere en frydefuld opstigning til en blå himmel med små vattotskyer i slutningen af violinkoncerten. Det skal høres for at forstås. De her ord en en bleg afglans af den befrielse, der ligger i violinkoncerten. Symfonikerne spillede langt hen ad vejen denne fine musik fra den først verdenskrigs turbulente tid som små englebasser.

 

Boris Brovtsyn (f. 1977) legede sig igennem Ravel og Prokofiev.

Og efter pausen kom så Saint-Saëns mesterværk, den tredje symfoni

… som besvarede et brændende spørgsmål: Duer Odense Koncerthus Marcussen-orgel egentlig til noget, eller er det bare vægpynt og en forskræmt lille salmecykel? Svaret er: Ja, det duer til noget, og nej det er ikke et sky husorgel! Vel er det ikke det største grej i verden, men det stod distancen. Den langsomme sats i symfonien var den første balsamiske oase. En lang, ufatteligt smuk melodi med støtte af et orgel kan ikke undgå at virke fysisk på os. I romantikken, som Saint-Saëns befandt sig på bagkanten af, havde man endda et begreb for den psykosomatiske tilstand af pulsændring og let svimmelhed som oplevelsen af kunst eller af mange kunstværker inden for kort tid kan bevirke: Stendhal syndromet. Jeg tror, vi var mange, der under denne langsomme sats, lænede os behageligt svimle tilbage med et ‘aaaah’. Skønheden fik os til at ånde lettet op. Den store melodi i slutningen af værket er det, man venter på, når man kender værket på forhånd. Der fik vi aftenens største ‘aaaah’-oplevelse. Vi var i en verden af c-dur, et brag af lys, der sendte os glade ud i natten.

Hårdkogte musikteoretikere som tyskeren Theodor Adorno afskyede denne musik

Fuld af løgn, ville han have sagt. En bedøvelse, der lokker os ind i passivitet og glemsel for verdens problemer. Ikke den ægte verden, ville han have sagt! Sådan har jeg det med dansktop-musik – der tillader jeg mig at være skamløst elitær. Men stor og veltillavet skønhed som denne symfoni, den lille oase af fred og lys lader jeg ingen tørre teoretikere tage fra mig. Den store melodi går lige ind, bagom al forstand, bagom alle tanker om ‘god smag’ eller kritik. Lige i hjertet.

Symfonien er fra 1886, en luksuspræget tid, hvor kunst havde taget religionens rolle og intet var prangende nok. Saint-Saëns læremester, Franz Liszt, introducerede orgelet i den symfoniske tradition i 1850’erne. Men vi skal nogle år frem, før Mahler og Saint-Saëns og Richard Strauss for alvor får dets potentiale frem i ikke-kirkelig sammenhæng. Odense Symfoniorkester er i en spændende udvikling, hvor man tumler nogle af de virkeligt tunge, fysisk og psykisk krævende monumentalsymfonier af fx. Mahler og Bruckner. Jeg håber, man en dag vil tage livtag med Mahlers 8., der også kræver orgel! Eller hvad med ‘Also Sprach Zarathustra’ af Richard Strauss?

 

OS modtager publikums hydelst efter Saint-Saëns store c-dur slutakkord

Én gang til!

På vej ud af koncertsalen i går aftens hørte jeg mig selv sige til min kammerat: Man burde næsten tage ind igen i morgen og høre det forfra… Det hører man mig sjældent sige. Ikke fordi en koncert har været dårlig, men fordi man egentlig er godt tilfreds og mæt efter en god koncert. Men behaget ved at blive bedøvet i skønhed, som det skete i går aftes, kan man ærligt talt godt bruge to gange. Med Goethes ord skal man søge at være i selskab med folk, der laver og elsker musik.

 

Wo Musik ist, da lass dich ruhig nieder. Böse Menschen haben keine Lieder

–   Johann Wolfgang von Goethe

Når afgrunden stirrer tilbage på os

Euforiserende stoffer. Vanvid og gotisk horror. Stor romantisk kærlighed. Det virkede i 1820’erne, hvor Hector Berlioz (1803-69) skrev sit mesterværk, Symphonie Fantastique, og det virker den dag i dag. I går hørte vi Odense Symfoniorkester under elegantieren Marc Soustrot spille denne rus igennem, og det er i den slags kantet, ekstrem musik, OS klarer sig bedst.

På mange måder lever vi stadig i en romantisk verden præget af de tanker og følelser, de romantiske malere og forfattere på Berlioz’ tid tumlede med. Det var en tid, hvor de store horrorromaner udkom, hvor Kierkegaard skrev om begrebet angst, hvor fantasi, drømme, det fjerne, det tågede prægede den europæiske tankegang. Den danske romantiske digter Christian Winther skrev: ‘Fra afgrundens rædsel, jeg vender sky mit blik’. Det kan man ikke sige om Hector Berlioz: Han valgte at stirre direkte ned i afgrunden, indtil den begyndte at stirre tilbage på ham.

Sådan gik det til:

Da Berlioz så Harriet Smithson spille Ofelia i Shakespeares ‘Hamlet’, faldt han for hende. Det vil sige: Han faldt jo til dels for den rolle, hun spillede – hvilket er en af de store, romantiske tanker: Vi spiller roller og forelsker os i billeder. Denne ugengældte kærlighed udløste et romantisk feberanfald af følelser i den unge Hector. Han tog opium for at dulme nerverne, for han havde læst i en roman, at sådan gør de ægte romantikere. De dyrker de store lidenskaber og lader deres sind forvrænge, fordi det er i drømmen, de lever. Ikke i virkeligheden, hvor “ægte” mennesker med fejl og mangler, modermærker og skæve knæ færdes.

Resultatet af Berlioz’ fald ned i kærlighedens afgrund var et kalejdoskop af enorme følelser, angst, smerte, håb, depression – som sagt kombineret med opium. Oplevelsen med den ugengældte kærlighed til skuespillerinden gjorde, da han kom til hægterne, at han på kun 6 uger skrev det banebrydende værk, som Odense Symfoniorkester spillede på fin vis i går aftes, og som de spiller igen i aften. Den fantastiske symfoni.  Eller måske bedre oversat: Den fantasifulde symfoni.

Odense Symfoniorkester har det godt med revolutionerende, ekstreme værker

Reaktionerne på Berlioz tid var, som man kunne forvente. Folk sagde enten ‘rædselsfuld larm’ eller ‘epokegørende mesterværk’ om hans symfoni. Et orkester som OS, der spiller i en meget romantisk stil, fungerer rigtig fint med musik, der kan dele vandene. Listen over revolutioner i symfonien, der har delt vande og inspireret senere komponister, er lang: Orkestret udvides til bristepunktet, lydtrykket forøges, massevis af slagtøj, instrumenter skal spille ‘grimt’ … fx. skal violinerne klapre med buens træ mod strengene, træblæserne skal spille hæsligt som en flok opiumsskæve folkemusikere med certifikat fra Fanden selv. Det chokerer den dag i dag, kunne jeg mærke på rækken, der sad foran os i salen.

Og så er det konkret fortællende musik. Der er simpelthen et program for, hvad symfonien handler om: 5 scener fra en ulykkeligt forelsket kunstners liv, startende med urolige drømmerier over en balscene, en scene på landet til en helvedesvision komplet med skafot og hekse og dies irea-melodien. 

Dies irae betyder ‘vredens dag’ og er en dommedagsmelodi, der måske stammer fra 600-tallet, måske fra højmiddelalderen. Og den bruges stadig i vores tid som emblem for det skrækkelige, det ødelæggende, den store trussel og det store vanvid. Selvom du måske ikke vidste, at denne melodi symboliserer dommedag, så mærker du det, når melodien taler til den irrationelle side af dig. Se bare her starten af gyseren ‘The Shining’. Node for node det samme, som vi hørte i Odense Koncerthus i går aftes.

 

 

Gotisk horror gav mening på Berlioz’ tid, og den giver mening i dag. Vi vil chokeres, vi vil se rædslen og mærke det krible i kroppen, vi vil tæt på det forfærdelige, se ned i afgrunden – og lige i sidste øjeblik slippe udenom. Varulve, dæmoner, mord, spøgelser, vampyrer er dengang som nu faste bestanddele af især ungdomskulturen. Kærlighedens forfærdelige sider er stadig et tema for ungdommen, ja måske for os alle? Kærligheden befrier os – men kan lede ind i vanvid. Det er sådan, verden er indrettet, og det må vi lære at forholde os til. Kunsten lærer os det at forstå og forholde os til kærlighedens dæmoniske sider. Når vi oplever dæmonien kunstnerisk, er der håb for, at vi kan håndtere det dæmoniske og lade kærligheden befri, ikke lægge i lænker.

Det forfærdelige kan være at slå sin elskede ihjel og blive revet ind i vanvid. Det er slutmototivet i Symphonie Fantastique – som dog ender med, at det hele måske bare var en drøm. Præcis på samme tvetydige måde som David Lynch afsluttede sit filmmesterværk om jalousi, ugengældt kærlighed og mord, ‘Mulholland Drive’. Næsten præcis på samme tvetydige måde som Sergio Leone i slutningen af filmen ‘Once Upon a Time in America’ lader Robert di Niro smile gennem opiumståger til os, publikummet, som ville han sige: “Hvad er sandt? Hvad finder vi bare på? Du nød fortællingen, som om den var virkelig, men var det bare en drøm – og gør det en forskel?”

 

Robert di Niro i slutbilledet fra filmen Once Upon a Time in America

Derfor er Berlioz relevant i dag

Vi er på mange måder samtidige med ham og hans temaer. Og derfor vinder dén del af koncerten over den første del med Elgar.

I øvrigt: Da Berlioz endelig blev gift med skuespillerinden, han havde set som Ofelia, viste ægteskabet sig i at være forfærdeligt. Sådan er det med romantik. Den romantiske kærlighed er i sin natur en drøm. Man forelsker sig i en drøm, men man ender med at gifte sig med et menneske. Med modermærker, skæve knæ og egne meninger om, hvem der skal tage opvasken.

 

Hvad er ungdom? En drøm. Hvad er kærlighed? Drømmens indhold.

Søren Kierkegaard

 

Koncerten bød som sagt også på Elgars cellokoncert, som er populær, fordi den er knyttet til den unge cellist Jacqueline du Prés triste skæbne. Elgar-koncerten er skrevet i 1919, altså ret præcist 90 år efter Berlioz’ mesterværk. Det er nu alligevel påfaldende, hvordan Elgars plyssede, høflige, stiff upper lip melankoli er helt upåvirket af Berlioz’ multi-revolutioner. Smuk er hans cellokoncert, men i forhold til en berliozrevolution tvinges den i knæ. Præcis som Odense Symfoniorkester klarer sig bedst, når der er en troldsplint i øjet, noget vanvittigt eller oprørsk på færde. Når en afgrund stirrer op fra noderne.

Appetite for Destruction: Sjostakovitj lægger Odense Koncerthus ned

Det amerikanske rock band Guns ‘n’ Roses har et album, der hedder ‘Appetite For Destruction’. Jeg synes, det måske ville være en fin titel på den russiske komponist, Dmitrij Sjostakovitj’ 11. symfoni, som blev uropført i 1957.

Hvorfor kun måske? Fordi jeg – og ingen andre – ved, hvad Sjostakovitj ville sige med denne symfoni for stort orkester med masser af slagtøj. Sjostakovitj og Odense Symfoniorkester, eller bare: OS, lagde under ledelse af chefdirigent Alexander Verdernikov Odense Koncerthus ned i aften. Vi blev kørt over af denne tonstunge maskine, der officielt skildrer nedslagtningen af uskyldige, protesterende borgere foran den russiske zars palads i 1905. En begivenhed, hvor komponistens far var tilstede.

Sjostakovitj (1906-75) hører til det 20. århundredes største komponister

Men også en af de mest gådefulde. Han havde det uheld at leve under stalinismen. Og efter en opførelse i 1936 af hans populære opera, Lady Macbeth fra Mtsensk, fik han at vide, at den slags musik kunne koste ham livet. Operaen skildrer mordet på en tyran, og det brød Sovjetunionenes enerådende og rædselsvækkende brutale hersker, Josef Stalin, sig bestemt ikke om. Sjostakovitj var en ødelagt mand derefter. Regimer styrer ved frygt. Og den frygt, Stalin anvendte var: Ingen ved, hvad jeg tænker  – alle kan blive skudt, og jeg siger ikke, om eller hvornår det sker. Den frygt måtte Sjostakovitj, som ubetvivleligt var patriot (og blandt andet havde meldt sig som frivillig brandmand under Hitlers angreb på Leningrad i 1941) leve med resten af livet. Han erklærede offentligt, at han havde trådt ved siden af ved at skrive ufolkelig, kontrarevolutionær musik og reddede livet med denne fremtvungne tilståelse. Prisen var, at det var slut med at ytre sig direkte i sin musik. Efter Stalins død i 1951 tøede forholdene en del op for Sjostakovitj. Han fik pæne embeder og kunne skrive musik med kritik af diktatorer. Men naturligvis ikke kritik af de hjemlige diktatorer. Parolen, han levede efter, var stadig: dans efter vores pibe,  for ellers …!

Tvivlen

Tvivlen, som vi, der elsker hans musik, lever med er: Hvor er Sjostakovitj’ sjæl i musikken? Hvor holder den hallelujah-sovjetiske plakatkunst op, og hvor starter det personlige? Jeg elsker Sjostakovitj, men jeg tvivler. Jeg tvivler, om hans nationale propagandamusik, som den 11. symfoni kun er et ud af flere eksempler på, er totalitær, eller har et metalag, hvor komponisten – der selv var et stille, nervøst og sårbart menneske med brilleglas så tykke som bunden af en colaflaske – siger: ‘Nu skal du høre, hvad jeg virkeligt mener’.

Denne tvivl er hans 11. symfonis æstetiske berettigelse. Jeg talte efter koncerten med en mor og dennes datter, der havde siddet på rækken foran mig og min unge koncertkammerat, om oplevelsen af denne musikalske kværn. Denne mor og datter brød grinende sammen i slutningen af symfonien, tynget ned at det massive lydtryk, gentagelserne, værkets enorme længde. Reaktionen er helt naturlig og absolut ikke uæstetisk. Hvad skal man stille op med musik, man får tæsk af? Grine eller græde? Og tæsk får man af denne musik.

Rekviem for en generation er musikken blevet kaldt. Generationen er den generation, der oplevede rædslerne fra nedskydningen af demonstranter i 1905, fra den meningsløse første verdenskrig 1914-18, fra revolutionen i 1917, fra anden verdenskrig (og fra stalinismen?). En tæsket generation. Tæskene finder sådan set stadig sted. Putin er ved at afskaffe demokratiet i Rusland. Hans folk fryder sig og jubler over hans russiske militærmaskine, hans ekspansion. Man glæder sig over magten. Imens underkues minoriteter, retfærdigheden forsvinder. Og også herhjemme har vi i Dansk Folkepartis Marie Krarup folk, der – som et ekko af Neville Chamberlaines eftergivenhedspolitik over for Hitler – synes, Putin skam er en fornuftig mand, vi bør lytte andagtsfuldt til. Vi har en nyvalgt amerikansk præsident, denne klovneagtige ignorant og demagog, Donald Trump, der vil bombe sig ud af alle problemer, og som også hylder Putin, fordi han genkender det samme brutale sindelag i sin russiske kollega. Ja, jeg mener det faktisk: Sjostakovitj 11. symfoni er lige NU, i den verden, vi er i.

Man skal absolut ikke tro, Sjostakovitj’ 11. symfoni er et reQUIEM (dødsmesse) i den egentlige forstand

Med mindre man forestiller sig et 60 minutter langt dies irae – den del af rekvier, hvor helvede skildres. Publikum har muligvis troet, det var et afvekslende og inderligt rekviem, de gik ind til. Tænk Mozarts eller Faurés rekvier. Publikum vidste ikke, de gik ind til en regulær gang bøllebank. Jeg har aldrig set så mange publikummer liste af før tid som under denne koncert. Men gør latterkrampe og trang til at flygte musikken irrelevant? Nej tværtimod!

Ville Sjostakovitj (som bl.a. var filmkomponist) fortælle en 1-til-1 musikalsk beretning om tragedien i 1905, helt uden dobbelt bund og metalag? Ville han med denne musik tæske os lyttere – og det parti, der bestilte musikken, og samtidigt truede ham på livet – for at vise os, at brutaliteten lever lige NU, og at menneskedyret – også i en pæn koncertsituation – bærer på en letantændelig appetit på destruktion? Hører vi den ægte Sjostakovitj i den stille indledning med de mistænkeligt smukke strygerflader sige: Det her er angst, og jeg føler den med jer og med menneskeheden? Er de højlydte tæsk i musikken Sjostakovitj, der siger: ‘Nu skal I føle de tæsk, jeg fik!’

JEG følte angsten i de sarte strygerflader. JEG tænkte: her er antydningen af det ægte, der giver hele maskinen mening. Men tvivlen nager. Er det stadig bare partikomponisten, der understøtter regimets fortælling om den onde, onde zar og det gode, gode folk? Burde jeg skamme mig over at lytte til denne musik?

Hvor er han, ham Sjostakovitj? Hvad er maske, hvad er ægte? I det spændingsfelt lever symfonien. For som jeg blev enig med de latterkrampende, udmattede kvinder foran os om: Hvis den musik her bare er underlægningsmusik til en film, vi ikke kan se, så burde vi være løbet væk. Med mindre man da har appetit på destruktionen. Vi læser kriminalromaner med de mest modbydelige handlinger. Vi ser krigsfilm med flotte eksplosioner. Jeg har selv aftjent værnepligt og prøvet at gå march: Selvet opløses, man bliver ét med mængden. Det er en lille, frydefuld destruktion af selvet. Den appetit kan man også have på et monsterværk som denne symfoni. Den går i takt, den larmer, den er som en russisk tank. Mennesket har sin mørke glæde ved den slags. Og derfor kan et værk om destruktion, som nu netop denne symfoni, have noget frydefuldt over sig. Hvorfor skulle vi ellers lytte og ikke løbe væk?

Sjostakovitj vandt den fornemme Lenin Pris med sin 11. symfoni

Værket blev uhyre populært efter sin førsteopførelse i ’57. Også fordi datidens sovjetborgere har kunnet høre en masse referencer til velkendte melodier og sange, vi i dag har meget svært ved at høre – eller forstå budskabet i. Nu var Sjostakovitj nogenlunde inde i varmen. Som altid dog med et sværd hængende over hovedet. Følte han sig knækket af at blive rehabiliteret med netop dette værk? Spørgsmål om Sjostakovitj og hans musik er der utroligt mange af. Men kunstværker lever også gennem myter, legender, åbne spørgsmål og mysterier. Og derfor holder denne dødsmesse lige netop fat i livet.

Hvor er det FEDT, at rammerne om orkesterkoncerterne er blevet professionaliseret og moderniseret kraftigt!

Et eksempel: Koncertintroduktionerne har svinget meget, dengang det var importerede P2-værter, der stod for dem. Nu har orkestret hjemtaget opgaven, og det faglige niveau er hævet betydeligt – samtidigt med, at også publikummer uden fagteknisk viden kan være med. Jeg kan kun anbefale at gå ind og lytte til introen til Sjostakovitj-koncerten. Den omtalte mor og datter ærgrede sig over ikke at have hørt den, da jeg fortalte dem om baggrunden for symfonien. Jeg er sikker på, at lidt forhåndviden kan være med til at låse værket lidt op – hvilket så ironisk nok havde gjort værket mere gådefuldt. Men som sagt: Denne symfoni lever i gåde og tvivl, ellers ville den være stendød. Et andet eksempel på professionaliseringen er det omfattende og oplysende programhæfte. Man er vant til at læse småplatte programhæfter med lidt ligegyldig info om årstal og tonearter. Ikke sådan i Odense. Nu er der kød på.

Fik jeg sagt, at orkestret spillede fantastisk? Publikum kvitterede med stående ovation. Lige i denne sammenhæng tolker jeg det ikke mindst som respekt for den kraftanstrengelse, der var foretaget. Så pyt, at trompeten igen og igen ramte forkert. Det ændrer ikke ved, at denne koncert var den for mig musikæstetisk mest udfordrende til dato i år. Jeg har ofte sagt, vi skal have mere nyt, mere ukendt ind i koncertsalen. Jeg kan kun sige: Det fik vi i aften!

 

 

Tigran Tribute på Musikbiblioteket – ingen tissemandsjazz her!

Frem for alt: Hvor unge og søde så de ud! De tre musikere, jeg af svært forklarlige årsager lyttede til på Odense Musikbibliotek denne onsdag sidst på eftermiddagen. Det gik vist sådan til: Jeg læste et facebookopslag af Anders fra Teater Momentum. Han havde været til en 1717-koncert på Musikbiblioteket og undrede sig over, at der kom så få. Jeg googlede disse 1717-koncerter, som har deres navn fra det faktum, at de finder sted klokken …. gæt! Et eller andet sted har jeg så set, at der var koncert denne onsdag.

Nettet er sparsom med info om koncertrækken. Men det er vistnok noget med unge konservatoriestuderende som optræder gratis. Ja, et gratis kulturtilbud! Jeg troede, jeg skulle til slagtøjskoncert. Det skulle jeg ikke. Jeg skulle ind at høre armensk fusionsjazz. Og der må jeg jo være ærlig at sige, at jeg hører meget lidt jazz. Lidt lækkert fra 50’erne, jotak. Nina Simone, Ella & Louis … den slags. Og så kender jeg, og elsker bestemt ikke, den her særlige jazzform, hvor jeg får et indre billede af ældre mænd (jeg er ikke selv den yngste, så jeg må godt skrive det)…. altså ældre mænd, der ryger sur cerut og drikker fadøl så tyndt som nonnepis til noget harmløs bessefar-trompet og tromme-whiskers, der virkelig burde skamme sig. Tænk Papa Bue, når han var mest træls. ‘Tissemandsjazz’ kalder man den form for jazz i mit netværk. Ingen ved rigtigt hvorfor, men ordet rammer lige i plet.

Tigran Tribute, derimod, sparkede røv – ikke hele tiden, men ofte, og det var jeg glad for

 

Tigran Hamasyan. Er det navn bekendt? Ikke for mig, tydeligvis. Men der er tale om en ung, nutidig, armensk fusionsjazz-kunstner. 5 af hans numre blev givet til bedste i dag. Og det var lige tilpas jazz for mig. På grund af den manglende markedsføring for 1717-arrangementerne vidste jeg intet om musikerne eller om musikken. Det tager ingen skade af. Men mere PR for det her udmærkede gratistilbud kunne være en øvelse for musikerne. Musik er ikke kun toner, det er også markedsføring og attitude. Man skal findes af et publikum – og så skal man indtage rummet og uden at sige det direkte til publikum alligevel sige: Vi er de bedste til det her!

Trioen består (det ved jeg, fordi jeg tjekkede Musikbibliotekets facebookside) af Tuomas Korhonen fra Finland på klaver, danske Anders Lindhardt på trommer og ligeledes danske Frederik Bak på dels almindelig el-bas og dels på kontrabas, inklusive bue i øvrigt. Hvis jeg skal være ærlig, og det synes jeg, jeg skal, så var jeg gladest for Anders Lindhardts kick-ass trommer. Han sikrede, at der ikke var adgang for sur tissemandsjazz.

Musikken er ekstremt omskiftelig. Jeg hørte Debussy-klange …  pludselig kom der en solo, som mindede om en biljagt fra en amerikansk 70er krimiserie … så kom der heavy-attituder. Folketoner dukkede op, og tankerne gik til salig Jan Johanssons geniale Jazz på Svenska, der også tog folkemelodier ind i en jazzet kontekst. Et mylder af referencer, og helt klart musikermusik, musik for musikere. Måske en grund til, at Tigran Hamasyans musik udkommer på det progressive klassiske label, ECM.

Det er befriende at blive mindet om, at der findes unge mennesker derude, som lige NU er i gang til at blive mestre på akustiske instrumenter, og som ikke sidder med zombieøjne og stirrer på en computerskærm for at stykke mere syntetisk metervarepop sammen til P3! Jeg har i øvrigt intet imod syntetisk musik eller pop. Men det kan blive for meget autotune og samples, ikke?

Eftersom jeg ikke er jazzekspert skal jeg undlade at bedømme musikernes præstation

De er pivdygtige, synes jeg sådan helt spontant! Det er musik og musikudøvelse på højt teknisk niveau. Og så i den unge alder! Vel, de er ikke rutinerede på en scene. Som sagt skal man eje rummet, ironisk distance til egen kunst – det skal man passe på med. Men det er jo netop det, Tigran Tribute kan øve sig på i sikkerhed under sådan et arrangement, hvor jeg fornemmer at mange af deres venner var troppet op.

Som jeg cyklede hjem i novemeberregn gennem den smukt oplyste bymidte i Odense, tænkte jeg: Hvor er Musikbiblioteket dog et enestående fedt sted, og hvor er den slags gratiskoncerter dog fede kulturtilbud, der gerne måtte slås højere på tromme for. Ikke fordi der åbenbart er publikumsmangel, men fordi arrangementerne og stedet fortjener det.

Nu skal Musikbiblioteket lægges sammen med Centralbiblioteket i Odenses dødsyge banegårdscenter. Jeg håber inderligt, at indretningen af musikafdelingen bliver lige så god, som den er nu, hvor Musikbiblioteket ligger fint i Odenses anderledes smukke, gamle banegård et stenkast nede af vejen fra Centralbiblioteket.

Stilstand på højt niveau?

Da vi cyklede hjem i går fra koncert med Odense Symfoniorkester, eller OS som bandet også kaldes, havde vi vinden i ryggen. Og det er rigtig behageligt. Ingen modstand, bare blidt og i godt tempo fremad mod målet. Lidt på samme måde havde vi det med i hvert fald to af de tre værker, der blev spillet denne aften. C. F. E. Hornemanns Aladdin-ouverture, en ny koncert for bratsch af den unge komponist, Søren Nils Eichberg, og gode, gamle fatter Brahms lyse og pastorale 2. symfoni.

Siden romantikken har man talt om, at komponistens rolle bl.a. var at skabe aldrig før hørte klange

Problemet er, at tiden slider på lyd og på musikalske former, så de til sidst virker plyssede, behagelige, men ikke længere nye. Til sidst mister alt sin betydning, det gælder også kunst. Jeg kan ikke sætte en finger på OS’ spil denne aften. Og da slet ikke nu, hvor de var under taktstokken af en af vores største dirigenter, Michael Schønwandt. Hans maskuline, meget fysiske dirigentstil er fantastisk engagerende. Og ja, Michael Schønwand, jeg så godt dit lille sideblik til publikum mellem to satser af Brahms 2. symfoni, hvor de aldrende odenseanere som sædvanligt var ved at hoste lungerne ud af halsen. (Jeg ved godt, det kan være svært ikke at hoste, når man har nået en høj alder. KOL, tuberkulose, lungebetændelse, kriller og kronisk bronkitis gør ikke holdt for selv den bedste Brahms. Men altså…. Kunne man styre sig lidt?)

Tilbage til det med vind i ryggen. Ærkeromantisk musik som Hornemanns ouverture og Brahms’ meget pæne 2. symfoni fik mig til at tænke på, om der findes musik, som ikke længere giver mening for os. Simpelthen fordi tiden har slidt den form ned, den pågældende musik har. Man kan sagtens nyde Brahms og Hornemann. Men er det virkelig vedkommende musik mere? Kan man egentlig forstå, hvad Hornemann ville, hvis man ikke lige har fortællingen om Aladdin præsent? Og kan en fortælling fra arabiens land, som bliver fortalt på dén meget romantiserende måde, virkelig virke bare en smule autentisk? Eller skal vi være tilfredse med, at vi ikke fik onde drømme ud af det, men til gengæld kun velklingende underholdning, som vi dybest set ikke mere kan forstå det kunsteriske projekt i? Igen: Ikke en kritik af orkestret eller dets dirigent. Måske mere af programlægningen, der i Odense til tider er mig en gåde.

Jeg tænkte lige: NU sker der noget nyt, Odense!

Da danske Søren Nils Eichbergs koncert for bratsch (violinens dybere storebror) med den pompøse titel, ‘Charybdis – Wirbelrausch’, gik i gang, rettede jeg mig til gengæld op i sædet og tænkte, for fa’en Odense, nu sker der noget nyt. Iskolde strygerflader og mikrotonale skift op og ned i strygerne gik anderledes dybt end Hornemanns og Brahms’ plys og papegøjer. Koncerten var en uropførelse med Rafael Altino som solist og med den unge komponist (født 1973) i salen.

Nu skriver jeg koncert. Der er godt nok en solostemme og en kadence (et soloparti, hvor i dette tilfælde bratschen spiller alene). Men ellers var mit indtryk mere af en art minisymfoni med obligat bratsch.

Charybdis – det antikke havuhyre over for Skylla

Skylla og Charybdis er to mytiske væsner fra antikken. Charybdis var oprindeligt nymfe, men Zeus omskabte hende til en frygtelig malstrøm, der suger alt ned. Skylla er det hundeglammende, matrosslugende monster over for Charybdis.

Myten om Skylla og Charybdis illustrerer, hvordan man nogle gange må navigere mellem to forfærdelige muligheder. I aften var Charybdis uden Skylla. Kun ét monster, malstrømmen Charybdis, men det var også nok. I pausen talte min koncertmakker og jeg om musikken, som mindede os om filmmusik. Jeg tænkte på Stanley Kubricks klassiske gyser, ‘The Shining’, med den lille synske dreng, der må navigere ned ad uendelige, forladte hotelgange. Musikken i den film er af Bartók og Penderecki. Og jeg tror, Søren Nils Eichberg må have hørt meget af deres musik. Problemet med kulturelle fænomener som spillefilm og moderne computerspil, der laves på budgetter, som er kan måle sig med Hollywood, er, at de slider på den klassiske musik. Musikken i spil og i film benytter de samme klange og måder at udtrykke sig på. Det stiller store krav til den klassiske komponist om at at navigere uden om risikoen for, at musikken kunne have været underlægningsmusik.

Til at begynde med var jeg begejstret for disse velorkestrerede, desperate, ofte iskolde klange. Men jeg synes, komponisten slap lige vel nemt ud af kløerne på Charybdis. Bum, så var værket færdig. Jeg havde håbet, den fascinerende, lange indledning førte frem til noget endnu vildere. Jeg og min koncertmakker sad tilbage med en følelse af stilstand. Bør musik ikke hele tiden trænge ind i nyt territorium, ad farefulde veje, hvor man satser sig selv som kunstner? Sætte butikken på spil og navigere mellem Skylla og Charybdis. Selvom koncerten for bratsch lød som nyt territorium, følte jeg, vi kun fik det nye territorium at se på afstand. Helt ind kom vi ikke. Men man kan ikke tage fra den unge komponist, at han forstår at lave fascinerende klange og klanglige rum.

Det kan man ikke helt sige om Brahms og Hornemann. Ikke mere.

Jeg holder meget af Brahms musik, men ikke al hans musik

Når han er bedst, er han fantastisk og blandt de helt store. Hans 4. symfoni, Haydn-variationerne, klaverværkerne. Men han var sjældent en mand, der begav sig ud på de vilde vover. Og malstrømme betragtede han kun gennem kikkert.  Når vi nu lever i den voldsomme og spændingsfyldte tid, vi lever i, har vi så ikke brug for musik i koncertsalen, der taler mere til netop vores tid? OS har med stort held spillet Bachs Goldberg-variationer, Mahlers 6., Bruckners 8. Der er noget inden i de værker, som gør dem levende for os. Jeg tror, det kan være med til at trække unge ind i koncertsalen, hvis man tør gå efter musik med kant. Man vil muligvis miste nogle af de tuberkuløse, ældre publikummer. Men gør det noget, hvis de unge supplerer på rækkerne? Skal symfonikoncerter være kulturelle varmestuer, eller skal det ikke være lejligheder til at sparke røv og ugle håret på os, der sidder og lytter?

Jeg tror, man bør satse butikken i højere grad. Flere nyopførelser. Mere musik, der kradser i ørerne. Mindre plys og lænestol.

Jan Grarup på Brandts 13: Back Into the Darkness

Grufulde fotos. Billeder af gru

Nogle af dem kunne jeg slet ikke se på. Jan Grarup udstiller på Brandts 13 i Odense – førhen kendt som Fynsk Kunstmuseum. Andre fotografer udstiller samtidigt, men med meget få undtagelser virker enhver fotografs værker matte, blege og upersonlige ved siden af Jan Grarups. Hans speciale er reportagefoto fra de aller mest uroprægede og voldelige dele af verden.

Under hans værker løber et tekstbånd af citater fra Joseph Conrads roman, Mørkets Hjerte. En roman om menneskets trang til at dykke ned i de sorteste sider af det at være menneske – både rent geografisk til områder af verden præget af krig, død, meningsløs ødelæggelse, naturkatastrofer. Men også psykologisk. Trangen til at se ned i mørket i håb om at kunne flygte, når mørket begynder at stirre tilbage på én. Ikke alle når at trække sig tilbage, inden mørket begynder at slå rod i dem. Det er så dem, der myrder mænd, kvinder og børn, som tilfældigvis ser anderledes ud eller tror på noget andet. Modellen for det er: Jeg besidder sandheden – og sandheden er, at de andre er onde og udgør en trussel.

Børn med sår efter macheter. Børn med macheter.

Vanvittige krigere, der poserer med sabler…  ude efter hovederne på anderledestroende (i dette tilfælde muslimske hoveder – ja, den slags findes også!). Jan Grarup må have Nordeuropas største nosser. Ikke nok med, at han fotograferer de mest forpinte mennesker, man kan forestille sig – han fotograferer også deres bødler. Børn, der poserer med våbenattrapper, deres voksne har stukket i hånden på dem, så de kan vænne sig til the real deal, rigtige våben i konflikter, ingen af længere helt kan huske rødderne af.

Kosova, Mellemøsten, Etiopien, Haiti. Gennem 25 år har Jan Grarup været der.

Objektiv sandhed findes ikke

Ret et kamera mod enhver given situation, og situationen er en anden. Man tror ikke, hans motiver er mulige – men de er mulige. Sandhedsværdien er den følelse, Grarups fotos giver betragteren: Man har lyst til at løbe væk. Jeg ved ikke, om man kan sige, der er håb i hans fotos. Men der er i hvert fald overlevelse. Frisøren, der har genåbnet sin salon – som egentlig bare er en bunke sønderbombet betonsmulder. Den haitianske mand i samme serie, der har skaffet sig en kæmpe haj, han bærer over skuldrene. Den haj må være blevet et festmåltid! Den gravide haitianske kvinde, der knejser med nakken og skubber maven frem mellem ruiner efter jordskælvet dér i 2010.

 

Haiti 2010 Jan Grarup

Haiti efter jordskælvet 2010: Overlevelse og fremtid

Andre fotos i udstillingen er mere fredelige

Vi beundrede Grarups vådpladefotos, en teknik, hvor fotoet bliver eksponeret på en våd plade, som man gjorde i fotografiets barndom i 1800-tallet. Teknikken har fået en opblomstring i senere år som modreaktion til overperfekte, digitale fotos, og teknikken gør selv ret uinteressante mennesker som Peter Falktoft og Medina (og chili-Klaus, mener jeg, det var) interessante. Indrøm det bare: Medina kan næsten ikke synge. Peter Falktoft er kun tøhø-sjov. Og Chili-Klaus spiser chilier på YouTube. Ikke just de mest spændende mennesker. Men foran Grarups linse bliver de til mennesker.

Jan Grarup er ikke kunstner som sådan

Når han prøver, har det slet ikke samme intense nødvendighed som hans reportager og portrætter. Hans ensomme farvefotos fra ensomme containerpladser gjorde ikke det store for mig. Nu kan det også være svært at forholde sig til det subtile efter at have oplevet det suveræne. Men Grarup-udstillingen er samlet set et must for alle, der interesserer sig for enten fotoet som medie – eller for verden, som den er, bag lagene af sminke og forglemmelse, under hvilke medier, underholdning og vi selv dagligt beskytter vores nervesystemer.

 

cosplay i Rusland, Mariya Kozhanov

Russisk cosplayer fotograferet af Mariya Kozhanov. Med bloggeren som slagskygge

 

Back Into THE Darkness er som sagt ikke den eneste udstilling på Brandts 13

Men den er den vigtigste

Af de øvrige udstillinger var jeg vi især optaget af Mariya Kozhanovs russiske serie med fotos fra 2015 af såkaldte cosplayers. Det er mennesker, som ud over den daglige identitet har skabt sig en anden fantasiidentitet, komplet med hjemmesyede kostumer (heraf ordet cosplay – costume roleplay). Verden er forunderlig, menneskets trang til flugt ind i en anden identitet er endnu mere forunderlig. Det er nemt at se ned på disse mennesker, der klæder sig ud som Super Mario eller gud ved hvad. Men det er også livsbekræftende at variationen af mennesker bestandigt forandrer og udvider sig. Det er dem, der vil gøre os alle lige, vi skal frygte – ikke excentrikerne, de aparte og anderledes. Ikke unge mennesker udklædt som feer, alder og Super Mario.

Jeg vil også anbefale rummet med fotos fra det moderne Kina, ikke mindst Dai Xiangs enorme foto, ‘Along the River During the Qingming Festival’, der tager hændelser fra det moderne Kina og sætter dem ind i en ramme inspireret af et klassisk kinesisk maleri fra 1100-tallet. Værket tog to år at lave og krævede 1000 individuelle fotos, som blev sat sammen. Imponerende at gå på opdagelse i!

Det er og bliver en ærgrelse af de store, at Brandts ikke længere udstiller årets pressefotos. Hvorfor skille sig af med dele af sit DNA? Det glædelige er, at man stadig formår at lave udstillinger af væsentlige fotografers værker. Værn om jeres, DNA, Brandts!

Filmmusikkens (danske) mestre? En anmeldelse

Man skal passe på ikke at oversælge sine varer. ‘Filmmusikkens Mestre’ var overskriften på denne aftens koncert med Odense Symfoniorkester, eller OS som forkortelsen nu hedder. Koncerthuset var i denne sensommerseptember lummervarmt grænsende til det klistrede. Men når orkestret endelig lod de danske filmmusikkomponister bag sig og tog fat i ægte mestre som Hans Zimmer, Danny Elfman eller John Williams, swingede salen med.

Mindst halvdelen af koncertens numre var helliget moderne dansk filmmusik. Navne vil ikke være læseren bekendt, men aftenens i øvrigt underholdende konferencier, Frans Bak, havde skrevet en hel del af aftenens musik. Dansk filmmusik er som dansk film: Den ene stump ligner den næste. Jeg var ikke i stand til umiddelbart at finde en særskilt nerve, der skilte de enkelte numre ud fra hinanden. Lange, ensformige strygerflader, lidt klaver eller harpe over. Nordisk, grå noir.

Man sad og savnede fordums mestre. Hvorfor ikke en suite med musik af Hitchcocks favoritkomponist, Berhand Herrman? Korngold var der. Men ingen Sjostakovitj, Zbigniew Preisner, Jerry Goldsmith.

Aftenen endte med John Williams musik til Star Wars. Hvis man ender en koncert med et bækkenslag og en stor c-dur-akkord, så er man sikker på stående applaus. På denne måde var aftenens koncert ikke anderledes.

Hvad jeg glædede mig over, var publikum. T-shirts, shorts, tank tops, mange unge mennesker. En posefuld unge mennesker foran mig sad og slog takt på lårene, når der kom lidt action ind i salen. Det er sådan, det skal være. Musik skal også påvirke kroppen. Vi behøver ikke sidde som stive saltstøtter i en koncertsal. Det er tilladt at lade sig rive fysisk med. Hvis vi vil have unge ind i koncertsalene, så den symfoniske kultur ikke dør, må vi nok tillade dem at komme som hele mennesker.

Goldberg-variationerne uden skeletter på bliktaget

Havde man helt uforberedt besøgt Odense Koncerthus her til aften for at høre Odense Symfoniorkester spille først Dmitrij Sitkovetskys orkesterudgave af Johann Sebastian Bachs  cembaloklassiker, Goldberg-variationerne, og dernæst Felix Mendelssohns iørefaldende Italienske Symfoni, så ville man nok have tænk: De to værker har absolut ingen berøringspunkter. Det er to helt forskellige klanglige verdener.

Da Bach døde som 65-årig i 1750 havde han nær fået samme skæbne som Vivaldi.

Blot 30 år efter sin død var Vivaldi glemt i Venedig, hvor han havde været superstjerne. Bach var ikke glemt efter sin død, men næsten. Hans strenge stil var umoderne. Publikum havde fået afsmag for barokkens velorganiserede evighedssystemer og i stedet fået smag for excentrisk rokoko og lette, hurtige musikalske fristelser. Værker blev i rokokotiden typisk opført én gang, derefter var publikum ikke længere interesseret. Derfor skrev Haydn et hav af samlebåndssymfonier. 104 styk var der ved seneste optælling.

Men det blev romantikeren Mendelssohn, som i 1829 igen placerede Bach på musikprogrammet med en berømt opførelse af Bachs Matthæuspassion. Siden da er Bachs ry vokset støt – og i det 20. århundrede fik han den status som udødeligt geni, som vi i dag fejlagtigt tror, han altid har haft.

Et vedholdende rygte siger, at Bach skrev sine Goldberg-variationer til en grev Kaiserling, som led af søvnløshed. For at lindre søvnløsheden skal grevens unge klavertalent, Johann Goldberg (dengang kun 14 år gammel), have spillet Bachs værk for greven. God historie – formodentlig slet ikke sand.

Dirigenten Thomas Beecham sagde engang om lyden af et cembalo: Det lyder som to skeletter, der elsker på et bliktag. Den metalliske klang af klaverets forløber er ikke alles smag. Vore ører er vant til at blive kælet for. Alene derfor var det muligvis en fin idé, Dmitrij Sitkovetsky fik, da han skrev Goldberg- variationerne om for orkester i 1980’erne. En melodi varieret 30 gange på et klimprende cembalo havde taget livet af odensepublikummet!

Klik på videoen her og bedøm selv, om det lyder som skeletter, der rasler på et bliktag….

Goldberg-variationerne spænder med sine 32 numre så vidt i stil, at der er noget for enhver smag. Under aftenens koncert begejstredes jeg mest for de intime øjeblikke. Selve melodien, aria, er typisk for Bach ren og ukunstlet smuk, og de mere stille variationer for kun et par instrumenter kom mit hjerte nærmest. Måske ikke så sært: Oprindeligt er værket jo skrevet kun for et instrument og to hænder. … Min unge koncertkammerat denne aften, en gymnasieelev, tenderede mere til de vivaldi’ske variationer, hvor Bach pisker musikken op som flødeskum og laver dialoger på tværs af orkestret. Under alle omstændigheder fremgik det tydeligt, både af spil og af smilene og blikkene musikerne imellem , at dette var musik for musikere. Musik, hvor instrumenterne træder tydeligt frem; hvor der er plads til alle. Bachs musik er både meget hierarkisk og meget demokratisk. Nej, ikke demokratisk. Men det, jeg vil sige, er: Indordner individet sig under den store plan, så er der plads til selv den mindste. I Bachs musik præcis lige som i det samfund, Bach levede i. Streng autoritet. Men inden for rammen rig mulighed for at vise sin individualitet. Musikerne var åbenlyst glade for denne lejlighed for at vise velorganiseret holdspil. De kunne spille op mod hinanden og turnere bittesmå detaljer uden at drukne i det store orkesters tyngde.

Goldberg-Variationerne med Dmitrij Sitkovetsky

Dmitrij Sitkovetsky foran Odense Symfoniorkester

Goldberg-variationerne kræver koncentration fra musikere og fra publikum.

Jeg undrer mig ofte over odensepublikummets hosten, rallen, harken og rømmen sig under de mest stille passager. Min unge koncertmakker konstaterede tørt: Der er helt sikkert udbrudt tuberkulose i salen. Var publikum måske også lidt perplekse over en time i selskab med Bach?

Nuvel, Mendelssohns Italienske Symfoni fra ca 1829 – dvs. skrevet rundt regnet 90 år efter Goldberg-variationerne – kræver til gengæld ikke den store koncentration. Det er ren og uforfalsket underholdningsmusik af øverste skuffe. Odense Symfoniorkester – eller OS, som man kalder sig nu – kan den slags på rygraden. Men på trods af en tendens til rygrad vil jeg nu alligevel kaste roser efter waldhornene. Valdhorn er nogle sammenkrøllede messinginstrumenter, som man groft sagt spiller på ved at puste luft i den ene ende og have hånden oppe i den anden ende. Odense Symfoniorkester har tit lidt knas med messingafdelingen – men valdhorn-sektionen stikker virkelig ud med den lækre, bløde klang! Jeg ser frem til at høre mere messing-vellyd til næste koncert, jeg skal til: Bruckners 7. symfoni, hvor orkestret virkelig bliver sat på prøve igen.

 

Mahlers 6. med Odense Symfoniorkester: Mørkets hjerte

Mahlers 6. symfoni med Odense Symfoniorkester torsdag d. 3. december beviser, at orkestret er klar til at tumle de sværeste orkesterværker. Igennem de seneste sæsoner har de gode odenseanere prøvet kræfter med bl.a. Bruckners 8. og Mahlers. 2. I dag stod den på Mahlers 6. – en kulsort monolit af en symfoni. Og næste år kan vi høre dem spille Bruckners 7. Alle sammen store værker, som virkelig kræver udholdenhed og topform. Og det har Odense Symfoniorkester.

Det er en smule forvirrende, at programlæggerne havde valgt at kalde Mahlers 6. for “Mahlers skæbnesymfoni”. For så tænker man straks på tallet 5 (som i Beethovens 5., “Skæbnesymfonien”). I Mahler-sammenhæng er den 5. symfoni noget af det mest populære. Men den 6. – skrevet i Mahlers lykkeligste tid – er den absolut tungeste klods inden for hans lille række af værker. Han skrev den i 1903-04. Han var blevet gift med Wiens smukkeste kunstnergroupie, Alma Mahler. Hun havde født ham to børn. Han havde datidens bedste arbejde inden for musikverdenen: chef for hofoperaen i Wien. Penge, berømmelse, smuk kone, søde børn. Hvad kan gå galt? Alt kan gå galt – men det gør det først i 1907. Parrets ene datter dør. Mahler føler sig presset af den antisemitiske presse til at sige sin stilling op og forlade Wien. Hans læge konstaterer en kompenseret hjerteklapfejl. Den er i sig selv ikke farlig, men desværre lider Mahler af hyppige og meget voldsomme halsbetændelser. Bakterierne finder vej til den defekte hjerteklap, og han dør i 1911. Datterens død danner et sår i det komplicerede forhold til Alma, så hun får sig en elsker. Totalt kollaps. Men altså efter, at han skriver den 6.

Alle disse katastrofer har fået folk til at læse for meget ind i den 6. symfoni. Jeg var til koncertintroen, som blev holdt af P2’s Carsten Wolf Andersen. Også han gav en masse myter og usikre anekdoter til bedste om værket. At der skulle være et Alma-tema (det er noget, Alma selv har fundet på, selviscenesættende og upålidelig som hun var). At Mahler af frygt for skæbnen skulle have fjernet det 3. af de hammerdrøn, der falder i slutningen af værket. At Mahler i scherzoen skulle have afbildet børnenes lystige leg (det er igen Almas opfindelse, og desuden var det ene barn kun en måned gammel på det tidspunkt).

Mahler har sagt fortvivlende lidt om sine værker. Og allermindst om den 6. “Den vil være gådefuld for lytteren i lang tid fremover”. Sandt. Hvad skal man stille op med den, når man ikke læser en masse biografiske detaljer og usikre anekdoter ind i den? Én mulig sandhed er, at kunstnere sagtens kan lave sorte værker, når de selv lever et lyst liv. Kunst er et eksperimentarium. Og i den 6. er Mahlers eksperiment: Hvor sort og trøstesløs musik kan man skrive? Hvis han under skabelsen af værket havde været sønderknust eller knuget af skæbnetunge tanker, havde han ikke kunnet skrive en node. Kunst kræver teknik og overblik. Almas fortvivlede trang til at tildigte sin mands værker en masse bestemte tanker vidner om, at hun havde en fornemmelse for hans værker, men ikke forståelse.

Aleksandar Markovic og Odense Symfoniorkester tager imod publikums klapsalver efter Mahlers 6.

Aleksandar Markovic og Odense Symfoniorkester tager imod publikums klapsalver efter Mahlers 6.

Forståelse havde til gengæld Odense Symfoniorkester under dirigent Aleksandar Markovic. Der blev gået til den. Og selvom de sværeste solopassager stadig væk kan kikse for odenseanerne, så står aftenen som bevis for, at de kan deres Mahler. Tom Nybye, som til daglig er slagtøjssolist i DR’s Symfoniorkester, havde opgaven med hammeren. Ja, hammeren. Mahler var ikke bange for at anvende lyde, som er fuldstændigt umusikalske. Ikke nok med at der forekommer koklokker i den 6. Han har også skrevet en kæmpemæssig hammer ind i slutningen af værket. Når Tom Nybye klaskede den ned i blokken, gav det et drøn, som ingen CD, LP eller MP3 bare antydningsvis kan give én fornemmelsen af. Musikken bliver revet komplet itu af hammeren. Min sidemand, en moden kvinde, som nervøst kiggede på sit ur hvert 30. sekund, fløj op i sit sæde, hver gang det skete. Mahler mente, at i en larmende tid, må musikere lave mere og mere larm for at blive hørt.

Mahlers 6. med en fabelagtig slagtøjsgruppe

De lå helt fremme i lydbilledet, de gode slagtøjsfolk. I denne musik, som mest af alt er marchmusik. Marchmusik som hvis man vendte vrangen ud på en stalinistisk eller nazistisk militærparade. Det hule og dødsensfarlige blotlagt, ikke undertrykt. Magtens ligegyldighed over for det smukke, fine, personlige, individuelle. I disse tider med islamistisk terror og voldelige konflikter mellem regimer i Mellemøsten får denne sønderknusende, larmende, marcherende musik nogle medbetydninger, som Mahler jo af gode grunde ikke kan have vidst noget om. Men han havde sine anelser om menneskets væsen. Der er intet nyt i menneskets trang til ødelæggelse og død; den vanvittige logik, der kan få en pæn præsident i jakkesæt til at bombe sin egen befolkning i Syren med klorgas. Fra diktatorens synsvinkel en logisk beslutning. De er skadedyr, de skal dø.

Den samme kulsorte ødelæggelseslogik finder jeg i Mahlers 6. Værket er stramt skrevet, måske det strammeste af hans værker. Men det smiler på intet tidspunkt. Og selv de pæne øjeblikke undermineres og gøres absurd og frastødende som en pæn, syrisk diktators jakkesæt. Mahler siger: Sådan kan verden også være. Han siger ikke: Sådan er verden altid. Men han lader krig og rædsel ind i koncertsalen. Og de trætte musikere i Odense Symfoniorkester lignede til da til slut også trætte fodsoldater.

Dirigent Aleksandar Markovic skånede dem ikke. Heller ikke sin dirigentstok. Den knækkede han på sin nodepult og måtte dirigere videre kun med hænderne.

Tom Nybye, der svingede hammeren under Odense Symfoniorkesters koncert, er måske knapt så adræt som kvinden i dette clip. Men drønet kunne høres!

 

På en måde var den knækkede stav symbolsk for denne musik. I modsætning til aftenens første og meget spændende værk, James MacMillans spritnye bratschkoncert, var alt håb ude. MacMillans værk er et eget blogindlæg værd. Det er sjældent, at helt ny musik fanger mig så meget. MacMillan forholder sig åbenlyst til traditionen, og efterlod os ikke i mørket. Jeg hørte Sjostakovitj, Alban Berg…. Jeg hørte endda rock-attituder i værket. Mest mindede værket i sin collageteknik om Friedrich Guldas cellokoncert fra 1980, som også citerer rock mm.

Men mest lagde jeg mærke til et meget mahlersk træk: Dette, at musikken siger en ting, men mener det modsatte, nogle gange nærmest vrænger af sin egen sentimentalitet. Det værk må gerne opføres igen. Og gerne med Lawrence Power, sådan som det skete i dag.

Richard Strauss, Kari Postma og Kristian Kluxen med Odense Symfoniorkester. En anmeldelse

Adræt, elegant, ekvilibristisk orkesterspil med fantastiske solopræstationer, en gudsbenådet sangerinde, en spillevende dirigent med fuldendt overblik: Det var en stor Richard Strauss aften denne torsdag d. 12. marts 2015 i Odense Koncerthus, hvor den unge danske dirigent, Christian Kluxen, og den norske sopran, Kari Postma, lagde publikum ned.

Kari Postma er et navn, vi skal lægge mærke til

Første del af aftenen indeholdt en kort scene fra Richard Strauss’ opera, Intermezzo, samt hans mesterværk, Vier letzte Lieder. Disse fire sidste sange, som Strauss skrev i 1948 kort før sin død, hylder skønhed, især skønheden i den livslange kærlighed mellem Strauss og hans kone, Pauline. Sangene og operascenen blev sunget af Kari Postma.

Kari Postma. Norsk sopran. Hvad kan man skrive om hende, uden at ende i overdrivelser? Jeg prøver alligevel: Gudindesmuk i en glitrende, tætsiddende kjole. Indbegrebet af lady. En stemme med wagnerstyrke. Kropssprog som en diva. Hun sang Richard Strauss 4 sidste sange præcis, som de skal synges; ganske enkelt smukt og bevægende. Hun var hverken for meget eller for lidt.

Kari Postma vs. verdensstjernen Anna Netrebko: 1 -0

For nylig nedkom verdensstjernen Anna Netrebko med et bud på de samme sange på CD. Netrebko er rædselsfuld. Hun sovser disse utroligt smukke sange ind i sødladen operastemning med et vibrato, man kan hoppe i sjippetov til. Kari Postma derimod…. perfektion, indlevelse. Hun forsøgte ikke på et eneste tidspunkt at stråle over musikken, kun gennem musikken. Denne musik, som er en afsked med kærlighed, med liv, med det gamle Europa, med romantikken i musikken.

Læs også: Berlingskes musikanmelder, Søren Schauser, er ikke enig i, at Netrebko fejler i disse sange

Odense Symfoniorkester skal roses. Musikerne foldede dette fløjlsbløde klangrum ud, som Strauss skabte i noder. Jeg er ikke sikker på, musik faktisk kan være mere elementært smuk end denne. Koncertmester (førsteviolinen), Eugen Tichindeleanu, spillede den smukke violinsolo i den tredje sang, Beim Schlafengeh’n, så der ikke var et tørt øje i salen. Eller, hvis der var et tørt øje i salen, så ved jeg ikke, hvorfor vedkommende overhovedet går til koncert. Jeg måtte vride og klemme min håndfuld Kleenex til en lille klump under denne akutte overdosis af skønhed og melankoli.

Kari Postma. Vidunderlig solist i Vier Letzte Lieder med Odense Symfoniorkester.

Numsedans til umpa-umpa-musik

Anden del af koncerten var to ungdomsværker af Strauss: Don Juan og Till Eulenspiegels lustige Streiche.

Man kalder den slags musik for symfoniske digtninge, fordi musikken har en handling. Og det kan høres. Musikken har en abrupt, konstant skiftende stil. Fra det hidsige til det fjollede til det romantiske og tilbage igen. Næsten som om musikken var klippet til i forhold til en film.

Vi er ude i ren underholdningsmusik – men på meget højt plan. Meget få komponister har skrevet så ekvilibristisk for orkester som Richard Strauss. Rie Koch, der stod for koncertintro denne aften, fortalte, at ingen fra orkestret havde lyst til at stille op under introen og spille deres soli. Hvorfor? Fordi Strauss musik er vanvittigt svær at spille. Og tiden op til en koncert derfor skal bruges på at øve og varme op. Min koncertveninde og jeg var enige om, at øveriet havde betalt sig. Jeg har ikke hørt orkestret spille så godt før. Dirigenten, Christian Kluxen, er en mand, som meget gerne må blive inviteret til Odense noget oftere. Præcis i sine markeringer, fuldstændigt overblik – og ikke af vejen for at danse en lille numsedans på podiet til en umpa-umpa-sekvens i Till Eulenspiegels lustige Streiche. Damen på rækken bag ved os denne aften grinte højlydt med. Fortjent!

Eksperter i klassisk musik siger ofte, at ren instrumentalmusik ikke kan være sjov, uanset hvor meget, komponisterne prøver. Richard Strauss og Odense Symfoniorkester med deres fantastiske, numsedansende gæstedirigent beviste, at eksperterne tager fejl.

Kari Postma:  Hun måtte gerne have sunget hele aftenen

Strauss ungdomsværker er underholdende og godt skrevet. Men: I grunden kunne aftenen for min skyld have været et helt program med sange af Richard Strauss. Så var jeg dog ikke sluppet gennem aftenen uden hulk og snøft.

Jeg var ret spændt på denne aften. Om jeg, en granvoksen mand, kunne komme igennem Vier letzte Lieder uden at tude. Disse sange går direkte om bag mine parader, lige ind i hjertet – uden omvej. Og det er der meget lidt anden musik, der kan. Alle, der har set skønheden i et langt kærlighedsforhold, fx. ens forældres livslange kærlighed, vil føle vemod ved disse sange. Tag den sidste sang, Im Abendrot (I aftenrøden), om et ældre ægtepars vandring ind i natten – sammen:

Igennem sorg og glæde
Gik vi hånd i hånd
Vi efter rejsen dvæler
Højt over det stille land.

Rundt om os falder dalene,
Og snart falder mørket på,
Kun et lærkepar stiger
I disen længselsfuldt.

Kom her og lad dem svirre,
Snart er det tid til søvn.
Gid vi ej farer vild
I denne ensomhed.

Oh, stille fred!
Så dyb i aftenrøden
Hvor er vi vandringstrætte –
Er dette måske døden?