LightLeaks

Portfolio & Fotokunst salg & Blog

Menu Close

En katedral eller landsbykirke af toner

Mea culpa!

Det er mig selv, der har fundet på overskriften for denne koncert i OS’ sæsonkatalog. Men ved nærmere eftertanke burde det måske have heddet en landsbykirke af toner. Hvorfor?

I år fejrer vi protestanter, at Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på døren til kirken i Wittenberg. Og derved startede reformationen: 500 år gammel og stadig i gang. Luther ville gøre op med kirkens katedralbyggeri for de fattiges penge, som man lokkede ud af dem ved at postulere, at pengedonationer kunne afkorte den tid, den gode gud af uransalige årsager måtte mene, man var hjemfalden til at lide i helvede.

I 300-året for en anden stor hændelse i reformationen, den augsburgske bekendelse, skrev alfe- og fe-komponisten Felix Mendelssohn sin Reformationssymfoni. Og som fejring af reformationen er det vel lidt skævt at kalde den en katedral af toner. I Luthers ånd må det vel være en ydmyg landsbykirke. En katedral af toner … Det er vel ret beset mere Mahlers Opstandelsessymfoni eller Bruckners 8.

Jeg kæmper med at finde den røde tråd i aftenens valg af værker

Vivaldi + nyt værk skrevet over et nummer fra et 1970’er koncept rockalbum + Mendelssohn. Knæk den nød!

Jeg prøver: Vivaldi = barokmusik. Og barok var den katolske kirkes reaktion på reformationen. Da reformationen fik momentum huggede den store landområder fra katolikkerne. Man valgte at give kunstnere frit løb til at udtrykke store følelser i kunsten for at vinde de protestantiske sjæle tilbage. Det virkede. Hvorfor? Fordi barok er dramatisk, har stort udtryk og ofte – dog absolut, absolut ikke altid – er mere simpel at forstå. Den skal gå fra hjerte til hjerte. Således Vivaldi. Michala Petri, der charmerede os odenseanere med sin ydmyge og varme personlighed under koncertintroen, citerede en bemærkning om, at Vivaldi ikke har skrevet 400 instrumentalkoncerter, han har skrevet den samme koncert 400 gange i træk (noget af det samme siger man om Bruckners symfonier).

 

Michala Petri

Katrine Nordland fra Musikbiblioteket, der nu ligger i det guldindfattede bling-bling-o-tek ‘Borgernes Hus’ og blokfløjtevirtuos Michala Petri

 

Vivaldi er inkarneret barok

Letforståelige temaer, utroligt mange gentagelser, fravær af flerstemmighed, som gjorde tidligere musik så kompliceret. Vivaldi taler direkte og i øjenhøjde. Han chokerer og pisker musikken op som flødeskum. Og så med Michala Petri på blokfløjte. Pist væk er erindringen om fordums musiktimer (‘jeg går til blokfløjte’ – kan I huske det, jer der er født i 1970’erne?). Michala Petri har uendeligt meget luft i sig til de vanvittigt hurtige noder i Vivaldis musik. Aftenens højdepunkt.

Aftenens dirigent, Fabrice Bollon, stod for aftenens moderne indslag. En gendigtning af 70’er art rock nummeret ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis. Igen med Michala Petri som den sikre støtte på et udvalg af syrede blokfløjter. Vi kløede os lidt i kindskægget over Bollons værk. Han skriver sarte, smukke lydflader i den franske tradition, hvor musik er som luft- eller vandelementet. Men jeg er germansk hele vejen igennem. Og i germansk kultur er det jordelementet, der præger musikken. Det organiske, fyldige. Jeg manglede kroge i musikken at hænge oplevelsen op på. Men Michala Petris ydmyghed bør smitte af på mig nu: Det kan tænkes, jeg bare ikke har evnerne for at trænge ind i Bollons musik. Det er faktisk meget muligt. Jeg har ofte taget fejl og nyder det, hver gang jeg opdager, jeg har overset guld. Michala Petri har indspillet værket og fået gode anmeldelser for det … Jeg glæder mig til at finde ud af, jeg tog fejl 🙂

Hør her sangen ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis og Peter Gabriel i front.

Jesus og hans bevægelse har haft mange billeder knyttet til sig: Vejen. Lyset. Fisken. Korset. Hyrden. Og lammet. Jeg kan ikke høre noget kristent ud af Bollons værk. Men den symbolske forbindelse kan sagtens være der. I sangen er lammet en art modstykke til en slidt, farlig storbyverden. Som Michala Petris rolige klangflader med ekkoeffekter bringer lammet ro til storbyen. Og så tør jeg ikke fortolke videre! Barokken introducerede de virtuose soloture i musikken, og det nød rock rigtig godt af. Richie Blackmore fra Deep Purple har med sikkerhed luret mange barokke krummelurer i sine guitarsoli af fra barokmestre som Vivaldi.

Mendelssohns Reformationssymfoni fra 1829-30 rundede aftenen af. Mendelssohn skriver ikke sådan super dyb musik, og man oplever ingen religiøs åbenbaring eller henrivelse, som Bach eller Beethoven eller Mozart eller Mahler kan skabe. Med Mendelssohn er vi enten ude i skoven med alfer og feer eller i en landsbykirke. Symfonien er et stykke halvt programmusik, hvor vi bevæger os fra det katolske mørke til det lutheranske lys komplet med Luthers egen ‘Vor Gud han er så fast en borg’-melodi til slut. Der skal ikke herske tvivl om protestantismens sejr!

Så ad ujævne veje er der måske alligevel en art rød tråd gennem sådan en aften. En aften med plads til vildt virtuoseri, undren og velklingende underholdning.

Glad smiley: Familiesymf med Odense Symfoniorkester er en fest for alle

I 1958 introducerede den berømte dirigent, Leonard Bernstein, Young People’s Concerts. Her forklarede den karismatiske dirigent de store klassikere i øjenhøjde for børn og unge. Resultat: Koncerterne blev vildt populære og var udsolgt flere år frem i tiden. Og de kan stadigt ses med fornøjelse på YouTube. Nu lancerer Odense Symfoniorkester noget lignende med den hyggelige Familiesymf-serie, hvor der er højt til loftet, kort til grinet og plads til at klappe med, når man lige har lyst til at klappe med. Også for en voksen er det egentlig meget rart med en koncert, hvor det hele ikke er så stift, at man ikke må slå en lillebitte prut forkert. 🙂

 

Ole Kiilerich og Marianna Shirinyan

Rammerne for Odense Symfoniorkester har forandret sig meget de senere år. Rigtig meget støv er blæst væk, og der gøres en kæmpe indsats for at vække interesse for den store musik hos børn og unge. Koncertintroduktionerne og koncertprogrammerne er opkvalificeret i en grad, så jeg ikke har set dem bedre andre steder. Skolebørn inviteres til at opleve orkestret. Studerende ligeså.

Orkestrets musikformidler, Ole Kiilerich, der også en dygtig pianist, fik her til eftermiddag  sin fine debut som konferencier i Familiesymf; en kort koncert målrettet forældre og børn, der ønsker kvalitetstid og kvalitetstilbud en fredag eftermiddag inden spisetid.

Grieg – den lille, norske komponist med de tynde ben, svage lunger og det VILDT høje hår – havde skrevet musikken: hans elskede klaverkoncert fra 1868. Den emmer af trolde, vidder, natur og bjerge.

Ole og hans medsammensvorne, pianisten Marianna Shirinyan, holdt os kyndigt i hånden og fortalte om lille Grieg og den store musik. Undervejs fik vi lov at prøve, hvor mange ting en musiker skal kunne koncentrere sig om – samtidigt. Vi fik set, hvordan en dirigent ser ud – forfra, ikke bagfra som man altid ser ham eller hende.

 

 

David Danzmayr

David Danzmayr viser os, hvordan man dirigerer med ansigtet

Ole ledte os gennem musikken med sin egen smiley-ordning for hver stemning. Og alt for seje Albert fra række nummer 11 blev inviteret op på scenen for sammen med Marianna Shirinyan at sætte klaverkoncerten igang. Godt gået! Ikke mindst, fordi Ole lige havde fortalt, hvordan en pianist i 1950’erne faldt død om af nervøsitet, lige da han skulle til at spille den første store akkord!

 

Seje Albert starter Griegs klaverkoncert sammen med Marianna Shirinyan . Well done!

En rigtig fed ting var, at man kunne se klaveret ovenfra på storskærm. Man ser normalt aldrig for alvor, hvad en pianist laver. Det kunne vi så opleve i dag.

Albert starter Grieg – på storskærmen

Jeg havde alt i alt en fest! Nu er vi lige startet, men tænk, om Familiesymf bliver en selvfølgelig institution fremover for familier; en fredagstradition.

Ole Kiilierich

Ole Kiilerich er en hyggeonkel. Her sammen med en ung koncertgæst og en del af den musikalske smiley-ordning

Fredagsslikket løber ingen vegne. Det gør Disneysjov heller ikke. Men musikken løber. På små troldefusser. Den er her og nu, og så er den væk. Levende musik er noget helt for sig. Hank op i dine unger (også dem, der stadig bruger sut) og kom til Familiesymf!

Næste gang er i Odeon, hvor Bruckners 4. symfoni bliver skilt ad og sat sammen igen. Hvilke sjove måder mon Ole vælger dén dag…..? 🙂

 

 

Hvad: Familiesymf med Griegs klaverkoncert

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkester – David Danzmayr, dirigent – Ole Kiilerich, konferencier – Marianna Shirinyan, klaver – Albert, klaver

Hvornår: Fredag d. 27. oktober 2017

Fedtfri og nøgne nationalromantikere i Odense Koncerthus

Jeg ved ikke, hvilket tryllestøv maestro David Danzmayr havde pustet ud over Odense Symfoniorkester. Men det virkede! Jeg har aldrig hørt og set orkestret spille så stramt og velorganiseret som her til aften, hvor menuen stod på nationalromantiske giganter i form af Sibelius, Grieg og Dvorák. Atletisk blev der spillet … Jeg vil næsten sige nøgent og fedtfrit. Det har vi ikke  været vant til det under chefdirigent Vedernikovs mere tunge og absolut langsommere tilgang til musik.

Denne aften var, som om man havde pustet en stor sæbeboble af lykkelig lyd og stor skønhed ud over den propfyldte koncertsal.

Jeg kan slet ikke vente til det nye koncept, Familiesymf, fredag sent eftermiddag, hvor Grieg atter står på programmet i familievenlig snakkeudgave (hvis jeg har forstået konceptet korrekt).

Odense Symfoniorkesters koncerter indledes gerne af et kort værk

En ouverture til aftenen, hvor publikum har tid til lige at falde ned i sæderne og hoste bronkierne igennem, så det er overstået for resten af aftenen (I wish!).  I aften var det finske Sibelius’ Finlandia (1900), der fik lov at indlede. Allerede i messing-intro’en var det tydeligt, at orkestret havde sat sig for at yde sit bedste. Virkelig lækker messing! Men nok om Sibelius.

Griegs klaverkoncert fra 1868 er en af de mest elskede inden for genren, hvilket ikke er svært at forstå. For både i dette værk og i aftenens afsluttende symfoni nr. 9 af Dvorák står de gode melodier i kø, og der dvæles ikke lang tid ved enkelte stemninger. Klaverkoncerten er så ur-norsk, som noget kan være. Det synes vi nu. Men dengang i 1800-tallet – da mange af de nationalstater, vi kender i dag, blev dannet –  definerede kunstnere som fx Grieg det, vi i dag kalder ægte norsk.

Dengang hang Norge og Sverige sammen, og der var et ønske om at skabe eller definere en norsk kultur. Så det, der i dag er national kultur, er altså egentlig lidt syntetisk skabt. Trolde titter frem, store nordnorske vidder antydes, en særegen melankoli og længsel. Det er alt sammen kunstigt skabt – men føles ægte. Tænk bare, at Grieg boede i danske Søllerød, da han skrev værket. Og tænk på det norske sprog, nynorsk, der er en kunstigt skabt syntese af forskellige dialekter. Men det glemmer man med tiden.

Charmerende Marianna Shirinyan var den kompetente mester ved klaveret. Hun takkede odenseanerne for det sædvanligvis taktfaste bifald med en lille smuk sag af … var det Gershwin? Jeg tror det.

Folkeligt kulturelt miskmask af lækreste tilsnit

Meget er gennem tiden sagt og skrevet om Dvoráks 9. symfoni fra 1893 med titlen ‘Fra den nye verden’ (underforstået USA). Dvorák selv var fra den gamle verden, Europa, nærmere bestemt Böhmen. Omkring 1900 blev mange europæiske kunstnere (Mahler, Toscanini, Johann Strauss d.y., Busoni og mange flere) lokket med store pengebeløb til at komme til USA og opbygge en elitekultur, som de hovedrige bagmænd må have følt, landet manglede. Igen: En kultur, der egentlig er skabt kunstigt ved at låne og importere fra andre kulturer.

Dvorák var en af dem, der tog et job over there. Hans 9. symfoni blev skrevet i USA og har en umiskendelig folketone. Diskussionerne er så gået, hvilken nations folketone, der er tale om.

Jeg er selv så gammel, at jeg er blevet præget til at høre melodierne som indianermelodier. Det må være sket gennem læsestof, måske tegnefilm – jeg ved det ikke længere. Dvorák kan have set Buffalo Bills Wild West show og hørt indianermelodier dér. Han kan også have set noder, en ven nedfællede efter at have opleve en omrejsende indianertrup hjemme i Prag.

En række fagfolk har ment, melodierne var böhmiske. Yngre generationer vil måske høre folketonen fra Howard Shores musik til Ringenes Herre ud af symfonien. Det gør jeg ikke, selvom jeg har set filmene. Så om det er böhmisk, indiansk eller noget helt tredje – hvem ved det? Dvorák sagde selv, han ikke havde brugt melodier, han havde hørt. Han havde prøvet at efterligne den amerikanske folketone. Dvorák mente, at amerikansk kompositionsmusik især burde trække på den muld, som ‘negermusikken’ (spirituals, arbejdssange) udgjorde. Det opfattede han som den essentielt amerikanske folkemusik.

Kulturer blandes lykkeligt i sådan et værk

Og i den nuværende situation, hvor politikere her og i andre lande slår plat på paranoia over for andre kulturer og ‘de fremmede’, er det rart med sådan en syntese af vidt forskellige kulturer. Kulturer er ikke stationære. Det ses ved den forklaringspanik i øjnene på folk, der skal forklare, hvad deres kultur egentlig er. Kultur har altid været noget miskmask. Hvem vil i dag undvære asiatiske restauranter og arabiske basarer i vores byer? Da jeg var barn fandtes der pizza, forårsruller og mormormad – og det var og er fint. Men undvære alt det nye, der har befrugtet vores kultur? Aldrig!

Hvad havde eksempelvis aftenens nationalromantiske indslag fra Finland, Sibelius’ ‘Finlandia’ været uden bækkener, til at markere dramatiske højdepunkter? Nok en noget fladere oplevelse. Og bækkener stammer absolut ikke fra Finland, men fra tyrkisk militærmusik. Jo mere, man graver i tingene, jo mere uklare grænser er der mellem kulturer. Måske er Dvoráks symfoni med dens universelle folketone en skjult hymne til det folkelige i kulturer som sådan – og til længslen ved at føle sig fjernt fra det, man opfatter som sin egen kultur…

PS. Sig goddag med kor-nynnen

Som noget ny var der i flaskehalsmylderet ved billet-slusen inden for hovedindgangen til koncerthuset strøet blide korklange ud over publikummerne. Det var egentlig meget hyggeligt! Jeg spottede senere en hel skoleklasse, der havde fundet vej til orgel-pladserne bag orkestret. Også hyggeligt. Kom igen og tag alle jeres venner og lærere med!:-)

 

Odense Koncerthus

Kor-klange inden koncerten

 

Hvad: Nationalromantiske giganter. Sibelius: ‘Finlandia’ – Grieg: Klaverkoncert – Dvorák: Symfoni nr. 9 ‘Fra den nye verden’

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkesker – David Danzmayr, dirigent – Marianna Shirinyan, klaver

Hvornår: Torsdag d. 26. oktober 2017

Søndagsmatiné i Odeon: Til helvede med traditionen!

Musikkonservatoriets sal … ligger ikke i Musikkonservatoriet. Ligesom Odense Teater har Odense Musikkonservatorium nu til dels til huse i Odeon. Jeg havde ikke været i denne sal før og var positivt overrasket. En virkeligt dejlig sal. Man sidder stejlt, så alle har udsyn til solisternes gulv. Smukke frisk-grønne sæder, glimrende akustik. Her er jeg ikke kommet for sidste gang. Og så var det gratis i dag. Tænk, man kan gå fra gaden ind og få en times gratis musik spillet af proffer!

Dagens matiné startede med en lille lækker, moderne variations-ting fra 1981 af norske Knut Guettler (1943-2013) over den kendteste renæssance-melodi, Greensleeves, som Henrik d. VIII måske er ophavsmand til. Toms Timofejevs på solo-kontrabas måtte sætte an to gange, fordi et par publikummer kom for sent. Men pyt, det er søndag, og vi skal heller ikke være for stive i det. Jeg kendte ikke Guettlers lille værk, der emmer af skæv norsk folketone, men nød især pizzicato-variationen.

 

Jeg elsker Schubert. Ingen kan som han skrive kammermusik, der rummer et hel orkesters udtryk. Vist, Schumann sagde med et glimt i øjet, at Schuberts værker havde himmelske længder, underforstået: lidt til den lange side. Men når Schubert er bedst (og det var han nok ikke i dag), tager man alle hans gentagelser med. I dag fik vi Variationer over sangen ‘Trockne Blumen’ med Berit Juul Rasmussen på klaver  (med de mest vilde sideskift i noderne, jeg har oplevet – ritsj, ritsj af sted ud over stepperne) og Ragnhildur Jósefsdóttir på tværfløjte. Værket er ikke et højdepunkt i Schuberts enormt lange værkrække. Absolut til den lidt for lange side. Og Jósefsdóttir kæmpede noget med at have luft nok til de hurtige variationer. Men hvad, det er søndag, det var helt fint. Ikke mindst på grund af Berit Juul Rasmussen.

Matineen blev afsluttet på et højdepunkt

Og det skete med en af det tyvende århundredes mest kontroversielle komponisters, Dmitri Sjostakovitj’ sidste værk, Sonaten for bratsch og klaver op. 147 fra 1975.  Odense Symfoniorkesters blændende solo-bratschist, Rafael Altino, spillede rummet op væg til væk med en kæmpemæssig tone, en hypnotiserende inderlighed og en passioneret desperation over for polske Karolina Bogus’ melankolske og fantastiske klaver.

Værket genlyder af den sene Sjostakovitj’ dødsanelser og dybe melankoli

I kammermusikken finder vi den mest ægte Sjostakovitj, hvor symfonikeren Sjostakovitj ofte skjuler sine ægte følelser og tanker bag masker og parodier ligesom hans store forbillede, Gustav Mahler. Et fællestræk for den sene Sjostakovitj er også de åbenlyse citater og lån fra andre komponisters berømte værker. Det er noget store komponister godt må. Jeg var som besat af sidste sats’ fusion af Beethovens Måneskinssonate, sørgemarchen fra Beethovens Eroica-symfoni indlejret i et klassisk Sjostakovitj-univers! Mageløst! En indadvendt modernist, der rækker ud til sit publikum – som da Alban Berg citerede Johann Sebastian Bach node for node i sin violinkoncert. Det rammer én på den musikalske rygrad – alt det, ens forældre har sørget for at man har med af kulturel dannelse og viden om vores kulturs rødder.

Det er en musik, der går sine egne veje; som følger sin egen logik. Hvis man kan og vil følge med, får man en oplevelse af skønhed og sandhed.

Jeg har sjældent oplevet et så fokuseret publikum i Odense. Under Altinos stille solokadence i første sats, kunne man høre en knappenål falde til gulvet.

 

 

Sørgelig musik har en opløftende egenskab. Det er virkelig underligt. Vi gik ud i solen beriget af denne sorgfulde musik. Og med et lille smil på læben over underskønne Karolina Bogus. Kun velanstændigheden afholdt mig fra at springe ned på scenen for at give denne vævre kvinde et varmt kram!

På vej ud hørte jeg nogle ældre publikummer hvisle om, at man da ikke kan forvente, publikum kommer tilbage efter at få serveret så moderne musik

Nu siger man jo ikke noget som høfligt menneske. Men det, jeg ville have sagt, var, at netop denne art musik må og skal på programmet. Vi kan ikke blive ved med at få serveret sikre navne fra Haydn til Schubert.

Det er fantastisk at disse dygtige musikere og Odeon tør sætte relevant moderne musik på programmet. I mandags, da jeg var til indstillingsmøde for Odense Musikudvalg, var det en af diskussionerne. Forholdene for den nye musik, muligheden for at tale til et nyt, yngre publikum. Jeg valgte ikke at stille op til udvalget, men i stedet give min støtte til den kandidat, jeg kunne se flest af mine tanker om Odenses klassisk musikliv i, Katrine Nordland. Hun er kendt for koncertintroer for Symfoniorkestret, for sit virke i musikbiblioteket, som nu desværre skrumper og flytter. Katrine blev til at begynde med valgt, og jeg åndede lettet op over, at hendes konservative modkandidat ikke blev valgt. På grund af en absurd optællingsfejl blev resultatet vendt om et par dage senere. Ikke godt. Jeg tror ikke på, at den klassiske musik i Odense skal plejes med en tro på, at folk nok kommer af sig selv, at der ikke skal rækkes ud til unge uden for konservatoriet.

Symfoniorkestret gør meget for at forny publikum, hvilket er afgørende for, at denne kulturform ikke forsvinder. Jeg håber, orkestret også tør sætte klassikere fra det 20. århundrede på programmet. Jeg kunne mærke på publikummet i dag, at man er klar til at nyde musik fra det århundrede, de fleste af os er født i. Man kan godt andet end det sikre. Og ja, så vil der være ældre publikummer, der sorteres fra, fordi de ikke kan andet end det klassisk-romantiske. Bare ærgerligt. Til helvede med traditionen. Som Mahler sagde: ‘Det, I kalder jeres tradition, det kalder jeg jeres ligegyldighed og sjusk.’

Jeg glæder mig til mere moderne kompositionsmusik i Odense. Og til flere matineer i Odeons dejlige sal!

 

Hvad: Søndagsmatiné med musik af Guettler, Schubert og Sjostakovitj

Hvornår: Søndag. d. 8. oktober 2017

Hvor: Musikkonservatoriets nye sal i Odeon, Odense

Hvem: Toms Timofejevs, kontrabas – Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte – Berit Juul Rasmussen, klaver – Rafael Altino, bratsch – Karolina Bogus, klaver

Game of Thrones: Macbeth på Odeon

Siddende på umagelige klapsæder a la campingplads fik jeg og min teatermakker oplevet Odense Teaters nye sal på Odeon, indviet i blod og vand via Shakespeares Macbeth. Et af de korte Shakespeare-stykker, men med nogle af de mest kendte monologer. Stykket er nybearbejdet og iscenesat af Simon K. Boberg, og Macbeths univers er reduceret til mørke, røg, blod, lædertøj og uforklarlig halvnøgenhed – egentlig ret meget som HBO-serien Game of Thrones, som alle – eksklusive jeg – åbenbart elsker.

Jeg er hverken teater- eller shakespearekender. Men hvis jeg skulle beskrive den dramatiske bue i denne forestilling, ville jeg sige: Det går fra dystert til rigtig forfærdeligt. Der er intet lys noget sted, det er en lang rædsel. Lige så unuanceret som den utroligt larmende musik, der drøner gennem stykket. Det er bare en mur af lyd, som stykket er en mur af vold. Det forbliver gådefuldt for et moderne menneske, hvorfor Macbeth ender, hvor han ender – med mindre man slæber sin egen psykologiske sans ind i teatersalen og husker det gamle ord om, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut.

Den nemme mand

I forestillingen ligger forklaringerne lige dele i en heksespådom og hos den fra starten helt utroligt brutale lady Macbeth. Hun behøver bare beklikke hans maskulinitet og ambitionsniveau – så er han og hun allerede i gang med at planlægge mord. Det ender med to timers aflivning af indbildte og reelle modstandere, egentlig ganske uforklaret. Jeg siger ikke, vi har brug for at blive mindet om, at Macbeth muligvis havde en hård barndom eller problemer med selvværdet. Men når udgangspunktet er, at han er general – og dermed allerede voldsparat – og simpelthen bare bliver mere voldsparat, så mangler mellemregningerne fuldstændigt.

 

Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow,
Creeps in this petty pace from day to day,
To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools
The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life’s but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,
And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.

 

Anmelderne har ikke været flinke ved Lady Macbeth, spillet af Marie Dalsgaard

Fejlcastet, har man sagt om Marie Dalsgaard. Jeg og min teatermakker tenderer mod at være enige. Ikke overbevisende. Uden den intelligente manipulators og blodliderlig furies vildskab. Forceret, ikke troværdigt. Jeg kan godt have ondt af hende, for hun kæmper for rollen. Men hun er alt for lys og lyrisk til denne dronningeheks.

Claus Riis Østergaard passer derimod som fod i hose i rollen som Macbeth. Han får ikke lov at afsøge de mere poetiske sider af sine monologer, men som marionet i et fysisk drabeligt spil om magt er hans præstation spot-on, hans vanvidscener er ikke just diskrete, men komplet psyko.

Bedst kunne jeg lide Jon Lange som Banquo – der starter som en af Macbeth’s venner og ender som hakkebøf – og Nicolai Jandorf som Macduff, der i stykket er Macbeths primære banemand. De to var ikke bare marionetter i et spil større end dem selv; der foregik noget bag øjne og ansigter, der rummede mere, noget gådefuldt.

Stykket spilles ikke med moderniseret sprog, men som klassisk Shakespeare med blankvers – hvilket gør det lidt svært at følge de hurtige dialoger. Hvis man ikke har læst op på sin Shakespeare med jamber og pentameter og blankvers, så kan der smutte en hel del dialog i røgen, som driver rundt om og på scenen.

Rammerne?

Tjah, Odeon ligner lidt en ny provinslufthavn indvendigt. Plasticagtig. Der er endda en ølbar med høj popmusik – og man kan også købe flødeboller der. Et sted reklameres med 6 store fadøl for 250 kroner. Det hele er meget lyst og glat. Jeg kom også til at tænke på, at det kunne ligne en udvidelse af Rosengårdcentret.

Odeon interiør

Odeon interiør

Teatersalen er yderst skrabet. Man sidder som kyllinger på campingstole med klapsæde – så smalle, at ingen normaldansker har plads i bredden. Man kommer hinanden ved! Rigtig meget ved, nærmest lag på lag. Temperaturen stiger støt til det, der føles som knap 30 grader, og scenens opbygning er så rektangulær, at man får hold i nakken, hvis man – som vi – sidder lidt ude i den ene side af salen.

Campingstol i Odeons teatersal

Campingstol i Odeons teatersal. Den ser betydeligt større og mere behagelig ud, end den reelt er.

Kommer man i god tid, henviser en bestemt, ung dørkvinde én til venligst at deponere jakker og selv små tasker i garderoben. Hvis man derimod kommer anstigende lige før, dørene lukkes, kan man åbenbart tage det hele med ind.

Prisen for en billet er 270 plus 20 til garderobe (hvis man mister den lille stump plastic med ens garderobenummer, så koster plasticstumpen 50 kroner i gebyr – det står med store bogstaver på stumpen; det har jeg godt nok aldrig set før). Med andre ord kommer man let af med 2-3 gange en biografbillet. Og til den pris fatter jeg ikke, at Odeon byder et kulturbærende publikum så ringe komfort. For den samme pris kan man sidde behageligt polstret inde ved naboen, Odense Koncerthus, og få stor kunst serveret af 70-100 musikere!

Havde teaterbilletten til hønserækkerne i Odeon kostet en flad 50’er, så …. fint nok. Men 290 kroner med det hele … Det kan da ikke gå på den måde. Hvilken designer er sluppet igennem med den tossede opbygning? “Det skal gøre ondt at gå i teatret, det skal være ukomfortabelt, man skal kunne mærke det!”. Glem det. Jeg tror, det desværre i længden kan komme til at betyde tab af publikummer.

Den sidste symfoni i verden

Langt de fleste værker af Beethoven, du kender – Skæbnesymfonien, Eroica, Pastoralesymfonien, Måneskinssonaten, Für Elise osv. – stammer fra Beethovens ungdom eller hans tidlige, såkaldt heroiske fase. Efter denne eksplosion af mesterværker skrev han en række værker, der var ganske populære i samtiden og indbringende for ham, men som i dag næsten ikke spilles. Tiden er løbet fra dem.

Decideret pinefuld at lytte til er ‘Wellingtons Sejr’, et krigerisk monstrum fra 1813, der blandet andet inkluderer skralder. Men der var penge i skidtet for Beethoven!

 

I slutningen af Beethovens liv blomstrede hans kreativitet op igen. Han skrev en række sene klaversonater, avanceret kammermusik og korværket Missa Solemnis – og så Den Niende. Hans sidste symfoni. Nogle gange kan man tænke: Hvad nu, hvis Mozart havde fået 40 år mere? Eller hvis Mahler havde fået 20 år mere? Eller Mendelssohn, eller Schubert … eller hvad nu, hvis Beethoven havde fået 20 år mere?

Men desværre døde han døde 56 år gammel af højst mærkværdigt sammenrend af fysiske og psykiske sygdomme. Og det hedder sig, at et tordenvejr brød løs, da han døde. Hvilket lyder mistænkeligt som Jesu’ lidelsesberetning i det nye testamente.

Wagner mente, at med Beethovens niende var alting sagt om symfonien – der var ikke flere måder, man ville kunne udvikle formen på. Han tog fejl, heldigvis. Men anekdoten siger, ligesom den Jesus- lignende historie om hans død, en hel del om den enorme ærbødighed, der hersker om netop dette værk, ja som hersker om Beethoven selv. Ikke engang i hans samtidig var nogen i tvivl om, at han var the man, den største af de store. Det siges, at compact disc’ens længde blev fastlagt til netop 75 minutter, fordi så kunne formatet rumme Den Niende.

Alexander Vedernikov

Maestro Vedernikov modtager publikums hyldest efter Beethovens Niende i Odense Koncerthus 7/9. Til højre for ham tenor L’udovit Ludha fra Slovakiet.

Og så er det, jeg som den sædvanlige Rasmus Modsat må sige…. hænger værket egentlig sammen? Tre symfonisatser med påskruet kantate (altså værk for orkester og sangere)? I de tre første satsers vandring fra urmørket, en art skabelsesberetning i toner, over stridbar march i andensatsen til tredjesatsens himmelske strygerflader er jeg helt med. Men den her slutsats. Den påduttede hallelujah-optimisme om, at alle mennesker og lande måtte blive brødre. Jeg kan ikke helt følge den mere. Underholdende? Absolut! Men der er noget kantet over musikken. Som om, den er sat sammen med tape og prøver at overbevise sig selv om sin egen umiddelbare glæde.

Decideret stødt er jeg af denne strofe (i min kluntede, direkte oversættelse):

Ja, selv den, der kun formåede at vinde en eneste sjæleven
er med her.
Og den, der aldrig har kunnet det
må grædende snige sig ud af vores glædesfælleskab.

Der er noget ubehageligt ved denne tvang til glæde. Denne eksklusion af den ulykkelige. ‘Vi gider kun have dem med, der morer sig, og som er social.’

Jeg hører til dem, der mener, at god musik har personlighed. Hvis musikken er god, kan man genkende komponisten på tre toner og et trut i en trompet. Det kan man med Beethovens musik. Den emmer bare af ham; det bryske, kæmpende, tilkæmpet inderlige. Og jeg hører også til dem, der mener, at den musikalske personlighed og den virkelige komponistpersonlighed deler træk (hvordan skulle det kunne være anderledes?) Vi ved, at Beethoven ikke havde let ved at komponere. Han lavede skitser, mange skitser. Stregede ud, glemte at spise, lod natpotten stå fuld under klaveret, fordi den eller den sats bare ikke ville, som han ville. Han var i udpræget grad en komponist, der kæmper med sit stof. Mange gange lykkes det ham at transcendere sine kampe – det er typisk i de langsomme satser, som er de satser, jeg holder mest af. Her er kun rester af kamp tilbage. Som nu i tredjesatsen af Den Niende med dens lange strygermelodier og den smukkeste træblæser-episode, jeg på stående fod kan komme i tanke om.

Men så er der slutsatsen med oden ‘An die Freude’ af Schiller. Her er bruddene tydelige, og de undergraver hallelujah-stemningen. Starten af satsen starter med snak uden ord, celli og kontrabasser snak-spiller en indledning igennem. Man kan tydeligt høre, musikken har konturer af sætninger, umusikalske sætninger. Beethoven afbryder for første gang i musikhistorien en symfoni for at lade en menneskelig stemme tage over. Det er en revolution: “Venner, ikke disse toner! Lad os istemme behageligere og glædeligere toner”, afbryder bassen – som under koncerten her til aften var placeret under orgelet på bagvæggen. Ikke en nem position fra hvilken at synge hen over et orkester, hvorfor bassen Petr Migunov havde problemer med at have luft nok til de lange, svært sangbare strofer. Det er han ikke den eneste, der har haft svært ved.

Beethoven var pianist og ikke den heldigste komponist for den menneskelige stemme.

Ikke hallelujah-‘lad os alle være brødre’, men det i satsen, der synes at undergrave dette udsagn er nu blevet det væsentlige for mig. I 1989, da jeg for første gang var til koncert i Odense Koncerthus, var der også Beethovens niende på programmet. Dengang som teenager kunne jeg endnu gå all in på det glade budskab, mens den dystre episode i slutsatsen forekom mig mærkelig. I dag har jeg det omvendt. Jeg føler mig godt underholdt af den store melodi, ‘Freude, schöner Götterfunken….’. Men guldet gemmer sig i Beethovens og Schillers ubevidste eller bevidste undergravende virksomhed. For i en senere strofe synger koret pludselig (og den tager vi på Schillers tysk):

Brüder, über’m Sternenzelt
Muss ein lieber Vater wohnen.
Ihr stürzt nieder, Millionen?
Ahnest du den Schöpfer, Welt?
Such’ ihn über’m Sternenzelt!
Über Sternen muss er wohnen.

Her kommer tvivlen ind. Ikke: ‘Over stjerneteltet bor Gud’, men: ‘Over stjerneteltet Gud da bo’. Jeg aner næsten et spørgsmålstegn til sidst. ‘I styrter ned, millioner, aner I skaberen’. Det er her, jeg finder Beethovens urolige, kæmpende sjæl; en sjæl, der siger det moderne menneske noget. Vi er alle tvivlere i den samme båd; fælles om at tro og tvivle på noget større.

I senere år er det blevet moderne at spille Beethoven gammeldags. Med mindre orkestre, uden vibrato, hurtigere. Den praksis betyder, man får langt flere dynamiske udsving med; musikken bliver mere adræt. Ikke at jeg er ubetinget fan af det. Men jeg synes, det var noget, man kunne eksperimentere lidt med i Odense. Et stort orkester med kor og solister får noget massivt over sig. Sine steder under aftenens koncert var jeg henrykt. Filharmonisk kor var sammen med Den Jyske Operas Kor som sædvanligt fantastisk! Den rolige del af den vilde andensats (man kalder denne rolige del for ‘trio’) lykkedes super godt. Men vi holdt os til en massive, underholdende, ikke sjælerystende Beethoven. Den Niende er umulig at slå ihjel. Men jeg håber, orkestret vil finde kammerspillet frem senere på sæsonen, når vi skal høre Mahlers finurlige, lette og grumme 4. symfoni. Jeg ved, I kan, odensemusikanter, for jeg mindes, hvor godt sammenspillede I var i forrige sæsons Goldberg-variationer af Dmitrij Sitkovetsky!

På trods af Wagners ord om, at man ikke kan skrive symfonier efter Beethovens Niende, har en del alligevel gjort det. Jeg kan ikke vente til at høre flere symfonier i Odense med stort kor! Hvad med Mahlers 8., som de spiller igen og igen i København?

 

 

Odense Symfoniorkester

Mine helte for i aften: Cellisterne og koret.

I biografens dybrøde: Hvornår kommer der et mesterværk?

Der er langt mellem de virkeligt store snapse i biografen. Sådan må det være, når film primært handler om profit. Det er svært at finansiere film, og meget svært at gennemtrumfe en kunstnerisk vision.

Senest er det blevet til Dunkirk af Christopher Nolan – den ikke-dumme blockbusters mester. En film om de strandede, allierede soldater på den franske kyst, der angribes af tyskere fra luften og alle andre retninger. De skal væk – og det sørger almindelige fiskere i deres både og andet godtfolk for. Ørepropper anbefales, da skibene går ned og ned og ned i ét væk, og kuglerne fløjter om ørerne. Underholdende er den. Men krigsfilmmesterværker som Das Boot eller Apocalypse Now når den ikke. Dertil er den for springende mellem persongrupper.

Annabelle 2: Begyndelsen … Nej ok, der forventer man ikke mesterværk. En gruppe forældreløse piger installeres i et uhyggeligt hus hos et par, der har mistet deres barn. Allerede der tænker man jo: kom væk. Men det gjorde man også fra første sekund af The Shining, en af de store gyserklassikere med Jack Nichoslon som familiefaderen i et øde hotel. Princippet i Annabelle 2 er chok, ikke så meget gys. Gys kræver opbygning, at publikum fodres med informationer, personerne på lærredet ikke har. Men i film som denne ved vi tilskuere nogenlunde det samme som de stakkels piger og den hjertegode nonne. At filmen så er mere fyldt med plothuller end en schweizerost er en anden sag. Hvorfor fa’en flygter I ikke fra det hus, tænkte jeg hele tiden!

Valerian and the City of a Thousand Planets: en orn’lig gang underholdning af Luc Besson. Masser af kulør og skøre, visuelle gags. Jeg var meget underholdt, selvom ligheden med tegneserierne, filmen baserer sig på, er ganske perifer.

May God Save Us (Que Dios Nos Perdone): Den spanske krimi af Rodrigo Sorogoyen om en seriemorder, der har set sig gal på ældre damer. Reklameret som en moderne udgave af Se7en, ser satte hele seriemorder-genren på landkortet i 90’erne. Men den når ikke Se7en’s højder. Kun det mørke, de to naturligvis helt forskellige politimænd trækkes ned i, gør filmen interessant. Men det er jo efterhånden en klassiker, at en morder viser sig at være patetisk taber, og at politifolk ender med at ligne forbyderen. Vi trænger til fornyelse af krimigenren. Noget a la den argentinske melankolske krimi, Øjnenes Hemmelighed, der udkom for nogle år siden.

Bach med krummelurer

Bach har altid krummelurer. Det er barok. Barok er krummelurernes og forsiringernes tid.

I dag indbød Odense Domkirke med domorganist Randi Elisabeth Mortensen til orgelkoncert i Luthers tegn her i 500-året for reformationen. Ganske gratis koncert! Er det ikke et godt kulturtilbud?

 

Programmet hørte ikke til de poppede inden for Bachs komplicerede skaberværk. Han ville gerne gå ind i historien som den 5. evangelist. Nogle gange taler en evangelist klart. Andre gange mere komplekst. De tre værker o dag – præludium og fuga i es BWV 552 og salmebearbejdningen ‘Vater unser im Himmelreich’ – stiller krav til lytteren. En udfordring er altid godt. Men det kan være lidt svært at springe på bussen med de værker.

Et kirkeorgel lyder altid fantastisk. Men i meget forsiret musik med et væld af detaljer har domkirkens orgel en lille tendens til at mudre til. Om det er orgel eller rum kan være svært at afgøre.

 

Beethoven 5 – Rachmaninov 3

Beethovens ‘Kejserkoncert’ – måske skulle man bare kalde den hans 5. klaverkoncert, for reelt ved ingen, hvorfor den kaldes ‘Kejserkoncerten’. Beethoven kan ikke selv have fundet på titlen. Der var iskold luft mellem ham og den Østrig-Ungarske kejser på grund af Beethovens revolutionære sindelag. Men koncerten har noget pompøst over sig. Og den er ubetvivleligt et højdepunkt inden for den klassiske tradition. Så lidt royal har man lov at tænke koncerten.

Nyt koncertsystem fra næste sæson skaber furore

Det er med at nyde disse torsdag/fredag dublet-aftener, inden de er væk! Programmet er lagt om for næste sæson, så dubletfredagene udgår til fordel for et nyt koncept betitlet ‘familiekoncerter’. Disse starter tidligere og er meget kortere. Det har vakt furore blandt nøglekunderne, at orkestret satser meget tydeligt på børnefamilier, at nøglekunderne kan bestille billetter en uge efter de kunder, der bestiller hele serier… Og blandt de, jeg har talt med, er der generelt en følelse af let disneyficering af orkestret. Jeg har fået lov at skrive teksterne til serien ‘Frihed’ i kataloget, og også jeg fik et hak i tuden over at skrive poppet. Det er en balancegang at sælge uden at oversælge. Og man kan markedsføre arrangementer for poppet, når vi snakker klassisk kunst. Det har jeg et medansvar for, hvis det er sket, og det maner til eftertanke. 

Jeg er splittet om forandringerne fra næste sæson. På den ene side bør man gøre, hvad man kan, for ikke at støde det store, bærende og modne publikum fra sig. På den anden side kan det ikke blive ved at gå med en så høj gennemsnitsalder i salen. Men jeg kan komme i tvivl, om Disney og børnefamilier er vejen frem. Salen bliver fyldt, jovist, når hele familier tager af sted sammen. Men som bærende publikum i en tung, symfonisk tradition ville jeg mere satse på gymnasier, universiteter osv. Jeg ville ikke selv have fået meget ud af at høre eksempelvis Bruckners 4. symfoni, da jeg var 10 år.

Men politikernes øjne er stift rettet mod kulturbudgetterne

Kan man i længden forsvare symfoniorkestre, mens børn mangler pædagoger og de ældre mangler varme hænder? I en situation, hvor Odense Kommune har fået lov at hæve skatten, bør man i tide afværge nye politiske forsøg på at angribe vores dejlige orkester. Andre orkestre har også diversificeret og spiller mere og mere filmmusik og musik for børn. Men jeg har en nagende fornemmelse af, at der saves i den gren, man sidder på. Personligt ville jeg ikke have noget imod, at en tung symfonisk aften suppleres med filmmusik af øverste hylde. Far til fire og Schuberts ‘Ufuldendte’ er åbenlyst et elendigt match. Men en aften med Richard Strauss, Arvo Pärt og Hans Zimmers musik til Interstellar? Hvorfor ikke? Det er ikke en familieaften, men nu mener jeg så også, man er potentiel kunde, når man er blevet kulturelt bevidst. 

Beethoven: Den stovte klippe i musikhistorien

Beethoven, der skabte den musikalske romantik. Eneren, jernviljen, den bryske, den døve, den første kunstner i moderne forstand inden for musikken. Beethoven den revolutionære, den vilde og voldsomme. Komponisten til den monumentale 5. klaverkoncert, Kejserkoncerten, som OS spillede torsdag og fredag aften denne uge. Det er musik af en kvalitet, der gør den umulig at ødelægge ved en dårlig udførelse. Men det behøvede vi heldigvis ikke spekulere over denne gang, for Kejserkoncerten fik en gedigen opførelse. Andreï Korobeinikov sad ved klaveret, og maestro Verdernikov stod på pulten. Klaveret…. et Steinway. Det havde en hård, let plirrende tone i starten. Det havde godt af den gradvist stigende temperatur og luftfugtighed i salen. Beethoven skriver i øvrigt ikke nemme passager for waldhorn – de stritter direkte ud og har ingen at læne sig op ad i orkestret. Falske waldhorn hos Beethoven er desårsag hyppigt hørt. I er tilgivet. 

Telefonopkald fra Gud

Holdt op imod Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte efter pausen, stråler Beethoven af klarhed, fantastiske melodivariationer og den her sære storhed, som ingen kan forklare. Der findes et berømt interview med dirigenten Leonard Bernstein, hvor han analyserer Beethovens evne inden for melodik, harmoni, orkestrering. Og der er intet fantastisk ved noget af det isoleret set. Ikke engang Bernstein kan forklare, hvorfor Beethoven så er så fantastisk. Ud over at sige, at det er den helt særlige måde at sætte det hele meningsfuldt sammen, som gør det. ‘Det lyder, som om det er indtelefoneret fra Gud!’ Beethoven er magisk, fantastisk. I senere år er hans symfonier ofte spillet hurtigere, strammere og slankere end man traditionelt har gjort. Det kunne være spændende også i Odense at høre en slank, adræt Beethoven supplere den fyldige og romantiske Beethoven. Det være sagt med den største respekt for den romantiske spillestil. 

Hvem siger, musik handler om følelser?

Uden at vi hver især ved, hvem der gjorde det, har nogen engang lært os, at komponister udtrykker følelser i deres musik. Fortrinsvis deres egne følelser. Nogen har lært os, at musikken er følelsernes sprog, og at når vi taler om musik, skal vi tale om følelser. Musikteoretikere har i ca. 150 år prøvet at lære os at nuancere vores sprog om musik. At musik ikke handler om følelser, eller i hvert fald ikke kun om følelser. Lige meget hjælper det: Når vi lytter, tænker vi, hvad betyder den her musik egentlig? Og så griber vi til biografien for at forstå. For at komme ind til hændelser i komponistens liv, der giver adgang til dennes følelser, der så giver adgang til en form for forståelse af musikken. Som årene som klassisk musiklytter går, bliver det svært at gå til musikken med friske ører. Ører, der endnu ikke har lært, hvad de skal mene, føle og lytte efter. Lagene af lærdom og meninger sedimenterer sig oven på lytteoplevelsen. Ikke at erfaring og lærdom gennem mange års passion for klassisk musik er dårlig, slet ikke. Men man kan blive langsomt fanget under disse sedimentlag af egne og andres meninger.  

Beethovens liv og personlighed stod i stærk kontrast til hans musiks selvfølgelighed

Hans forældre havde hørt om barnestjernen Mozart og ville da også gerne have sådan en stjerne i familien. Så Ludwig blev pacet frem. Han blev som ung sendt til Wien for lige at få den sidste finpudsning hos Haydn. Han brød sig ikke om Haydn, men så alligevel sit snit til at blive i Wien. Og havde det ikke været for dette og for problemer med hørelsen, var han nok ikke blevet det menneske og den komponist, han blev. Høreproblemerne startede med at gøre sig bemærket, da Beethoven var ca. 30 år gammel, og endte i total døvhed omkring 50-års-alderen.

Ikke at kunne høre var én ting. Han led af et væld af andre lidelser oveni. Og han havde et sind, der i dag nok havde givet ham stemplet ADHD. Voldsom, ukontrolleret vrede kunne tage magten fra ham, og han led selv under de manglende sociale evner. Afstanden til andre mennesker voksede, og han var udmærket klar over det. Det blev til stormfulde affærer med borgerskabets kvinder, men et fast forhold eller ægteskab blev det ikke til.

Pæn fremtoning og huslig rengøring interesserede ham ikke

Madrester kunne i perioder ligge fremme i dagevis. En fyldt natpotte stod strategisk placeret under klaveret. Stuepigerne jog han væk i højt tempo. Fra hans dagbog for 1820: “17. april: køkkenpige ansat, 16. maj: køkkenpigen opsagt, 19, maj: køkkenpige ansat, 30. maj:  hushjælp ansat, 28. juli: køkkenpigen er flygtet, 30. juli: ansatte en kvinde fra Unter-Döbling, 28. august: fyrede kvinden….” Og sådan fortsætter det side op og side ned. “Lige fra skopudseren til kejseren er folk i Wien intet værd”, skal han have vrisset. Han larmede på klaveret, så han ustandseligt måtte flytte.  

Få år efter at have skrevet den 5. klaverkoncert (den skrev han i årene 1809-11) bruger Beethoven sit navn og indflydelse til gennem retssager at vinde forældremyndigheden over nevøen Karl fra sin svigerinde, som han anklagede for dårlig moral. “Nattens dronning”, kaldte han hende, og det kan man så lægge i, hvad man vil. Når man fjerner en dreng på 9 fra sin mor, og man har et temperament og sociale færdigheder som Beethoven, må det ende galt. Det gjorde det også. Den ugifte Beethoven opdragede drengen hårdt. Som 20-årig forsøgte nevøen at tage sit eget liv.

På trods af alt dette tilgav wienerne ham hans særheder

De vidste, hvor betydningsfuld han var. En excentriker, der virkelig kan noget, har altid været let at tilgive. Beethoven forblev tro mod de franske revolutionstanker hele livet: Frihed, lighed, broderskab. Derfor ville det øverste lag af kejserfamilien ikke røre ham med en ildtang eller høre hans musik. Men niveauet af adelige lige under kejserfamilien forgudede Beethoven og støttede ham finansielt – hvilket virker helt uforklarligt. Men Beethoven dedikerede sine værker til dem, der betalte gildet – og så er selv et revolutionært sind til at holde ud for hertuger og prinser.

Intet af alt dette kan man høre i Kejserkoncerten. Titlen er en gåde – apropos det spændte forhold til kejseren. Koncerten har noget majestætisk over sig, og måske opstod navnet på den måde. Tilnavnet stammer i hvert fald ikke fra Beethoven selv. Kejserkoncerten står som et afrundet stykke musik, der ikke betyder noget andet end sig selv. Den er gylden og harmonisk og fortæller intet om Beethovens liv. Da Beethoven opdagede, hørelsen var ved at blive ødelagt, skrev han sig som en sand fighter ud af denne livskrise gennem en serie af heroiske værker. 4. klaverkoncert, ‘Eroica’-symfonien, ‘Skæbnesymfonien’ osv. Værker, der vidner om tragik og viljen til at overvinde mørke og modgang.

Men reelt siger denne tråd mellem liv og værk ikke så meget

Og i ‘Kejserkoncerten’ er der intet biografisk tilbage. Hvilke følelser er der at tale om? Noget pompøst, majestætisk, en himmelsk ro i den langsomme sats, fejring i den sidste sats. Men det er jo ikke følelser. 
Så komponistbiografier er ikke til megen hjælp, når musik skal forstås. De kan give et lille glimt af en personlighed, man måske kan genfinde i værket. En forståelse for musikkens samtid kan være med til at forklare, hvorfor musikken endte med at få den eller den form. Og på et tidspunkt er den form ikke længere relevant for lytterens samtid. Men indtil da er stor musik som små verdener i sig selv. Nogle er smukke, andre drabelige, det grimme har sin plads, nogle værker nager som sten i skoen, andre går op som et perfekt regnestykke. Beethoven skrev en majestætisk klaverkoncert, fordi han kunne. Han gav den sin musikalske personlighed. Og forlod så klaverkoncertformen for altid.

Rachmaninov har jeg det til gengæld svært med

Russeren, der som så mange andre kunstnere flygtede fra revolutionen i starten af det 20. århundrede, var en stor klavervirtuos. Men som komponist … Måske skal man være russer for helt at forstå dette langmodige konglomerat af svulstighed og hårrejsende banaliteter i hans tredje symfoni. Pludselig kan han skære igennem med en fantastisk musikalsk idé, men den store symfoniker var han altså ikke.

I 2017-18 programmet for OS er Rachmaninovs Symfoniske Danse sat på programmet. Dem glæder jeg mig til. Her er han på sin absolutte højde i et værk fra 1940’erne, der emmer af den romantiske traditions solfaldsglød. Jeg mener ikke, det er forkert at sige, at Richard Strauss og Rachmaninov i 1940’erne udgør en strålende coda på den romantiske musiktradition.

 

 

(Strækninger i dette blogindlæg er også bragt i seneste nummer af Odense Symfoniorkesters blad, VirtuOS.)

 

 

 

Skønheden redder verden, min dreng. Odense Symfoniorkester og den Franske Forbindelse

‘Det bliver skønheden, der kommer til at redde verden, min dreng’, sang rocklegenden Nick Cave for nogle år siden. Og måske har han ret. Verden, vi lever i, indeholder meget grimt, ondt forfærdeligt. Tv-skærme, sociale medier, aviser svømmer over i tragedier, der i stadigt mere udpenslet vulgære former møder vore øjne og ører. Den ene udemokratiske, narcissistiske statsleder efter den anden vælges ind i tilsyneladende uendelige embeder af nervøse masser, der vil have lette løsninger. Nu er det efterhånden forbudt at have læst en bog; for så er man en del af  ‘eliten’.

Men nogle gange kan sådan noget som dette ske:

Den store melodi

For at forberede min koncertkammerat, Alexander, på, hvad han havde i vente med aftenens koncert med OS, Odense Symfoniorkester, placerede jeg ham en dag strategisk foran mine højttalere og spillede ‘den store melodi’ fra slutningen af franske Camille Saint-Saëns’ Orgelsymfoni for ham. Det er den melodi, berlinerne spiller i clippet ovenfor.

Virkningen på min kammerat var nærmest fysiologisk. Med et ‘åårh’ lænede han sig langsomt tilbage i en tilstand af salighed. Sådan virker stor skønhed på os. Den er overvældende, saliggørende. I en af mine yndlingsfilm, Den Store Skønhed, falder en japansk turist bogstaveligt talt om på grund af Roms skønhed. Skønheden behøver ikke betyde det fjerneste. Men vi bliver rørt, fordi den viser os, verden indeholder stor skønhed – hvilket som sagt er nemt at glemme med alle de indtryk af grimhed, vi konfronteres med og selv deltager i. Sådanne oaser af skønhed lod Odense Symfoniorkester os opleve under gårsdagens koncert.

Vi indledte med Prokofievs flotlette første violinkoncert, hvor unge og skødesløst kompetente Boris Brovtsyn førte os gennem et tonelandskab, der mindede mig om bøgeskove og Mendelssohns fe- og alfemusik. Stor skønhed træder bedst frem på en baggrund af konflikt og kontraster. Prokofievs maniske melodier er den perfekte baggrund for at give os lyttere en frydefuld opstigning til en blå himmel med små vattotskyer i slutningen af violinkoncerten. Det skal høres for at forstås. De her ord en en bleg afglans af den befrielse, der ligger i violinkoncerten. Symfonikerne spillede langt hen ad vejen denne fine musik fra den først verdenskrigs turbulente tid som små englebasser.

 

Boris Brovtsyn (f. 1977) legede sig igennem Ravel og Prokofiev.

Og efter pausen kom så Saint-Saëns mesterværk, den tredje symfoni

… som besvarede et brændende spørgsmål: Duer Odense Koncerthus Marcussen-orgel egentlig til noget, eller er det bare vægpynt og en forskræmt lille salmecykel? Svaret er: Ja, det duer til noget, og nej det er ikke et sky husorgel! Vel er det ikke det største grej i verden, men det stod distancen. Den langsomme sats i symfonien var den første balsamiske oase. En lang, ufatteligt smuk melodi med støtte af et orgel kan ikke undgå at virke fysisk på os. I romantikken, som Saint-Saëns befandt sig på bagkanten af, havde man endda et begreb for den psykosomatiske tilstand af pulsændring og let svimmelhed som oplevelsen af kunst eller af mange kunstværker inden for kort tid kan bevirke: Stendhal syndromet. Jeg tror, vi var mange, der under denne langsomme sats, lænede os behageligt svimle tilbage med et ‘aaaah’. Skønheden fik os til at ånde lettet op. Den store melodi i slutningen af værket er det, man venter på, når man kender værket på forhånd. Der fik vi aftenens største ‘aaaah’-oplevelse. Vi var i en verden af c-dur, et brag af lys, der sendte os glade ud i natten.

Hårdkogte musikteoretikere som tyskeren Theodor Adorno afskyede denne musik

Fuld af løgn, ville han have sagt. En bedøvelse, der lokker os ind i passivitet og glemsel for verdens problemer. Ikke den ægte verden, ville han have sagt! Sådan har jeg det med dansktop-musik – der tillader jeg mig at være skamløst elitær. Men stor og veltillavet skønhed som denne symfoni, den lille oase af fred og lys lader jeg ingen tørre teoretikere tage fra mig. Den store melodi går lige ind, bagom al forstand, bagom alle tanker om ‘god smag’ eller kritik. Lige i hjertet.

Symfonien er fra 1886, en luksuspræget tid, hvor kunst havde taget religionens rolle og intet var prangende nok. Saint-Saëns læremester, Franz Liszt, introducerede orgelet i den symfoniske tradition i 1850’erne. Men vi skal nogle år frem, før Mahler og Saint-Saëns og Richard Strauss for alvor får dets potentiale frem i ikke-kirkelig sammenhæng. Odense Symfoniorkester er i en spændende udvikling, hvor man tumler nogle af de virkeligt tunge, fysisk og psykisk krævende monumentalsymfonier af fx. Mahler og Bruckner. Jeg håber, man en dag vil tage livtag med Mahlers 8., der også kræver orgel! Eller hvad med ‘Also Sprach Zarathustra’ af Richard Strauss?

 

OS modtager publikums hydelst efter Saint-Saëns store c-dur slutakkord

Én gang til!

På vej ud af koncertsalen i går aftens hørte jeg mig selv sige til min kammerat: Man burde næsten tage ind igen i morgen og høre det forfra… Det hører man mig sjældent sige. Ikke fordi en koncert har været dårlig, men fordi man egentlig er godt tilfreds og mæt efter en god koncert. Men behaget ved at blive bedøvet i skønhed, som det skete i går aftes, kan man ærligt talt godt bruge to gange. Med Goethes ord skal man søge at være i selskab med folk, der laver og elsker musik.

 

Wo Musik ist, da lass dich ruhig nieder. Böse Menschen haben keine Lieder

–   Johann Wolfgang von Goethe