LightLeaks

Blog & Fotokunst

Jim Lyngvilds bibelbilleder i faaborg kirke

Siden marts og frem til efteråret udstiller den kendte håndcremeproducent og meningsmaskine, Jim Lyngvild (asatroende), 7 billeder med kristne motiver i Helligåndskirken i Faaborg. Fotos overført til store lærreder på flere meter på hver led og sat i andægtige, mørke rammer. Jeg er ikke kunstekspert eller professionel anmelder af billedkunst, så det følgende er kun en glad amatørs overvejelser.

Jesus på korset på en strand

Inspirationen til Lyngvilds kæmpestykker synes at være kommet fra barokkens malerier. Barokken startede som en hvervekampagne for at vinde de frafaldne tilbage efter Martin Luthers reformation. Reformationen fra 1517 spredte sig som en løbeild gennem Europa, og noget måtte gøres. Fra midten af 1500-tallet satte katolikkerne modreformationen i gang. Midlerne til at vinde sjæle tilbage for katolicismen: dramatisk kunst – skulpturer, malerier, bygninger og senere musik, der emmer af blod, krop, lidenskab og lidelse, død og frelse, store armbevægelser, dramatiske lys- og skyggevirkninger. Slut med renæssancens kølige, perfekte kroppe i hvile, nej, nu skulle kroppen tale. Fra malerier og skulpturer skulle kroppene fare ud i rummet, hen mod beskueren. Store navne som Rubens, Rembrandt (halv katolik, halvt protestant), Bernini, især Caravaggio. Tør jeg endda nævne Michelangelo?

Caravaggio især er interessant, fordi han i sine religiøse malerier omkring år 1600 maler kristendommens store skikkelser som du og jeg – de er som taget ind fra gaden, har levet et liv, og man kan se det på dem. Det er kunst, der taler umiddelbart til os, og hvor et drama mellem de malede personer ikke er til at overse. 

Det vil føre for vidt at forsøge at analysere alle 7 billeder af Lyngvild, selvom jeg er i tvivl om, hvor meget der egentlig er at sige om dem. Det gode ved udstillingen er, at den trækker rigtig mange mennesker til guds hus. Og den lader dem tale om kristne motiver på en måde, Folkekirken i det daglige har meget svært ved at få folk til. På den måde er der noget stort tænkt over at bruge kirken på denne måde. 

Men når det kommer til indholdet af Lyngvilds billeder, så er effekten … tjah… 

Jeg tror, Lyngvild er draget af kristendommens sprællevende kunst. Man kan sige, hvad man vil om Jesus og kristendommen, men det kunstneriske output ud fra den tradition er enorm og har tiltrukket de største kunstnere, der gennem mange århundreder har kunnet opdrives. 

Eksempel 1: Moses & Loven

Imens Moses er på Sinaibjerget at føre samtaler med Gud, begynder israelitterne utålmodigt at tilbede en guldkalv og minisamfundet opløses i nydelser. Moses kommer tilbage med stentavlerne med de ti bud og vredes over sit folks tilbedelse af rigdom og en afgud. I Lyngvilds fremstilling ses Moses med en flammende stentavle ankomme til en gruppe mennesker, som ikke danser om guldkalven. Ikke fest, men dorsk ligegyldighed præger de fire israelitter. 

Moses ankommer og ser folk tilbede en guldkalv

Barokken er kendetegnet ved fremstillinger af opsatser af frugter, vindruer og så videre, der dels skal signalisere rigdom, dels signalere forgængelighed og snarlig forrådnelse. Ikke sjældent med et kranium eller et dødt dyr ved siden af. Memento mori, kalder man det: Husk, du skal dø. Du er kortvarigt smuk og rig i denne verden, men det slutter en dag, og den sande værdi kan ikke ses, den er åndelig. Lyngvild har taget tanken til sig og drysser kranium- og frugtmotivet rundt om i de 7 billeder – således også i Moses-billedet. 

Moses stiger nøgen op over nogle sten på en sydfynsk strand (intet Sinaibjerg eller ørken her!) og møder sammenbidt, men ikke just vred, de fire israelitter, der ser ud som om de er inviteret til verdens kedeligste fest. Frugterne, der burde være i deres hænder, ligger nyttesløse på stranden. Guldkalven skænker ingen opmærksomhed. Den holdes desinteresseret af en meget moderne udseende mand, som var det en indkøbspose. Horisonten her ved stranden, hvor Moses ankommer (er han i mangel på bjerg kommet fra havet?), er helt dramaforladt. Lidt nussede småskyer mod en blå himmel, egentlig en ganske udmærket sommerdag med højst to dråber regn ud på eftermiddagen.

Intet drama, ingen interaktion mellem de afbildede personer. Alle kigger forskellige steder hen eller direkte ud over billedkanten på … Ja, hvad? Flad, ensartet belysning – så heller ikke i lyssætningen er der det mindste spor af drama. Dydigt skjuler Moses sit køn ved et fremskudt knæ – så i 2020 er det mandlige køn altså stadig tabu, mens kvinder gerne må være nøgne? 

Billedet er symptomatisk for alle 7. Elementerne og personerne i billederne er møget sammen uden nogen dybere plan eller struktur. Intet eller kun meget lidt udtryk. Jeg ville ønske, Jim Lyngvild i mangel på bedre var gået på gaden, havde fundet nogle virkelige  originaler uden perfekte kroppe og perfekte ansigter. Gør som Caravaggio – find dem, der har et levet liv skrevet i ansigtet! I stedet har han holdt sig til det, der fik mig til en klike asatroende fynboer. 

Eksempel 2: Jesus på korset

Lyngvilds personer er alle unge, velnærede, kender ikke til lidelse, har ikke levet noget liv. Ingen furer. I det store korsmotiv med Jesus er lidelsesmanden faldet i søvn på korset efter en tur i Fitnessworld. De brutale romere er åbenbart blevet søde og rare: De står ikke og håner Jesus, nej, de er smuttet. Ingen grund til at ringe 112: Flængen i Jesus’ side bør kunne klares med lidt klorhexidin og et plaster. Ikke en nagle i hænderne, intet stramt tovværk, ingen sved efter at have slæbt korset. Intet. Og igen er vi på en sydfynsk strand. Af Golgata intet spor. 

Jesus på korset

På en omvendt negativ måde gav det mig og min veninde meget at tale om. Vi forundredes. Vi talte meget mere, end når man ser endnu en lidende kristus på endnu et gotisk kors med blodet fossende ned over ansigtet og ud af kroppen, døende grøngrå og ussel. Lyngvilds Jesus lider ingen nød. Det er bare endnu en almindelig fredag på korset inden fyraften. Det er egentlig imponerende, man kan lave en jesusfremstilling så ligegyldig. Jeg kan kun gisne, at Lyngvild elsker den barokke ikonografi men som asatroende er relativt kold over for indholdet. Er de flagrende gevandter tegn på, at Jesus allerede er i himmelen, som her altså er en sydfynsk kyststrækning? Muligt, men det er en fortælling om korsfæstelse, ingen kan sætte sig ind i. Meningen er jo, at han led og døde for vores skyld. I lyngvilds vision er korsfæstelse åbenbart muskler og søvn. Den himmelske Jesus er bevidst, han sover ikke. Den jordiske Jesus lider og dør. Nej, jeg beklager, men billedet er noget miskmask. 

Eksempel 3: Opstandelsen i zoo

Et tredje billede viser Jesu’ opstandelse fra de døde. Maria Magdalene var vidne hertil. Hvilken forvirrende, stor, sjælerystende oplevelse må det ikke have været for hende! Hos Lyngvild er Maria måske segnet om, og Jesus prøver at hejse hende op igen, mens en engel er ved at trække i Jesus. Men igen: Der er intet mellemværende mellem dem. Jesus skuer ligegyldigt ud over venstre billedkanten, væk fra Maria, som han ikke er nærværende over for. 

Engel, Jesus, Maria Magdalene og dyr

Maria ligner en supermodel fanget i en modeopvisning i zoologisk have. Ja, her ved Jesu’ grad har de (udstoppede) dyr taget over. Hvorfor vides ikke. Hvis vi skal se dem som udstoppede dyr, så kan udsagnet vel være: Se, hvor døde de er – Jesus var som dem, og nu går han igen mellem os. Dyrene har alle bukket sig ned, som om de drikker af en vandpyt uden for billedkanten.

Maria Magdalene da hun ser den opstandne

 Til sammenligning her Caravaggios maleri af den vantro Thomas (ca. 1602), der sammen med andre disciple ikke kan tro, det er den opstandne Jesus. Jesus tager hans hånd og fører Thomas’ finger helt ind i sit sår. Der kan man tale om kunstnerisk mesterskab!

Jesusmaleri af Caravaggio

Eksempel 4: Lesbisk ægteskabsbrud og svag jesus

Det sidste billede, jeg vil skrive om, er det kendteste og mest kontroversielle, selvom gud skal vide, det slet ikke er kontroversielt andet end som eksempel på totalt miskmask og planløshed. 

Grebet i ægteskabsbrud hedder det. Her møder vi Jesus, der kommer for at skabe fred mellem synderen og pøbelen, ikke for at dømme nogen. I Lyngvilds fremstilling får vi både kvinden, der begik ægteskabsbrud – og også hende, hun gjorde det med. Ja, et lesbisk drama. Interessant, moderne – bestemt en værdig fortolkning.

Jesus beroliger synderinder og pøbel

Jesus siger til pøbelen: den af jer, der er fri for skyld, kan kaste den første sten. Underforstået: Døm ikke, så I ikke selv bliver dømt. Pøbelen er i denne scene igen rige, unge mennesker i dyrt tøj. Der er ikke skyggen af gadens proletariat hos Lyngvild – alt er fint og pænt. Pøbelen på tre har for to mænds vedkommende sten i hænderne, den tredje person, en kvinde, filmer med sin mobiltelefon. Det lille, forklarende hæfte, man får i Faaborg kirke, fortæller herom: “Historien taler ligeledes ind i vor tid, hvor vi ikke udskammer konkret med stening, men overført på fx sociale medier, med vore mobiltelefoner mm.” 

Men hvad er det, der sker i billedet? Jesus sidder med vanligt rolig mine med de to syndende kvinder, som han … trøster? Han har indtaget en passiv positur – der er ikke lagt op til handling fra hans side. Om de to mænd fra pøbelen hæver eller sænker deres sten, det vides ikke. Men det er sikkert, at den tredje, kvinden, filmer og dermed udskammer med sin mobiltelefon. Så har Jesus jo faktisk ikke haft held til at få ro på pøbelen og undgå, at de udskammer og dømmer andre.

Kvinde filmer med mobiltelefon, mand holder sten

Ret beset burde pøbelen pakke sten og mobiltelefon væk og skamme sig med den erkendelse, at dømmer man andre, kan dommen ramme én selv. Men det er ikke tilfældet her. Man havde også kunnet vise det øjeblik, hvor Jesus træder ind og formaner til ro – det er heller ikke tilfældet her. 

Jesus sidder resigneret og lader pøbelen udskamme de to lesbiske elskende. Underløber Lyngvild bevidst historien om fredsskaberen – eller ved han blot ikke, hvad han gør? Jeg tror det sidste. Intentionen med billedet er god, men udførelsen er dybt problematisk, noget planløst rod, hvor der intet reelt mellemværende eller drama udspiller sig mellem figurerne. 

Den østrigske kritiker Eduard Hanslick sagde engang noget , jeg har bidt mærke it: Kunst kommer af at kunne. Den, der intet kan, har kun intentioner. Jeg tror, der gemmer sig intentioner i Lyngvilds billeder, selvom de er dunkle. Og som en anden kritiker engang sagde: Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte. Min konklusion er, at billederne i kirken ikke lever op til begrebet kunst. Der kan allerhøjest være tale om flot opsat, forvirret dekoration. Kejserens nye klæder. Men man må tage hatten af for et menighedsråd, der har turdet det her projekt. Det ligger i eksperimentets natur, at det ikke altid kan lykkes. Dette eksperiment er kunstnerisk mislykket, men som trækplaster, som debatskaber, som spotlight på begrebet kristen kunst er der virkelig bang for the buck.

Det er for mig ingen skam, at Lyngvilds billeder bliver fjernet til efteråret. Selv efter, at den siddende menighedsrådsformand har sikret sig Facebooks opbakning til, at de skal forblive. Og hvorfor skulle han ikke gøre det? Lyngvild bruger ham jo som statist i et af sine billeder. 

Helligåndskirken i Faaborg set udefra
Lyngvild formår med sin berømmelse og den megen medievirak at tiltrække mange nysgerrige.

Muskuløs og intens mahler 9 – gæstespil med norges ungdomssymfonikere

Lang arbejdsdag. Mekanikeren havde for anden gang ikke kunnet reparere min bil. “Kom igen i næste uge”. Regnen var startet. Lummervarmt. Gad jeg egentlig iføre mig regntøj og cykle helt ind til Odense Koncerthus?

Ja, det gad jeg, for Mahlers 9. symfoni, the symphony to end all symphonies, stod på programmet. Den kører jeg gerne langt for. Og det viste sig at være en god idé, for Norges Ungdomssymfonikere fik meget ud af denne mærkelige, smukke, skræmmende, rørende, sarkastiske, drømmeagtige symfoni, som starter i mareridt og slutter i Nirvana.

Gustav Mahlers 9. symfoni er den sidste, han nåede at få skrevet færdig inden sin alt for tidlige død i 1911. Derfor har mange fortolket forudanelser om hans egen død ind i værket. Men fakta viser, han var i et for ham ganske normalt humør, da han skrev værket. Han havde tid til at diskutere kvaliteten af skinke med sin og konens stuepige. Der var ikke tegn på den sygdom, som slog ham ihejl. Men færdig blev han dog faktisk ikke med værket, for Mahler var først færdig, når han havde hørt og rettet sine værker – og det nåede han ikke med dette.

Musikken i dette værk er som al anden musik et eksperiment med en mulig verden. Det handler ikke mere om Mahler end om os andre. Havde han levet 20 år mere, havde han skrevet flere symfonier med andre stemninger. Må man formode.

Der er dog ingen tvivl om, at liv og død, meningen med det hele, eksistensens store spørgsmål – og hvad så bagefter? – spiller en afgørende rolle i symfonien. Ligesom det eksistentielle, de fundamentale menneskelige vilkår i denne verden findes i alle hans sange og symfonier.

I 1907 mister Mahler sin lille datter til sygdom. Før denne katastrofe var religion og kristen tro stadig en mulighed for ham. Efter katastrofen var de ikke længere mulige. I stedet nærmede han sig orientalsk visdom, musik og poesi, en dyrkelse af det uendelige, naturens cyklus og genskabelse.

Hans 9. symfoni starter med et lille motiv på 4 toner, der udgør værkets DNA. Som et lille korn vokser motivet op til 80 minutters musik. Mahlers 4 toner en omvendt udgave af et 4-tone motiv, der i hvert fald er brugt lige siden Beethoven. Man finder motivet genbrugt hos flere, centrale komponister. Schubert, Wagner, Bruckner. Det er 4 små toner har i deres oprindelige form et udtryk af patos, kraft, schwung opad mod et klimaks af følelsesmæssig intensitet, passion. Det er selve musikkens egenskab af at kunne betyde noget som helst for os som mennesker, der ligger i sådan en lille musikalsk bevægelse. Når du læser det her, kan det være svært helt at mærke meningen med det, jeg skriver her. Og i musikken lægger man kun mærke til de 4 toner, hvis man lytter meget målrettet. Men de 4 toner står for mig som emblem på den århundreder lange, germanske musiktradition, som mange opfatter som kernen i klassisk musik. Og det er disse 4 toner, tilsammen et lille motiv, som Mahler både bruger i deres oprindelige form, hvor de betyder kraft og bærer mod sejr, og i deres omvendte form, hvor de får noget mørkt og tvetydigt, opløsende over sig.

Noder i starten af Mahler 9
I starten af symfonien vender Mahler de 4 toner om, som mange andre komponister har brugt til at udtrykke kraft og patos. Effekten er dunkel og mystisk.
Noder i slutningen af Mahler 9
I slutningen af symfonien: samme motiv på 4 toner. Undervejs i symfonien har Mahler også brugt de 4 toner i deres oprindelige form som schwung op til højdepunkterne i musikken – som ender i sammenbrud fremfor gennembrud.
I clippet kan du høre de 4 toner, jeg omtaler som symfoniens DNA brugt i slutningen af symfonien: Det omvendte patos-tema fra den klassiske, romantiske symfoni- og operatradition. De høres til allersidst langsomt, inden musikken dør helt ud.

Mahlers 9. symfoni lukker den germanske symfonitradition ned. Han presser harmonierne til det yderste og lader linjerne i musikken leve deres eget liv, uden at de nødvendigvis skal klinge ‘godt’ sammen med andre linjer. Han lader musikken koge over og bryde sammen uden at sætte tingene pænt sammen bagefter, som man ellers forventer af en symfoni. Han lader den østrigske vals’ oprindelige form, ländleren, brænde sammen i andensatsen. Han flår den normalt anstændigt lystige og humoristiske tredjesats i stykker i en tornado af kontrapunkt og sarkasme. “Den er til mine apollinske brødre”, sagde Mahler, med adresse til sine lede kritikere. Tag dén, lige i ørerne!

Tydeligst kommer buddhistiske til udtryk i den lange, afsluttende sats, som ikke slutter i triumf. Mange minutter går i stedet, uden at der i musikalsk forstand sker ret meget. Tynde, men utroligt stærke tråde af musik opløses langsomt, langsomt. De 4 toner, musikkens inderste væsen fra starten af symfonien, bliver brugt igen i en opløsning, det omvendte af et keethovensk klimaks. Det er selve symfonien som begreb, der opløser sig og forsvinder ud i … Ja ud i hvad … ingenting? Det må være op til den enkelte at fortolke på.

Før sin datters død skrev Mahler sange til tekster af digteren Friedrich Rückert, som selv mistede to børn, og som delte Mahlers hang til det orientalske. I en af sangene beskrives, hvordan fortællerstemmen håber, børnene kun er løbet i forvejen; at han kan indhente dem oppe på en grøn høj et sted. Melodien til netop det sted om at indhente dem, der løb i forvejen, citerer Mahler i slutningen af symfonien. Hvis man kan høre den musik uden at få bare en lille klump i halsen, så må man være lavet af sten. Man behøver ikke kende til de intertekstuelle sammenhænge med andre værker – denne musik går rent ind bag paraderne.

Ikke mindst når man hører den med Norges Ungdomssymfonikere under ledelse af Eliahu Inbal. Selvfølgelig er Ungdomssymfonikerne ikke et professionelt orkester. Men det er lige før, jeg vil se det som en fordel. For de er super dygtige for deres alder; de har muskler og power. Tag ikke fejl af ordet ungdom – de kan deres ting!

Hos mig var der flueben både ved klump i halsen og ved gåsehud. Jeg har hørt professionelle orkestre spille denne dramatiske og intime musik kedeligt og … professionelt. Jeg vil langt hellere høre musikken med kræfter, der har lidt vildskab i sig, og jeg tager de rå kanter med. De unge klarede deres solopassager flot, til tider var messing-folkene endda mere sikre i intonationen end deres professionelle, odenseanske kolleger. Strygerne havde den store, fede, lækre klang. Ingen trætte arme efter at have spillet uafbrudt så lang tid.

Eliahu Inbal takker førsteviolinisten

Jeg er ikke i tvivl om, at disse unge musikere har potentiale til store karrierer. Gud give, de forbliver stærke, intense og prioriterer nerve over det alt for korrekte!

Hvad: Gustav Mahlers 9. symfoni (1909)

Hvem: Norges Ungdomssymfonikere, dirigent Eliahu Inbal

Hvor: Odense Koncerthus, Carl Nielsen Salen

Hvornår: Torsdag 15. august 2019.

Odense Koncerthus efter koncerten

Anton corbijn 1-2-3-4

Brandts i Odense er et fund for fotoentusiaster. For nogle uger siden åbnede rock ‘n’ roll mesterfotografen Anton Corbijn sin udstilling, 1-2-3-4, dér. Jeg var så heldig at stå i kø i tide til at få ham til at signere to plakater. Brandts var proppet med mennesker den dag. Så strategisk valgte jeg at se udstillingen efter nogen tid. 3 sale fulde af bøger, cd’covers, en væg med rockvideoer, han har lavet for U2, Depeche Mode m.fl. og to sale med fotografier.

Corbijn har siden slut70erne haft en evne til at være der, hvor der skete noget inden for punk, pop og rock, og han har gnubbet albuer med de største. Johnny Cash, Sex Pistols, R.E.M., Siouxsie Sioux, Duran Duran, Echo & The Bunnymen, Kate Bush. You name it.

Johnny Cash fotograferet af Anton Corbijn
Mesterligt foto af den aldrende Johnny Cash. Til venstre for ham: Sting med meget hår på hovedet. Til højre altid cool Bryan Ferry.
Midge Ure
Midge Ure fra electro-bandet Ultravox. Kuldslået 80er-stil inspireret af filmen Den Tredje Mand fra 1948.

På mig virkede han – ud fra et kort håndtryk og et par ord – som en meget rolig mand. Det er måske det, disse pop/rock/punk-folk har brug for. En faderlig hånd. Billederne viser deres sårbarhed, deres ungdommelige poseren, de bedste viser også en ømhed, aldringen. En forkærlighed for sort/hvid med ekstrem kontrast. Noget, jeg selv skal prøve, når jeg tager fotos: Lade personer i forgrunden være helt ude af fokus og vise det, der sker i baggrunden. Pop og rock handler jo ellers mest om forgrund og knapt så meget om detaljer i baggrunden.

En slentretur gennem udstillingen er for mig, der var und i 80’erne og 90’erne, ren nostalgi og melankoli. Disse unge, friske, nogle nærmest naive ansigter … denne tydelige attitude. Så mange år siden.

SPQR: Det antikke Roms historie – en gæsteanmeldelse

Mary Beard går med sin storslåede fortælling om det klassiske Rom i Edward Gibbons fodspor

Hvordan er det antikke Rom relevant for os i dag? Det er det store spørgsmål, Mary Beard, forfatteren af SPQR (Senatus PopulusQue Romanus – Senatet og det Romerske Folk) stiller i starten af sit værk. Bogen tager afsæt i byen Rom, den følger det romerske riges historie fra dets formodede stiftelse d. 27. april 753 f.Kr. til 212, da kejseren Caracalla gav alle indbyggerne i det romerske imperium romersk statsborgerskab.

Undervejs stifter man bekendtskab med berømtheder fra antikken, hører om drabelige konspirationer og ambitiøse politiske projekter. Men dette forhindrer ikke Beard i at fortælle om den gennemsnitlige romers liv. Fra toppen af samfundet og hele vejen ned til plebejeren, der bor på øverste sal i de til tider faldefærdige lejlighedskomplekser – insula eller ø, på dansk. Når boligforholdene bliver beskrevet, forstår man tydeligt betegnelsen. Her boede størstedelen af Roms befolkning. En besynderlig modsætning til i dag: De bedre bemidlede boede længst nede. Alt fra hvad de lavede i deres fritid, til hvad (og hvor) de spiste bliver belyst.

Når Beard vender spotlyset fra de store stjerner på scenen til den lille mand, bliver man mindet om, at de menneskelige grundvilkår ikke har ændret sig synderligt igennem historien. Vi har de samme bekymringer, glæder, sorger: ”At jage, at bade, at spille og at grine – Det er at leve”. Sådan opsummerer en grafitti i en beværtning i Pompeji de vigtigste ting her i livet. På trods af at næsten 2000 år er gået, står budskabet stadig klart for nutidens øjne.

Myter, muslingeskaller og nørdede kejsere…

Beard formår i sit værk at blande myter med fakta og nøgterne analyser af hændelserne. Side om side med historien om Romulus og Remus hører vi om de oprindelige bebyggelser, der har ligget, hvor Rom ligger nu. Vi får en forklaring på, hvordan Romulus/Remus-myten mon er opstået, og hvad dette fortæller om det romerske livssyn. På den måde får vi præsenteret romersk mytologi (for ikke at snakke om Roms reelle forhistorie), med et par kritiske øjne. Det gør Roms tågede fortid langt mere spændende at læse om. Med sit simple og elegante sprog, holder Beard læserens opmærksomhed fanget i et jerngreb, der gør det svært, at lægge bogen fra sig, når man først er begyndt.

Beards styrke lægger i særdeleshed også i at gøre op med mange af de ’folkeforestillinger’, der kredser omkring Rom.

Vi går tit rundt med en forestilling om, at de til tider ekstravagante romerske kejser har haft en stærk indflydelse på imperiet i sin helhed. En sadistisk kejser kunne være ubehagelig for sine nærmeste. Men administratorerne, byboerne og bønderne hverken hørte eller følte meget til ham. Livet gik som oftest sin stille gang ude i provinserne, uden at man mærkede det store til Roms politiske intriger.

Undervejs i den gribende fortælling gør Beard op med en række legender, der eksisterer omkring Rom og imperiets kejsere.

Eksempel: Var Gaius virkelig så slem som fortællingerne siger? Han var uden tvivl et forfærdeligt menneske. Men havde han virkelig planer om at gøre sin hest til konsul? Ydmygede han nu virkelig sine soldater til at samle muslingeskaller op på en fransk strand? Næppe, mener Beard. Der er tale om en misforståelse af ordet musculi, der både kan betyde muslingeskal og militærhytte. Sandheden er nok nærmere, at Gaius fik sine soldater til at pakke en midlertidig lejr ned. Mange af de mere farverige historier om de romerske kejsere blev skabt efter deres død, hvor de ikke længere var til fare for folk omkring dem. Selv Claudius, der i sin eftertid blev husket som en nørdet akademiker (sandheden var lidt en anden), undslipper ikke.

En romersk filosof, har i en humoristisk sketch, forestillet sig Claudius, der lige er død forsøge at tilegne sig en plads blandt guderne i det himmelske senat.

Her møder han Kejser Augustus, der skal dømme hans sag. ”Denne mand, der kigger på jer, som om han ikke kunne slå en flue ihjel, plejede at dræbe så nemt som en hund skider”. Han bliver nægtet adgang, og en skræddersyet straf bliver lavet til ham.

På grund af hans hang til spil, skal han i tid og evighed rafle terninger i bunden af et bundløst raflebæger. Heldigvis dukker førnævnte Gaius op af den blå luft, tager Claudius som slave og tvinger ham til at arbejde som juniorsekretær i den romerske juridiske forvaltning – en grel, grel skæbne. SPQR er sprængfyldt med denne slags små fortællinger, der giver et kort afbræk fra bogens overliggende fortælling, og gør Roms allerede farverige historie mere spændende. Store mænd har også følelser.

På trods af Mary Beards overlegne fortællestil, forholder hun sig ofte meget distanceret til de enkelte skikkelser. Til tider kommer vi ind på livet af dem, men kun i glimt. Vi lærer om Ciceros tætte forhold til sin datter og om hans sorg ved hendes død. Vi hører også om Pompejus Magnus’ kærlighedsforhold til sin kone. Højst usædvanligt i en tid, hvor overklassen som regel ikke giftede sig af kærlighed. Meget nærmere kommer vi desværre ikke. Det er en skam, for de personlige intriger og handlingsmotiver, der ikke får så meget opmærksomhed her, er med til at udpensle den store kamp om magten i Rom. Er man mere til denne side af historiefortællingen kan A.N Wilsons The Classical World varmt anbefales.

Man kan spørge sig selv, hvorfor jeg har lagt så meget vægt på følelser, skæve fortællinger og myter i den her anmeldelse

Svaret er, at enhver historiker kan skrive en fortælling om Rom. Men få kan gøre det på en måde, så det føles dragende. Der, hvor Beard virkelig skinner igennem, er i alt det, man normalt ikke forbinder med støvede historiebøger. Hun fanger læseren og fører dem igennem en verden, der på en gang er meget lig og meget fjern fra vores. Både hvad angår tid og samfundsmæssige forhold.

Mary Beards SPQR kan varmt anbefales. I særdeleshed, hvis man ikke før har stiftet bekendtskab med Roms storslåede historie. Og for at vende tilbage til det spørgsmål, der blev stillet i starten. Hvad kan vi lære af romerne? Intet direkte, hvis man spørger Beard. Men ved at engagere os med den arv, vi har efter dem, får vi et sandt skatkammer af kultur, filosofi, politiske analyser og kunst. Beard håbede, at hendes bog ikke blot var en historie om Rom, men en dialog med Senatet og det Romerske Folk. Jeg kan kun sige, hun er lykkedes med sin opgave.

Mary Beard: SPQR – Det antikke Roms historie. 616 sider. Førsteudgave på dansk oversat af Anders Nygård, 2018, Gads Forlag.

Gæsteanmelder: Stud. jur. Alexander Stein

Alexander Stein

Gæsteblogger og -anmelder, stud. jur. Alexander Stein

Pjæk i Den Anden Wienerskole

Lige siden jeg så årets katalog over klassiske koncerter i Odense, har jeg glædet mig til denne aften. Schuberts store C-dur symfoni, (harmløse) sange af Alban Berg og – især – Weberns 6 Stykker for stort orkester.

Webern spilles næsten aldrig. Han udtrykker sig så kort, at en sats i et af hans værker kan være få sekunder kort. Der er noget meget mystisk over hans musik. Hans tonesprog er moderne – ligesom hos kammeraterne Schönberg og Alban Berg.

Tilsammen kalder man de tre for Den Anden Wienerskole.

Weberns 6 Stykker er på min klassiske top-20. De er som en symfoni af Schubert eller Mahler komprimeret og krystalliseret til det kortest tænkelige. Programlægningen denne aften nærmede sig det geniale med Schubert som træstammen og Berg og Webern som de unge grene.

Men så her til aften … skuffelse, nedtur, vrede.

I sidste øjeblik var Webern sparket ud. I stedet: et stykke af Bach. Bach, som aldrig satte sine ben i Wien og kun rent teoretisk har noget med Schubert og Anden Wienerskole at gøre. Hvorfor denne ændring i en fremragende programlægning? Ingen aner det. Man tænker: typisk Odense. Store ideer, som ender med at blive ‘et eller andet’.

Jeg har før talt for, at der bør spilles mere god musik fra det 20. århundrede. Vi svigter vores egne rødder ved at gå efter det sikre. Ikke et ondt ord om Bach – men han er rigt repræsenteret i koncertprogrammer. Alban Berg spilles også relativt ofte. Men Webern stort set slet ikke.

Skuffelsen fordampede dog med Schubert

Selvom programmet var udhulet, glædede jeg mig over Schubert. Det var der flere, der gjorde. Hans store C-dur- symfoni er en rytmisk og melodisk herlighed. det var lige før, der udbrød deciderede klapsalver efter første sats!

Schumann omtalte længden på Schuberts værker som ‘himmelske længder’. Schubert var glad for sine ideer og gentog dem ofte – men hvad gør det? Hans ideer er jo fantastiske. Tilmed er C-dur symfonien den første ‘sammenbrudssymfoni’. Midt i den lystige og melankolske andensats brækker musikken over i nogle fortvivlede gestus, og der bliver helt stille. Musik, der går over gevind – en lystighed, der bryder sammen under sit eget postulat.

Det musikalske nervesammenbrud som virkemiddel er en effekt, som de langt senere Mahler og Bruckner anvender hyppigt og med stor intensitet.

Orkestret var i aften ledet af nu ex-chefdirigent Alexander Vedernikov, som jo nu skal lede operaen i København. Vedernikov holdt sin Schubert klar, rytmisk præcis. Får så være, man kunne ønske sig større dynamiske udsving, mere rå og rustik træblæsersektion, mindre nervøse hornister. Det er ting, der ikke skal trække ned i en dejlig Schubert, der redde de forvirrede programlæggere for aftenen.

Årets Pressefoto 2018 i Odeons foyer, Odense

Som hobbyfotograf er en af mine største inspirationskilder pressefotos. De har ikke kunstneriske budskaber, er direkte, har masser af kant – og er ofte smukke trods et grumt indhold. Nogle af de bedste protrætter laves af pressefotografer.

Og som beskuer ved man, der er meget på spil inden for genren pressefoto. Pressefotografer er udsatte i krigs- og konfliktzoner. Hvis de ikke satte deres liv på spil, ville vi andre vide meget mindre om, hvad der sker i verden.

Eksempel: Migrantkrise på Middelhavet. Ord kan beskrive, hvad der sker på Middelhavet disse år med de mange migranter og asylsøgere. Men billederne – som nu dem på Årets Pressefotos – gør virkeligheden umiddelbart nærværende. Med samme farvebrillans, som vi alle i dag alle kan lave feriefotos, vises overlevende, kæmpende og druknede i det akvamarinblå vand.

Det vigtige i disse og andre fotos kan ikke undervurderes. Derfor kan det undre, at udstillingen i Odeon er så stedmoderlig. I gamle dage (for et par år siden) var Årets Pressefotos en flot og seriøs udstilling her i Odense. Der var plads, flotte print, luft om de enkelte fotos og serier.

Så valgte man, at Årets Pressefotos – dengang på Brandts Klædefabrik – ikke skulle være en del af Odenses kulturprofil, ligesom fotokunst i det hele taget blev kraftigt reduceret. Her havde Odense ellers haft en vigtig niche.

Nu er pressefoto-traditionen vistnok tilbage. På det lidt tamme Odeon. Lige inden for indgangen. Uden plads, placeret på ned-fra-loftet hængende papstykker. Det suger kraften ud af billederne, som også printes så småt, at de ikke rigtigt kan nærstuderes. Det synes jeg er synd. Hvis man skal gøre noget, skal man gøre det ordentligt. Og jeg er sikker på, det her kan gøres anderledes og bedre.

årets pressefoto, Odeon

Årets pressefoto 2018 i Odeons foyer er en tynd omgang

SymfoniRumrejsen 2018

Solen står op bag Jorden, som står op bag Månen. Sådan starter Stanley Kubricks sci-fi film Rumrejsen år 2001 (1968) til tonerne af den senromantiske komponist Richard Strauss’ tonedigtning Also Sprach Zarathustra.

Netop denne musik var det galaktiske tyngepunkt, centralsolen, omkring hvilket alle aftenens små, underholdende stykker lå i kredsløb. Temaet for aftenen: Ind i det ukendte – 100 år med science fiction filmmusik. Vi kom ud i rummet, ned under vandet, til fremtiden, til fortiden, til alternative virkeligheder.

Odense Symfoniorkester er et prægtigt Richard Strauss-orkester. Og orkestret er sådan en aften med lækker, interstellar lyd fint tilsmagt med orglet oppe på væggen –  som Ansgar Kirkes organist, Tina Christiansen, spillede på, som havde hun fire fødder og 20 fingre. Mere Strauss fremover, OS, mere!

Jeg ville måske gerne have haft endnu mere plads til orglet og lidt mindre hastigt afsnuppede pointer, når orgel og orkester spillede sammen. Vi fik jo også Hans Zimmers eminente musik til en anden af mine sci fi-favoritter, Interstellar (2014). I Zimmers musik til den film spiller orglet en nærmest religiøst stor rolle. Der kunne godt være endnu mere bombast og Tina Christiansen til Strauss og Zimmer sådan en filmaften. Nuvel, det fungerede fint alligevel med et super sprødt spillende orkester.

(Bær over med mig – men jeg blev glad for organisten i går aftes; det er ikke helt gået af mig. Måske nok også derfor, jeg syntes, at dirigenten, Michelle Rakers, skulle have givet Tina Christiansen mere tid og rum til at shine 🙂 )

Så for at TALE om noget andet:

Orgel.

Man skeler jo nogle gange til orglet i Odense Koncerthus og tænker – hvad kan det? Det kan en del. Tina Christiansen fik en stor solo i form af Bachs notoriske Toccata og Fuga. Man formoder, han har skrevet det som en art testmusik til brug for justering af orgler. Og det kan man høre tydeligt i den indledende, forrevne toccata. Toccata betyder løst oversat: hurtig på fingrene. Og ikke kun på fingrene, når vi taler orgel. Man skal også være hurtig på fusserne, fordi orglet jo har pedaler til bastonerne. Tina ‘Quickstep’ Christiansen spillede stykket uden at kalke dets revner og sprækker over, lige ekvilibristisk på fingre og fødder.

Der er ingen tvivl om, at en filmkomponist som John Williams har lånt ret meget fra klassiske komponister som Gustav Holst, Richard Strauss, Korngold osv. Klik her og hør fx hvor tæt Star Wars temaet læner sig op af et tema, Korngold skrev til filmen King’s Row Komponister har altid lånt fra hinanden; ja selveste Mozart stjal en hel symfoni (nr. 37) fra Michael Haydn og udgav den som sin egen, da han var i tidnød for at skrive en symfoni selv! Men det var nu fedt, vi denne aften også kom tilbage til kilderne… til Bach og til Strauss og til Khatjaturjan – originalerne (som stjal fra atter andre – ingenting falder ned fra himlen her i verden). Det er nu engang den tunge klassiske musik, der siger mig mest…

Koncerten trak et andet crowd til Odense Koncerthus

Ingen grå manker – stort set kun min. Til gengæld super mange unge og semi-unge. Fedt! Filmmusik er vel dén type musik, der har mest tyngdekraft, hvis man vil tiltrække unge for udtrykket i symfonisk/klassisk musik. På den måde er der vel en fin dobbeltbetydning i overskriften: Into the Unknown. Hvordan vi får dem til at komme igen til fx 50 minutters uafbrudt Richard Strauss – den nød er sværere at knække. Men fredag aften var et godt forsøg! Med de til formålet inviterede stormtropper, man kunne tage selfies med. På det punkt var der også rummelighed: De udklædte frivillige Star Wars-statister uden for huset og inde i salen kom i alle størrelser, aldre og vægtklasser. Cool!

Breaking: Hvem kan sige nej til en selfie med en to meter høj stormtrop? Ikke Trine fra orkestret i hvert fald 🙂

 

Filmekspert Maria Månson (førhen Filmselskabet på Dr K, nu Sprogquizzen på Dr K) var konferencier – og charmerede sig igennem det hele. Her kan man tale om en vært, der troværdigt kan formidler til publikum, at der er passion og kærlighed til musikken.

Hvad med en aften med god gysermusik?

Der er både Bernard Herrmans musik til Psycho, Bartóks musik brugt i Ondskabens Hotel, Jerry Goldsmiths musik brugt i Alien … og og og. Jeg kommer den aften! Eller hvad med en aften med film fra romantiske film? Den aften kan jeg så desværre ikke. Men mon ikke en masse par kunne tænke sig at trække et symfonisk kæletæppe over sig?

Bottom line for denne koncert er i hvert fald: Orgelspil deluxe, sprødt orkester, sød konferencier – lidt mere plads til effekter en anden gang, Michelle Rakers. Det foryngede publikum kvitterede med klap og trampen i gulvet, til OS var “tvunget” til at sende mig tilbage til et højdepunkt fra min barndom med et ekstranummer: temaet fra Steven Spielbergs E.T.

Af hjertet tak!

Ses vi i Ansgar Kirke i morgen?…. 🙂

 

Hvad?

Into the Unknown, 100 år med science fiction-film

Alan Silvestri: Back to the Future Suite

John Williams: Jurassic Park. A Symphonic Fantasy, arr. David Firman

Donald Romain Davis: The Matrix

Gottfried Huppertz: Metropolis Suite, arr. Frank Strobel/Marco Jovic

Hans Zimmer: Interstellar Suite

John Williams: Close Encounters of the Third Kind

Richard Strauss: 2001: A Space Odyssey (dvs. Also sprach Zarathustra: “Einleitung, oder Sonnenaufgang”), arr. John Syberg

Aram Khatjaturjan: Adagio fra Gajané

J. S. Bach: Toccata og Fuga i d-mol

Jerry Goldsmith: “The Dream” og “A New Life” fra Total Recall Suite

John Williams: uddrag af Star Wars – Suite for Orchestra

ekstranummer: John Williams: Tema fra E.T. 

Hvornår?

28. september 2018

Hvem?

Odense Symfoniorkester, Michelle Rakers (dir.), Tina ‘Quickstep’ Christiansen (orgel), Maria Månson (konferencier)

Det Uudslukkelige

Odense Symfoniorkester gav den fuld skrald i aftes med et brag af en opførelse af Carl Nielsens 4. symfoni, ‘Det Uudslukkelige’. Blev du hjemme? det skulle du ikke have gjort!

Carl Nielsens 4. symfoni er en publikumsyndling og et højdepunkt i hans produktion. Skrevet i 1916 – midt i den mest unødvendige storkrig i historien, 1. Verdenskrig. Og skrevet på indtrykket af krigen, hvor Danmark jo var neutral og tjente gode penge på begge sider af konflikten. I brede kredse herskede der en besynderlig trang til krig; en trang til at få renset luften efter årtier med mindre krige, etniske stridigheder, alliancer, oprustning. Så da den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, blev snigmyrdet i Sarajevo i 1914, greb et land efter det andet chancen for at sende deres mænd ud at slå hinanden ihjel. I dag virker den udbredte ‘lad os rense luften’-ånd frastødende. Den stoppede ikke, da krigen brød ud. Carl Nielsen er et eksempel på, at selvom krigens gru gik op for datidens folk, så forsvandt trangen til at rense luften for en angivelig kulturel og politisk dekadence ikke.

Da Carl Nielsen arbejdede på sin symfoni, skrev han i et brev til en ven, at nu krigen var der, ville det være bedst, om hele lortet brændte ned, hele kulturen. Fordi livet er uudslukkeligt og nok skulle vende tilbage i renset form. Og det er så symfoniens filosofiske statement.

Musik er liv og som sådan uudslukkeligt. – Carl Nielsen

Carl Nielsens 4. symfoni med tilnavnet Det Uudslukkelige er udtryk for tankegangen: Ud af en stor konflikt skal kulturen genopstå lutret.

Jeg må indrømme, jeg har det svært med den tankegang. Det er meget nemt at tænke på renselse, når man ikke selv sidder i en skyttegrav med bomber om ørerne i årevis. Og senest efter gaskamre,  atombomber og Vietnam ved vi, eller burde vi vide, at livet i høj grad er udslukkeligt. Hvert et liv tæller. Og så sandt som vi bedømmer datidens folk på, hvad der skete mellem skyttegravene under 1. Verdenskrig og ved gaskamrene under 2. Verdenskrig, vil vi i fremtiden blive bedømt på det, der sker på Middelhavet, i Syrien og med rohingya-folket i Burma lige nu. Det farlige er politikere og religiøse ledere, der lover lette løsninger og renselse – ikke en kompleks eller dekadent kultur.

Den humanistiske indstilling bliver udfordret med et værk som Det Uudslukkelige – ikke kun, når man læser op på dets baggrund.

Også når man hører værket. Vi falder direkte ind i ‘handlingen’ i en konfliktfyldt start på symfonien. I andensatsen ser Carl Nielsen tilbage på en finere og renere tid i musik, der lyder som en dansesats fra en barok suite. Højdepunktet, alle sidder og venter på, er pauke-duellen i slutningen af værket. To sæt pauker – placeret på hver sin side af podiet – udkæmper en epic pauke battle hen over hvinende strygere. Og sidder man så ikke der som god humanist og synes, det er pisse fedt? Ligesom man også kan lide at se gode krigsfilm? Eller lære gode kriminalromaner? Vold og destruktion er helt fint i rette doser og på god afstand. Dyret inden i os vil fodres.

Odense Symfoniorkester underholdt os her til aften først med Ravels dejlige og transparente hyldest til den franske barokmusik, ‘Le Tombeau de Couperin’. Selvom værket har den melankolske baggrund at være en hyldest til ravels faldne kammerater under 1. Verdenskrig, er værkets klang som at bade i gyldent, mediterrant solskin.

Efter Ravel fik vi  Tjajkovskijs lidt uformelige violinkoncert med 28-årige Liya Petrova på soloviolinen. Orkestret gav venligt plads til Liya Petrovas noget tilbageholdende, nærmest spagfærdige tone. Tjajkovskij kan det der med gode melodier. Og det ved han. Så han gentager sig selv igen og igen. Og igen. Men underholdende, absolut!

Anderledes rock ‘n roll var der over Nielsens 4. symfoni

Med Nielsen er orkestret på hjemmebane, og pedalen blev trykket i bund. Hvilken fryd at høre dem bare give den gas; jeg var ude på kanten af sædet og elskede det. Nikolaj Znaider på pulten udstråler en helt naturlig og meget stor autoritet. Znaider er en no nonsense dirigent. Han kan minde om de gamle pultdiktatorer, der blot behøvede at løfte en lillefinger, så lystrede deres orkestre. Odense Symfoniorkester har muskler. Det er ikke altid, man mærker det. Men det gjorde vi her til aften. En anden gang må de to sæt duellerende paukespillere dog gerne blive placeret på hver sin side af orkestret, ikke ved siden af hinanden…

De, der i aftes blev hjemme foran tv’et, kan glæde sig over, at OS og Znaider indspiller alle Nielsens 6 symfonier på compact disc – det apokryfe medium, der stadig lever i bedste velgående blandt os, der elsker klassisk og ikke helt tør det der streaming noget. Jeg glæder mig især til Nielsens 6., som er et virkelig mystisk og fascinerende værk.

 

Hvad: Carl Nielsen symfoni 4 ‘Det Uudslukkelige’ – Maurice Ravel: ‘Le Tombeau de Couperin’ – Tjajkovskij: Violinkoncert

Hvem: Odense Symfoniorkester, Nikolaj Znaider (dirigent),  Liya Petrova (violin)

Hvor: Odense Koncerthus

Hvornår: Fredag d. 7. september 2018

Dirigentstuderende i Odense Koncerthus

Gratiskoncert med Odense Symfoniorkester – det kan ikke gå galt. Og det gjorde det heller ikke. Fire unge, mandlige dirigentstuderende skiftedes i går i Odense Koncerthus til at dirigere satser fra Griegs underholdende klaverkoncert og Tjajkovskijs mest personlige og bedste symfoni, nr. 6 med tilnavnet Pathetique – den følsomme.

Jeg kan ikke sige, hvem der var bedst – det var heller ikke en konkurrence. OS var i hvert fald i topform og bar de unge dirigenter frem på hænder og fødder. Orkesterspillet var i top. Der blev smilet til hinanden i orkestret under spillet, kindkys blev uddelt efter koncerten. Hver koncert måtte gerne være sådan.

Og så fik jeg lov at nyde Pathetique’en sammen med Odenses sejeste musikbiblioteksdame, Katrine Nordland – blandt andet kendt for koncertintro’er inden koncerter med OS og snart for musikquizzen på DR.

De studerende charmerede alle, og de vil alle kunne nå langt. Det håber jeg.

I vore dage er det dog egentlig spøjst, at dirigentfaget af alle stadig fag er mænds domæne. Lad os få nogle flere kvinder ind!

Verdensklassekor i Kerteminde Kirke: Theater of voices synger Dowland og Heiner Goebbels

En lun forsommeraften i Kerteminde. Drønnerterne fræser rundt på knallerter. Den landsdelskendte is-pusher, Vaffelhuset, trækker som altid fulde huse. Solskin. Blå himmel. Og 50-60 mennesker finder sammen i byens gotiske kirke fra 1300-tallet.

De er samlet for at opleve, hvad jeg tillader mig at formode er den smukkeste korsang nogensinde hørt dér. De ved ikke helt, hvad de går ind til. Men det skal blive stort.

Theater of Voices er kommet til byen, inviteret af byens nye organist, Jesper Gram Petersen. Jeg har ikke hørt ham spille, men mine kilder i byen siger, der er saft og kraft i hans orgelspil. Ham skal byen holde på! Byen har i forvejen en stærk kulturprofil med kunst og musik på Lundgaard gods. Når en nyansat organist kan få et kor fra øverste hylde af den internationale korscene til at komme og give koncert for en flad 50’er inklusive et glas vin bagefter, så er der virkelig ved at ske ting i den lille købstad med de røde tage.

Jeg flygtede selv fra byen som ung. Det gør de fleste unge kertemindere vel. Der bliver for trangt og for stille. Men når vi når en vis alder, går vejen stille og roligt tilbage. Naturen, roen – og nu også topkunst!?

Theater of Voices er et lille kor

Fem sangere: fire mænd, én kvinde – Else Torp, der siden soundtracket til filmen La Grande Bellezza har været en af mine og mange andres yndlingssopraner.

Laurenti Kirke i Kerteminde Kirke er et klangligt relativt tørt sted, dvs. kort efterklang. Det er ideelt til et kor som dette, der består af eksperter i hver position. Fem tindrende klare, smukke stemmer, der så let som ingenting (eller sådan virkede det) fyldte hele rummet ud. Et frygtindgydende rum, fordi man intet kan skjule.

Første del var John Dowlands Lacrimae or Seven Teares. Oprindeligt skrevet for fem instrumenter omkring år 1600, da Dowland var ansat som lut-spiller ved Chr. IV’s hof. Paul Hillier, kunstnerisk leder for Theater of Voices, forklarede i sin intro, at han havde fundet digte, der passede til musikken. Så musikken, der oprindeligt var for instrumenter, kan nu synges. Jeg opgav af følge med i teksterne trykt i dagens program, og lod musikken bevæge sig som klart kildevand hen over mine hjernevindinger. Musikken befinder sig et sted mellem renæssancens komplekse flerstemmighed og den gryende baroks trang til et klart, emotionelt udtryk. Da Dowland skrev sin musik, opfandt man i Italien operaen, hvor de mange stemmer afløses af én stemme og et akkordinstrument.

Dowland har stadig flerstemmigheden, men musikken blev dog krydret af lutspiller Nigel North, der også ind i mellem de enkelte numre spillede fine, stille soli.

Hvad kan man sige om sådan musik, sådanne sangere og en charmerende kunstnerisk leder? Perfektion? Himmelsk? Jeg vil sige: Kom igen og igen og syng for os!

Kunstnerisk leder Paul Hillier fortæller om Heiner Goebbels’ musik.

Aftenens anden del var mere krævende – på trods af chokerende musikalsk enkelhed: Tyske Heiner Goebbels musik for fire mandestemmer til Samuel Becketts tekst Worstward Ho

Titlen på værket kan (hvis jeg forstod Paul Hilliers intro korrekt) oversættes til noget i retning af Det er går dårligt – og det bliver værre. Over lange stræk benytter Goebbels’ musik sig af mange gentagelser af ens akkorder. En gang i mellem twisted med en dissonans, der stikker ud. Yderst sjældent bliver akkorderne sat sammen til en egentlig melodi.

Værket er egentlig et sceneværk. Vi fik det med minimal iscenesættelse, idet sangerne bevægede sig rundt i kirkerummet. Minimal er egentlig essensen. Der er stort set ingen musik tilbage i Heiner Goebbels’ værk, ligesom der stort set ingen bevægelser er tilbage i et skuespil af Samuel Beckett. Det handler om fravær af det velkendte…

Hvis jeg skal sige noget begavet om Worstward Ho (og det har jeg svært ved, for minimalisme i så nedkogt form er meget svær for mig), skulle det være: Min oplevelse var af mennesker, der prøver at række ud efter hinanden og skabe en form for kommunikation. Vi har vel alle oplevet kommunikation bryde sammen. At man mangler ord for det, man vi sige. Pinefuldt, når man vil udtrykke noget pinefuldt i én eller mellem mennesker.

Det var en oplevelse at høre værket. Og jeg er sikker på, vi fik en verdensklasseopførelse af det. Ikke alle kunstneriske oplevelser skal føles som kildevand over hjernevindinger. Det er helt okay at være perpleks og tænke: Hvad i alverden er jeg vidne til lige nu?

Sammenhæng er der i hvert fald mellem Dowlands 400+ år gamle, dybe melankoli, isolation og ensomhed og Heiner Goebbels’/Becketts tekst om sammenbrudt liv og sammenbrudt kommunikation.

Jeg hører det meste af min klassiske livemusik i koncertsale med symfoniorkestre

Koncertsalsmusik er en meget stiv og formaliseret koncertform – og det siger jeg, der elsker den slags! Men det var en sand befrielse i går aftes at opleve så store kunstnere træde så ukrukket op, levere musikalsk ekspertise og stille op til en øl og en snak bagefter – og at Paul Hillier fortalte os om musikken i øjenhøjde. Hvorfor løsner vi ikke op i koncertsalene? Der er ingen modsætning mellem uformel afvikling og stor kunst, når vi når op på det plan, hvor Theater of Voices befinder sig.

Jeg er fan!

Som den kultur-groupie, jeg er, måtte jeg selvfølgelig efter koncerten have skam-signeret min Theater of Voices/Arvo Pärt-cd af sangerne og Paul Hillier.

Theater of Voices er: Else Torp, sopran. Miles Lallement, kontratenor. Paul Bentley-Angell, tenor. Jacob Skjoldborg, tenor. Ben McKee, bas. Paul Hillier er kunstnerisk leder.

Flow my tears, fall from your springs,

Exiled for ever let me mourn;

Where night’s black bird her sad infamy sings,

There let me live forlorn.